Optur og nedtur – det er ikke let at være sandart

DTU Aqua fik i november 2008 en henvendelse fra erhvervsfiskeren på Flade Sø. Søen ligger nord for Agger by i Sydthy, umiddelbart bag klitterne ud mod Vesterhavet. Fiskeren kunne fortælle, at sandarterne i søen i løbet af i år er blevet mere og mere magre, så lige nu er de ikke meget værd som fangst for hverken erhvervsfiskeren eller lystfiskere.

Der er ellers mange af dem, sandarterne, de fleste i størrelsen omkring 50-55 cm, altså lige over mindstemålet. Erhvervsfiskeren kunne også bekræfte, at antallet af små individer af søens andre fiskearter, så som skalle og aborre, er meget begrænset, og at de få skaller, han ser, hele tiden opholder sig inde i rørskoven langs bredderne. Og det er sikkert meget klogt. For ude i søens åbne vand lurer rigtig mange sultne rovfisk.

En sandartbestand gør det svært for sig selv

Det er et velkendt fænomen, som udspiller sig i Flade Sø. Et fænomen, som er kendt fra flere fiskearter, men især er det almindeligt hos sandart. Der sker det, at en bestand af sandart et år får særlig stor gydesucces, dvs. større end normalt. Der opstår det, man kalder en meget talrig eller ”stærk” årgang.

Måske skyldes det, at vejr, temperatur, den rette føde og lignende forhold spiller perfekt sammen om foråret og nedsætter dødeligheden blandt de nyklækkede sandarter. De vokser nu op og bliver snart til rovfisk. Da der er mange munde at mætte, bliver der spist godt af søens øvrige fiskeyngel den første sommer. Året efter vil den stærke årgang af sandart som oftest, ved siden af fortsat at æde yngel af søens øvrige fiskearter, med stor iver kaste sig over deres egne yngre artsfæller.

Det vil sige, at den årgang sandart, som følger efter den stærke, vil blive meget mindre i antal, eller ”svag” om man vil. Det fænomen fortsætter også det efterfølgende år, mens individerne i den stærke årgang vokser sig større. De kan være så effektive, at der opstår et flerårigt hul i rekrutteringen af sandarter til bestanden. Hullet lukkes først, når den stærke årgang pga. alder, evt. kombineret med fiskeri, bliver så reduceret, at de ikke mere kan æde sig gennem deres egne yngel.

Herefter ses det ofte, at cyklussen gentager sig. I nogle søer, bl.a. i Sverige, har man fundet en meget fast cyklus med ca. 7 års forløb mellem én stærk årgang og den næste. Antallet af år i en cyklus bestemmes af fiskenes væksthastighed og dermed deres livslængde. Hurtig vækst giver kort livslængde og kort cyklus, mindre end 7 år, mens langsom vækst giver lang livslængde og cyklus længere end 7 år. I Danmark ser det ud til, at svingningerne som oftest er mere ujævne. Hvorfor det forholder sig sådan, er der ikke fuld klarhed over.

I de fleste tilfælde begrænser sådanne markante svingninger i bestandene sig hovedsagelig til sandartbestanden og får kun begrænset effekt på den øvrige fiskebestand. Men somme tider bliver sandarterne i den stærke årgang så mange, at de bogstavelig talt spiser op. De får ædt så godt som al fiskeyngel i den sø, de lever i. Når det sker, begynder de regulært at sulte. Det er den situation, sandarterne i Flade Sø befinder sig i nu.

Der findes flere helt tilsvarende eksempler herhjemme. Så tidligt som i 1936 beskriver fiskeribiologen C.V. Otterstrøm, hvordan forskellige danske søfiskere har oplevet, at sandarten kan æde en sø ’tom’. Mere nutidige eksempler er f.eks. Mossø, hvor det samme skete midt i 1980’erne, med det resultat, at mange af sandarterne faktisk døde af sult og sandartfiskeriet i årene omkring 1990 var historisk dårligt. Bestanden af sandart i Furesøen gennemgik på samme tid et tilsvarende forløb.

I Danmarks største sø, Arresø, skete der det lidt usædvanlige, at der opstod en gruppe på to stærke årgange, født i 1996 og 1997. Fiskene var i 2001, hvor søens fiskebestand blev undersøgt, blevet mellem 40 og 50 cm store og havde i 2 år haft en meget dårlig vækst og var meget magre. De blev imidlertid reddet på stregen i 2002 af en meget stor årgang af skaller og brasen, som faktisk kunne brødføde de mange sandarter og give dem både bedre huld og så høj vækst, at de i 2002, 2003 og 2004 gav ophav til 3 år med rekordstore fangster af sandart ved erhvervsfiskeriet på søen.

Også lystfiskerne på Arresø havde meget store fangster, især i efteråret 2002 og foråret 2003. Herefter blev sandarterne sværere at fange på stang, ikke fordi der var få af dem, men fordi de var mere velnærede og dermed ikke så lette at få til at bide på blink eller wobler. I 2005 var festen forbi, og erhvervsfiskerens fangst faldt til et normalt leje på omkring 10 tons årligt. En undersøgelse af fiskebestanden i Arresø i 2007 tyder på, at der nu er en eller to nye stærke årgange født i 2006/2007 på vej. Men det er for såvel Arresø som Flade Sø meget svært at forudsige, om den stærke årgang bliver en succes eller ej i fiskerimæssige forstand, altså om de bliver store og fede eller små og magre med risiko for at dø af sult. 

