DTU Aquas undersøgelser af stallingbestandene har ført til, at DTU Aqua anbefaler, at fredningen af stallingen forlænges, indtil der er opbygget stabile, sunde bestande.
DTU Aqua vurderer, at der generelt stadig kun er meget små bestande i de fleste vandløb, selvom der er tegn på, at bestandene er forbedret en lille smule i bl.a. Grindsted Å og Omme Å. Bestandene er dog stadig langt fra niveauet fra før 2010, og der er ingen indikationer på, at bestandene er stabile.
Flere undersøgelser udført af DTU Aqua har vist, at det er rovdyr, især skarv, der presser stallingbestandene mest. DTU Aqua vurderer, at bestandene vil kunne forbedres, hvis prædationsraten fra skarv på stalling i vandløbene mindskes væsentligt.
I det nationale stallingprojekt har DTU Aqua undersøgt stallingbestanden i fire vandløb og overvåget antallet af besøgende skarv på strækningerne. Her blev der observeret, at en mild vinter, som i 2024/25 betød færre skarv i vandløbene og fremgang for stallingerne, men det forventes, at situationen igen kan blive kritisk efter den hårde vinter i 2025/2026. Forklaringen er, at skarv trækker op i vandløb for at søge føde, især hvis der er is på søer, fjorde og langs kysten.
DTU Aqua leder et EU-projekt, der har til formål at undersøge og beskytte EU’s vandløbsfisk med særligt fokus på stallingen. Overalt i EU er skarv en medvirkende årsag til den dårlige status for stallingen.

Kortet viser, hvor DTU Aqua har observeret stalling. Grønne prikker angiver lokaliteter med stalling, mens gule prikker viser steder, hvor arten ikke er observeret. I menuen i venstreside vælges "Hvor findes de enkelte arter" og her vælges Stalling. Se selv, hvor der er registreret stallinger; klik på kortet og du kommer ind på https://kort.fiskepleje.dk
Af Niels Jepsen og Henrik Ravn, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer.
Læs mere om danske undersøgelser af stallingen: