Udsætning af ørredsmolt

I løbet af den næste måned bliver der udsat flere hundrede tusinde ørredsmolt i åmundinger over det meste af landet. Hensigten med udsætningerne er at disse ørredsmolt skal vandre ud i havet og æde sig store for herefter at indgå som fangst i det rekreative fiskeri. Tidspunktet for disse udsætningerne er afgørende for om fiskene kan overleve i saltvand. Ønsker man oplysninger om aktuelle havtemperaturer og saltholdighed i de kystnære områder så kan man finde information hos Danmarks Meteorologiske Institut - DMI.

Smoltifikationsprocessen udgør laksefisks måde at forberede sig på forud for havvandringen og det deraf følgende miljøskift. Udover at fisken får et blankt udseende, er én af de mest markante ændringer i denne periode fiskens udvikling af salttolerance og vandringslyst. Dette skyldes udvikling af "saltpumper" (NaK-ATPase enzym) i fiskens gæller, som kan måles i laboratoriet. Sammenhængen mellem den fysiologiske smoltudvikling og selve smoltvandringen er sparsom undersøgt og begrænset til ældre studier af Stillehavsarter af laksefisk. Specielt findes der til dato stort set ingen undersøgelser, der følger individuelle fisk under deres udvikling og vandring i naturen. Hjemlige udsætninger af ørredsmolt i vandløb har primært som intention at producere så mange vandrende individer som muligt. Det nærværende projekt, støttet af Handlingsplanen for Fiskeplejen 1999-2001 har fokuseret på, hvad der sker med ørred og laksesmolt efter udsætning til vandløbet med henblik på at kunne forbedre udsætningerne.

Centrale spørgsmål har været:

• hvilke kriterier er pålidelige som smoltkriterier ?
• hvornår og hvor hurtigt vandrer fisken i relation til dens smoltudvikling ?
• hvilken indflydelse har genetiske forhold på smoltkvalitet, -timing, og nedvandring ?
• hvilken betydning har spærringer og opstemninger på smoltpassage ?

Projektet har på væsentlige områder bidraget med ny viden om betydningen af såvel fysiologiske, morfologiske, adfærdsmæssige og genetiske forhold for denne proces hos havørreder og Atlanterhavslaks samt dødeligheden af udsatte individer af begge arter. Resultaterne peger overordnet på en række forhold, der bør tilgodeses ved udsætning af smolt i danske vandløb:

• Blankheden af havørredsmolt er ikke en entydig indikator af fiskens evne til at vandre og til klare saltvandsudsætning. Problemet er, at fiskens vandringstrang og salttolerance aftager væsentligt tidligere end blankheden. Direkte målinger af salttolerance og/eller saltpumpeindhold i gællerne giver derfor det bedste fingerpeg om fiskens vandringslyst.
• Mundingsudsætninger bør udføres, når flest mulige fisk i den pågældende population har højst ”vandringstrang”. Dette tidspunkt vil typisk være fra slutningen af marts til starten af april.
• I vilde ørred populationer, hvor en del af bestanden ofte forbliver stationær (bækørred type) og en del udviser nedstrømsvandring (havørredtype), er det karakteristisk, at de vandrende individer skiller sig ud fra de stationære allerede tidligt i februar/marts. En enkelt undersøgelse af gællens indhold af saltpumper på dette tidlige tidspunkt kan med stor træfsikkerhed fastslå, om fisken senere vil vandre eller blive i vandløbet.
• Ørreder påbegynder deres nedstrømsvandring som respons på forøget vandføring/temperatur i åen, men først når de har nået en vis kritisk grad af forberedelse - eksempelvis udviklet et tilstrækkeligt antal saltpumper i gællerne til at kunne overleve i havet. Dette er i modsætning til bl.a. Stillehavslaks, hvor forberedelsen fortsætter løbende under nedstrømsvandringen.
• Hastigheden og tidspunktet på døgnet for nedvandingen mod havet kan have stor betydning for smoltoverlevelsen. Ved brug af radiomærkede laks og ørred viser resultaterne en udpræget natlig smoltvandring hos begge arter. Vilde ørredsmolt vandrede markant hurtigere end F1-ørreder og introducerede laks. Der var ingen umiddelbar sammenhæng mellem vandringshastighed og vandtemperatur, men en klar sammenhæng mellem åens vandføring og vandringshastigheden hos ørred, men ikke hos laks. Det konkluderes, at den overordnede vandringsadfærd udløst af miljøstimuli hos ørred og laks i højere grad er bestemt af nedarvede tilpasninger til oprindelige vandløbsforhold end udelukkende af arts- og opdrætsforhold.
• Den genetiske baggrund påvirker overlevelsen af vandløbsudsatte ørredsmolt og tab af naturlige tilpasninger (som f.eks. adfærd overfor rovfisk- og fugle) gennem genetisk selektion bør undgås i opdrættet af laksefisk til udsætningsbrug. Vildfiskeafkom (F1) har bedre overlevelse og vandringslyst efter udsætning i vandløb end domesticerede ørreder, der er opdrættet gennem generationer uden tilførsel af nye gener.
• Tidspunktet for igangsættelsen og kulminationen af smoltudvikling og -vandring hos Atlanterhavslaks er under genetisk indflydelse. Dette blev fastslået i en undersøgelse af 5 genetisk forskellige laksestammer, opdrættet under identiske forhold inden udsætning i Gudenåen. Resultaterne understøtter, at valg af genetisk materiale kan være vigtigt ved reetablering af laksepopulationer.
• Opdrættede laksesmolt udsat i afløbet fra vandkraftstationen ved Tange Sø i Gudenåen ender i stor udstrækning (70%) i maven på gedde, sandart eller fiskehejre. Ud over at blokere den frie bevægelse af vandrende fisk viser undersøgelsen, at vandkraftstationer også kan danne områder med øget prædation fra rovdyr. Både den biologiske og fysiske barrieres negative virkninger på vandrende fiskepopulationer bør derfor tages i betragtning ved anlægning og renovation af vandkraftanlæg.

Læs mere om ørredsmolt.

Af Steffen Madsen og Christian Nielsen, Syddansk Universitet. Kim Aarestrup, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.