Uanset om en fisk i sø eller å er sat ud eller er naturligt afkom, er den omfattet af reglerne om mindstemål og fredningstider.
Det er der fornuft i, fordi vi normalt ønsker, at også de fisk, vi udsætter, bl.a. under fiskeplejen, skal indgå som en del af de naturlige fiskebestande. Derfor omfatter reglerne også alle former for søer og åer, både de naturlige og de kunstige, der eksempelvis kan være gamle grusgrave, kanaler eller lignende. I vore Put-and-Take søer (P&T-søer) udsættes der imidlertid mange fisk, som netop ikke skal være en del af en naturlig bestand.
Danmarks Fiskeriundersøgelser, Afd. for Ferskvandsfiskeri har på den baggrund, efter anmodning fra Fiskeridirektoratet, udarbejdet følgende redegørelse.
I den giver vi en biologisk vurdering af, hvor relevant det er, at reglerne for mindstemål og fredningstider, som det er tilfældet i dag, også omfatter fisk i P&T-søer.
Hvorfor mindstemål og fredningstider?
Mindstemål og fredningstider i ferskvand anvendes i lovgivningen som redskab til at sikre, at naturlige bestande af fisk ikke befiskes på en måde, der forhindrer fiskene i at reproducere sig naturligt. Enten ved at de bliver fanget, før de bliver kønsmodne (mindstemål), eller ved at de kønsmodne fisk fanges i forbindelse med gydevandring eller på gydepladserne, hvor de af den ene eller anden grund kan være meget nemme at fange (fredningstider). Mindstemål kan også anvendes som en måde til at optimere fangstudbytte. Et eksempel på det sidste er sandart.
Put & Take søer
P&T-søer udgør en broget skare af mindre søer. Som oftest er søerne kunstigt anlagte i gamle grus- eller mergelgrave eller i nedlagte dambrug og lignende, men der findes desuden en del P&T-søer, som er direkte gravet til formålet. I mindre omfang bliver naturlige søer også anvendt til P&T-formål. Anvendelsen til P&T-formål forudsætter i mange tilfælde en godkendelse fra den regionale frednings- og/eller miljømyndighed. Eksempelvis hvis søen og dens omgivelser er omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3.
De fleste søer, der anvendes til P&T, er uden til- og afløb og dermed helt isolerede i forhold til omgivende naturlige søer eller vandløb. Hvis der er til- og/eller afløb, vil der i de flest tilfælde være krav om, at disse er afgitrede, dels for at de fisk, der lever i P&T-søen ikke kan forlade den, og dels for at forhindre vildfisk i at forvilde sig ind i søen. I søer med afløb kan der endvidere være krav om tilladelse til udsætning af fisk efter Fiskeriloven.
Fiskebestanden i kunstige søer
I kraft af at disse søer som regel er kunstigt anlagte og i de fleste tilfælde uden til- og afløb, er fiskebestanden dermed også kunstigt skabt ved udsætning. I det typiske danske landbrugslandskab, som ikke er præget af oversvømmelser og andre fænomener, der sætter isolerede søer i forbindelse med andre vande, vil der kun meget sjældent ad naturlig vej opstå en fiskebestand i den type søer. Endvidere befiskes bestanden af fisk i P&T-søer normalt meget hårdt. Af disse grunde er fiskebestanden i disse søer normalt uden værdi i biologisk forstand. Søerne bidrager ikke til at opretholde bestandsstørrelse, genpulje og lignende i de naturlige, bevaringsværdige fiskebestande.
Hvis en kunstig sø har til- og/eller afløb, kan der forekomme fiskearter, der er naturligt indvandrede fra tilstødende vande. Eksempler på arter, der kan forekomme naturligt i en P&T-sø og som er omfattet af reglerne for mindstemål og fredningstid, er gedde og ål. For den type P&T-søer kan der altså være visse dele af fiskebestanden, som har biologisk værdi.
Udsætning af fisk i P&T-søer
I P&T-søer udsættes der betydelige mængder fisk, normalt i fangbar størrelse. Der er især tale om arter af laksefisk. Regnbueørreden er den art, der udsættes langt flest af, men der udsættes også arter som eksempelvis bækørred, der er naturligt hjemmehørende i Danmark. Fiskene leveres fra dambrug, og er oftest det, man kalder domesticerede stammer, dvs. avlslinier af fisk, der har levet i dambrug i mange generationer. Det er af stor biologisk betydning, at disse fisk ikke undslipper til naturen. Dels for at undgå genetisk opblanding af naturlige bestande (f.eks. bækørred) og dels for at undgå den forstyrrelse, som disse fremmede individer kan skabe i et naturligt økosystem (f. eks. regnbueørred). Man ser således helst, at alle disse individer opfiskes igen, eller som minimum forbliver i den sø, de er udsat i.
Mindstemål og fredningstid i Put & Take søer ?
Behovet, for at reglerne om mindstemål og fredningstider gælder i P&T-søer, er således delt, afhængig af hvordan P&T-søens fysiske rammer er, og hvilke fiskearter man ser på:
- For alle udsatte individer samt deres eventuelle efterkommere, er der intet behov for mindstemål og fredningstid, nærmest tværtimod. Set ud fra et biologisk synspunkt bør disse fisk aldrig komme i kontakt med den omgivende natur, og det er bedst, hvis de alle sammen bliver opfisket igen, uanset størrelse, årstid for fangst osv.
- For naturligt såvel som kunstigt skabte søer, der har til- og/eller afløb, kan der være behov for, at reglerne om mindstemål og fredningstid gælder for evt. naturligt indvandrede fiskearter. Det er bedst, hvis til- og afløb kan afgitres på en måde, der forhindrer, at fisk fra omgivelserne kan vandre ind i P&T-søen. Hvis det ikke kan lade sig gøre, eksempelvis for åleyngel, vil det være biologisk relevant, at lade disse arter være omfattet af reglerne om mindstemål og fredningstid.
- Hvis der foretages udsætning af en given art i en P&T-sø, og der samtidig sker naturlig indvandring af samme art, bør arten ikke være omfattet af mindstemål og fredningstider, idet det i praksis ikke vil være muligt at skelne mellem individer med den ene eller anden oprindelse. For arten ål gælder det særlige forhold, at alle individer pr. definition er af naturlig oprindelse, uanset om de er naturligt indvandrede eller udsat. I P&T-søer med afløb, bør ål derfor altid være omfattet af gældende regler om mindstemål, fredningstid eller anden beskyttelse.
Som det fremgår af ovenstående, er der flere argumenter, der taler for, at søer ikke bør anvendes til P&T-formål, hvis der kan forekomme indvandring af vilde fisk til søen eller at de udsatte fisk vandrer ud af søen. Hvis det alligevel sker, kan der være behov for, at fiskeriet i den type søer reguleres i et vist omfang. Ud fra et biologisk synspunkt er det bedst, at kun kunstigt skabte søer, der er helt isolerede fra omgivende vande, anvendes til P&T-formål. Hvis til- og afløb er konstrueret på en måde, der effektivt forhindrer fiskepassage, eksempelvis hvis vandet pumpes ind og ud, er en sådan sø at betragte som isoleret for fiskenes vedkommende.
Af Søren Berg, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.