Indtægter fra fisketegn og fritidsfisketegn bliver anvendt til fiskepleje

Handlingsplan for Fiskeplejen 2011

mandag 24 jan 11
|

Den hidtidige fiskepleje har nået gode resultater i arbejdet med blandt andet fiskebestande og vandløbenes tilstand. I 2011 fortsætter arbejdet med Fiskeplejen, der er finansieret med i alt 38 millioner kroner fra det fisketegn, som lyst- og fritidsfiskerne betaler.

Et nyt projekt under fiskeplejens handlingsplan skal indsamle oplysninger om, hvad lyst- og fritidsfiskere får på krogen og i garnet i de danske søer. Formålet er at få mere viden om fiskebestandene, og projektet er en del af handlingsplanen for fiskeplejen i 2011, hvor der i alt er afsat 38 millioner kroner. Pengene kommer fra salg af fisketegn.

Det nye projekt skal indsamle lystfiskerhistorier fra de danske søer. DTU Aqua ønsker at samle og sammenskrive den eksisterende viden om fiskene i de enkelte danske søer i en let tilgængelig ”søhåndbog”. Søhåndbogen skal bidrage til overblik over de komplicerede økologiske sammenhænge i søer, og større viden om konkrete søers tilstand og fiskebestand. Projektet er et blandt flere i den nye Handlingsplan for Fiskeplejen i 2011, som fødevareminister Henrik Høegh nu offentliggør.

”Idéen med det konkrete projekt fra DTU Aqua er at supplere den viden, som biologerne ligger inde med, med indsamling af fangststatistik og andet fra sportsfiskere, som kan bidrage med værdifuld information om ”deres” søer. Sidste år viste en undersøgelse, at lyst- og fritidsfiskeri både giver gode oplevelser og penge i statskassen i form af overnatninger, privatforbrug og arbejdspladser, og de konkrete projekter i handlingsplanen for 2011 bakker op om en fortsat positiv udvikling på området for både fisk, fiskere og resten af samfundet”, siger fødevareminister Henrik Høegh.

Andre nye tiltag omfatter blandt andet et projekt som skal belyse mulige årsager til nedgang i bestandene af stalling i de danske vandløb.

Ligeledes vil heltbestanden i Ringkøbing Fjord blive undersøgt for at følge effekter af fiskeri, udsætning og reproduktion. Resultaterne vil give et betydeligt bedre grundlag for forvaltningen af helten i Danmark generelt og i de vestjyske fjorde i særdeleshed.

Tilrettelæggelsen og udførelsen af fiskeplejen sker i tæt samarbejde med relevante organisationer. Organisationerne der har været med til rådgivning om handlingsplanen er: Danmarks Sportsfiskerforbund, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Dansk Amatørfiskerforening, Dansk Fritidsfiskerforbund, Danmarks Fiskeriforening og Dansk Kystfiskerforening. Desuden har Landbrug & Fødevarer, Dansk Akvakultur, Danmarks Naturfredningsforening, Kommunernes Landsforening og Naturstyrelsen været med til rådgivning om handlingsplanen.

Yderligere oplysninger

Specialkonsulent Lene Jensen Scheel-Bech, Fiskeridirektoratet, 72 18 58 70, lej@fd.dk
Sektionsleder Anders Koed, DTU Aqua, 35 88 31 46 , ak@aqua.dtu.dk
Sektionsleder Josianne Støttrup, DTU Aqua, 35 88 34 42, jgs@aqua.dtu.dk 

Læs mere om Handlingsplanen for Fiskepleje 2011

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=58ffeae1-bffe-4afe-aa30-df869cf5bc7d
9 JUNI 2025