Den biologiske forklaring

Der er flere mulige årsager til, at det ovenfor beskrevne mønster opstår. Dels er sandart, modsat f.eks. sin nære slægtning aborren, en dedikeret rovfisk. Når sandartyngel i løbet af sin første sommer er skiftet til at være rovfisk, ved en længde på cirka 10 centimeter, er den ikke senere i stand til at skifte til andre fødeemner. Her adskiller den sig markant fra aborren, som livet igennem kan skifte mellem at æde fisk og bunddyr og til dels også dyreplankton, alt efter hvad der er mest gunstigt, det vil sige hvilket bytte, der er lettest at få fat på uden at bruge for meget energi.

Desuden er sandart i lighed med aborre udstyret med en forholdsvis lille mund, som gør, at den ikke kan sluge ret store byttefisk. Sandart kan altså ikke, i modsætning til f.eks. gedden, skifte mellem at æde mange små eller få store byttefisk, alt efter hvad der er lettest tilgængeligt. Den er helt afhængig af, at der hvert år klækkes og opvokser tilstrækkeligt med fiskeyngel til at mætte bestanden.

Miljømæssige konsekvenser

Når der bliver spist op af ynglen af de planktonædende arter i en sø, vil man forvente, at søens miljøtilstand bliver bedre, med mere klart vand og færre alger, fordi søens dyreplankton ikke efterstræbes så stærkt. Og det var ganske rigtigt, hvad man oplevede i Arresø, hvor vandets klarhed blev øget tydeligt i de år, hvor der var mange sandarter. Men det vil som oftest være en stakket frist, hvor søen med stor sandsynlighed vil vende tilbage til sit udgangspunkt, så snart antallet af sandart nærmer sig et mere normalt niveau. Det er således en meget usikker biomanipulation, sandart kan præstere.

Hvordan forvalter man en yo-yo fisk?

DTU Aqua bliver jævnligt spurgt om, hvordan og hvor meget bestande af sandart kan befiskes. Dels for at sikre et stabilt, bæredygtigt fiskeri, dels for at bevare bestanden i biologisk forstand. Men ud fra beskrivelsen ovenfor er det klart, at der langt fra findes et standardsvar på dét spørgsmål. Det kræver en omfattende, præcis og opdateret viden at gå ud fra. Man skal vide, om det er en bestand, der svinger, om den svinger lidt eller meget, om den svinger med tilfældige mellemrum eller med en fast cyklus, hvordan bestandens vækst, rekruttering og aldersstruktur er samt ikke mindst, hvor bestanden aktuelt befinder sig i cyklussen.

For at gøre sagen endnu mere kompliceret skal man også vide, om der er tale om en forholdsvis lukket eller stationær bestand, eller om det er en bestand, hvor individerne vandrer mellem flere levesteder.

En enkelt del af spørgsmålet er dog let at svare på. Vil disse svingninger i bestandsstørrelsen, evt. kombineret med overfiskeri, kunne give varige skader på de naturlige bestande? Her er svaret ganske enkelt nej. Og det skyldes, at sandartbestanden i eksempelvis Flade Sø ikke er naturlig. Den er skabt ved udsætning af et mere eller mindre tilfældigt antal fisk fra en anden kunstigt skabt bestand. Der er således ingen natur at beskytte og de bestande af sandart, vi i dag har i Danmark, kan følgelig forvaltes alene ud fra fiskerimæssige overvejelser.

Det er DTU Aquas generelle holdning, at der ikke bør skabes kunstige bestande af sandart i flere danske søer end der allerede er i dag. Det skyldes, den viden vi i dag har om artens negative påvirkning af søers naturlige fiskebestand og miljøtilstand. I de søer, hvor sandarten i dag lever, kan man næppe udrydde dem igen. Den kan derfor lige så godt nyttiggøres, som den fremragende spise- og sportsfisk den er.

Kan man gøre noget i Flade Sø?

Men hvad kan man råde fiskerne ved Flade Sø til at gøre i den aktuelle situation? Det lidt triste svar er desværre, at der ikke er så meget andet at gøre end at krydse fingre og håbe det bedste. Det der sker, er helt sikkert ikke en situation, som skyldes den måde fiskeriet er blevet forvaltet på. Og det vil være umuligt eksempelvis at udsætte byttefisk nok til, at det vil batte noget i en sø på 486 ha.

Baseret på tal fra Arresø er det ikke urealistisk, at den stærke årgang af sandart i Flade Sø i øjeblikket omfatter i størrelsesordenen 20.000 individer. Klarer de sig gennem vinteren og får nok at spise fremover, er der til gengæld basis for et rigtig godt fiskeri i de kommende 2-3 år.

Af Søren Berg, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.