Fiskeplejekonsulent Jan Nielsen bød velkommen til en velbesøgt temadag om Vandrammedirektivet og vandløbene - med fokus på fiskene.
Den 5. oktober 2009 holdt Danmarks Sportsfiskerforbund i samarbejde med DTU Aqua en spændende temadag om Vandrammedirektivet og vandløbene – med fokus på fiskene. Programmet var bredt sammensat med en række korte indlæg og efterfølgende debat, og der var 160 deltagere fra hele landet, bl.a. også fra Bornholm.
Konklusionen var meget klar – der er store samfundsmæssige interesser i at sikre naturlige fiskebestande i vores vande, hvilket bl.a. er vist ved evalueringen af Turistprojektet Havørred Fyn og Skjern Å-restaureringen. F.eks. har forbedringen af ørredbestandene på Fyn skabt en årlig meromsætning på turismedelen på mindst 38 mio. kr, og antallet af overnatninger på Fyn er øget med 68.000.
En række indlæg viste, at mange kommuner er godt i gang med at restaurere vandløb samt genskabe mulighederne for selvreproducerende fiskebestande. DTU Aqua fremhævede, at det er meget vigtigt at tage udgangspunkt i fiskenes miljøkrav, idet mange tidligere projekter har fejlet pga. for kraftig hensyntagen til menneskelige interesser. Herved har man ikke fået det ønskede resultat. Det gælder f.eks. i situationer, hvor man har bevaret opstemninger i vandløb og således fastholdt vandløbene i en situation med dårlige passageforhold og ødelagte gyde- og opvækstmuligheder for laksefiskene og den øvrige fauna. Konklusionen var klar. Kun ved at fjerne opstemningerne helt har man genskabt en ordentlig kontinuitet i vandløbet til gavn for alle fiskearter og smådyr.
Det blev i flere indlæg fra kommunerne og landbruget fremhævet, at en fordomsfri dialog, hvor man lytter til hinandens ønsker, er altafgørende for succes. Desuden er det vigtigt at involvere lokalbefolkningen i arbejdet, herunder skoleelever.
EU’s Vandrammedirektiv kræver en god økologisk tilstand i vores vandområder i 2015, herunder også vedr. fisk. By- og Landskabsstyrelsen skulle sidste år have udsendt en række vandplaner med en definition på de miljømål, der skal opfyldes, og med en kortlægning af de problemer, der skal løses. Men styrelsen er foreløbig næsten et år forsinket, og det vides allerede, at der ikke kommer noget krav om fisk. Årsagen er bl.a., at der ikke er udarbejdet et dansk miljømål for fisk.
Der forestår nu et arbejde med tilpasning af et EU-fiskeindeks til danske forhold, hvor DTU Aquas fiskeeksperter forventer at blive inddraget med deres faglige viden og store lokalkendskab til fiskebestandene i de danske vandområder. Der skal her bl.a. tages hensyn til fiskearternes udbredelse i de enkelte vandområder, idet der f.eks. kun er ganske få arter i de små vandløb, der løber direkte i havet.
I pausen midt på dagen viste Vejle Kommunes åmænd, hvor mange ørreder, der kan være i en bæk, der kun er ca. 1 m bred. Der blev fanget 2-3 ørreder pr. m2 i forskellige aldersgrupper, og resultatet viste derfor, at miljøforholdene har været i orden i fiskenes levetid. Kommunens åmænd elektrofisker jævnligt i vandløbene som led i det daglige arbejde med at restaurere og vedligeholde vandløbene som beskrevet i regulativerne samtidig med, at der skal sikres gode betingelser for et varieret liv af fisk, smådyr og vandplanter. Program: Temadag om Vandrammedirektivet og vandløbene – med fokus på fiskene
- 09:30 - 09:45 Velkomst ved borgmester Leif Skov, Vejle Kommune, samt formand Werner W. Hansen, Danmarks Sportsfiskerforbund.
- 09:50 - 10:10 Havørred Fyn - fisk er guld. Søren Andersen og Peter Saabye Simonsen fra havørredprojektet. Download præsentation (pdf - 0,5 mb)
- 10:15 - 10:35 Kontinuitet og fisk i Vandrammedirektivet. Biolog Thorsten Møller Olesen, Miljøcenter Ålborg. Download præsentation (pdf - 2,9 mb)
- 10:40 - 11:00 Vandrammedirektivet – set fra sportsfiskernes synspunkt. Miljøkonsulent Jens K. Thygesen. Download præsentation (pdf - 0,1 mb)
- 11:05 - 11:25 Fiskenes miljøkrav og muligheder for tilskud til projekter. Fiskeplejekonsulent Finn Sivebæk, DTU Aqua. Download præsentation (pdf - 40,4 mb)
- 11:30 - 11:45 Gåtur til Keldkær Bæk
- 11:45 - 12:15 Vejle Kommunes åmænd elektrofisker ørredyngel i Keldkær Bæk
- 12:30 - 13:20 Frokostbuffet
- 13:25 - 13:45 Vilde fiskebestande i Århus Kommune inden 2018. Afdelingschef Mogens Bjørn Nielsen, Århus Kommune. Download præsentation (pdf - 3,5 mb)
- 13:50 - 14:10 Slagelse Kommune vil have fisk. Miljøplanlægger Katrine Rogert Skovsgaard og Thomas Hilkjær, Slagelse Kommune. Download præsentation (pdf - 0,7 mb)
- 14:15 - 14:35 Silkeborg Kommune er kommet langt. Åge Ebbesen, Natur og Miljø, Silkeborg Kommune. Download præsentation (pdf - 2,1 mb)
- 14:40 - 15:00 Kaffepause
- 15:05 - 15:25 Landbruget som en positiv medspiller. Peter Gæmelke, landmand og tidligere præsident i Landbrugsrådet
- 15:30 - 15:50 Småprojekter i vandløbene – billigt og effektivt. Fiskebiolog Kaare Manniche Ebert, Danmarks Sportsfiskerforbund. Download præsentation (7,6 mb)
- 15:55 - 16:15 Involvering af lokalbefolkningen i vandløbsrestaurering. Naturskoleleder Jørn Chemnitz, Kolding Kommune. Download præsentation (pdf - 4,7 mb)
- 16:20 - 17:00 Debat og afrunding