Et evigt våbenkapløb hvor den største og stærkeste overlever.
Lige nu er de danske søer fyldt med fiskeyngel også kaldet 0+ (refererer til alderen fra 0-1år). I tusindvis kæmper de alle for at overleve og vokse sig store, så de kan klare vinteren. Både arter imellem og indenfor den samme art kæmpes der om den bedste føde. Men størrelse i sig selv kan også have betydning. Størrelsen kan afgøre om en anden art er en konkurrent eller en prima fødekilde. Man kan ligefrem sige, at det er et våbenkapløb, som handler om på den ene side at blive større end det bytte man gerne vil spise, og på den anden side om at blive så stor at man ikke bliver spist.
Der er ofte forskel på størrelsen af ynglen arterne imellem. Grunden til at denne størrelsesforskel opstår, er at gydetidspunktet for de forskellige arter ikke er det samme. Det forhold styres fortrinsvis af temperatur. Aborre gyder for eksempel når vandet er 6-9 °C, mens skaller først gyder ved minimum 10 °C og brasen ved minimum 12 °C. Hvis temperaturen stiger langsomt i foråret vil der gå længere tid fra aborrerne gyder til skaller og brasen gyder, end hvis temperaturen stiger hurtigt. Når denne situation opstår, vil aborrerne få en størrelsesfordel fordi de har længere tid at vokse i end de arter, der gyder senere. Størrelsesforskellen mellem arterne styres desuden også af, at de ikke har samme vækstrate.
Aborren spiser alt, blot det er til at gabe over
Traditionelt set har man ment, at aborrer normalt følger en meget stringent fødecyklus gennem livet. Først spiser de zooplankton (vandlopper, dafnier mm.) dernæst invertebrater (bunddyr) og til sidst fra de er 12-15 cm bliver de delvis rovfisk. Denne udlægning er dog ikke så enkel eller sort/hvid som hidtil opfattet.
Forsøg i laboratorier har vist, at 0+ aborrer kan øge deres vækstrate, hvis de fodres med 0+ skaller og brasen (også kaldet fredfisk) i den rette størrelse. Der er med andre ord en energimæssig fordel for aborren i at æde fiskeyngel frem for zooplankton. I forhold til at forstå den dynamik, der er blandt fiskene i vore søer, er denne opdagelse vigtig. Hvis 0+ aborre i naturlige søer kan spise de samme mængder 0+ fredfisk pr. dag, som det er blevet observeret i laboratorieforsøg (3-12 brasen pr. dag), vil det kunne gøre et væsentligt indhug i bestanden af disse i naturlige søer.
Vi udførte derfor i sommeren 2006 en undersøgelse, med det formål at beskrive om aborreyngel også i naturlige søer kan blive rovfisk allerede i løbet af deres første sommer.
En enkelt tysk undersøgelse havde fundet, at det skete i en meget dyb grusgravssø, men det var aldrig undersøgt under naturlige forhold. Fra maj til oktober 2006 blev udviklingen af 0+ aborre i fem forskellige søer i Midtjylland fulgt og deres fødevalg undersøgt . Søerne (Almind Sø, Thorsø, Ørnsø, Hinge Sø og Gødstrup Sø) var udvalgt så de dækkede en gradient fra næringsfattig og klarvandt til næringsrig og meget uklar. Da de første aborreyngel blev fanget i starten af maj var de stadig nyklækkede larver og blot 9-11 mm lange. I oktober var de største blevet op til 9 cm.
Det viste sig, at aborreynglen i høj grad er opportunistiske i forhold til hvad de spiser, dvs. at de æder føde af enhver art - blot de kan sluge det. I starten, mens de var helt små, spiste de naturligvis kun små zooplankton (eksempelvis hjuldyr og vandlopper) som gradvist blev udskiftet med større arter (f. eks. dafnier). De begyndte også meget tidligt at supplere føden med bunddyr såsom myggelarver, i takt med at de voksede og blev i stand til at gabe over større byttedyr.
Som beskrevet ovenfor har aborreynglen, fordi de klækkes tidligt, muligheden for at blive større end de potentielle arter af byttefisk (skalle- og brasenyngel). Dette forhold opstod i sommeren 2006 og aborreynglen kunne derfor begynde at supplere deres kost med fiskeyngel allerede fra midten af juli måned, hvor de blot var 3-4 måneder gamle og havde en længde på omkring 4 cm. De mindste aborrer, som havde fiskeyngel i deres maver var bare 3,4 cm lange. Det viste sig også, at jo større ynglen er på et givet tidspunkt, jo flere af dem vil have muligheden for at æde fiskeyngel.
Helt op til 40 % af de største aborrer i de undersøgte bestande spiste skaller. Det gjorde de især i de uklare søer. Selvom det at blive rovfisk tidligt ikke var begrænset til klare eller uklare søer, så ser det ud til, at aborreynglen oftere spiser fiskeyngel i søer med uklart vand. Dette skyldes muligvis, at aborrerne i disse søer har en højere vækstrate først på sæsonen pga. større mængder af fødeemner i forhold til de mere næringsfattige klare søer. De har derfor større chance for at få det nødvendige forspring i størrelse. Generelt spiste aborreynglen dog i alle søer en varieret kost bestående af både fiskeyngel, bunddyr og zooplankton.
Indsamling af fiskeyngel med planktonet på Gødstrup Sø. Fangsten ligger i opsamlingsrøret.
Kampen for overlevelse foregår altid i søerne - også lige nu
Der er intet der tyder på, at aborrernes evne til at fungere som rovfisk i det første leveår er et enkeltstående fænomen, som var særligt for sommeren 2006 eller for de fem undersøgte søer. Det bekræftes også af den tidligere omtalte tyske undersøgelse. Bare størrelsesforholdet er det rette, og de kan gabe over byttet, så er der intet der forhindrer aborrerne i at være glubske rovfisk, selv som helt små. Vi kan derfor konkludere, at aborrens fødevalg gennem livet indeholder langt flere nuancer end man hidtil har ment.
Ydermere peger vores resultater på, at aborrens rolle som en rovfisk, der er med til at regulere mængden af fredfisk i søerne, ikke kun ligger i den voksne aborres traditionelle levevis som rovfisk. I de perioder hvor aborreynglen kan agere som rovfisk, kan de spille en vigtig rolle i reguleringen af balancen mellem fredfisk og rovfisk i vores søer, ikke mindst fordi der er langt flere små fisk end store.
Våbenkapløbet er derfor ganske givet også i gang lige nu, delvis styret af hvordan vejret var gennem gydesæsonen i foråret. Men præcis hvor meget forskel der vil være fra år til år på grund af vejret ved vi ikke. Og om de igangværende ændringer i vores klima kan påvirke våbenkapløbets udfald, er indtil videre også ”ukendt land”.
Af Maria Karm og Søren Berg, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.