Mens de fleste mennesker er ved at være godt trætte af vinterens is og sne, er der også mange, der spekulerer over, hvilken betydning en sådan vinter har for fiskene og dermed for den kommende fiskesæson. Der findes intet dækkende svar på så bredt et spørgsmål, men vi vil alligevel prøve at opsummere noget af det vi ved.
En lang, kold vinter er ikke godt for fiskene i de ferske vande, og der er noget, der tyder på, at også havørrederne langs kysterne oplever nedsat vækst og øget dødelighed, når vinteren er hård. For alle fisk gælder det, at konstant lav vandtemperatur sætter både aktivitet, fødeindtag og vækst i stå. Derfor må man forvente, at fiskene ikke er vokset meget denne vinter.
Der er også mange farer forbundet med en lang og iskold vinter, så overlevelsen må forventes at være i bund for mange fiskebestande. I søerne er det islaget, der kan få fatale konsekvenser.
I mange af vores søer er der ingen tilløb af betydning, og derfor opstår der i ofte iltsvind efter længere tid med isbelægning. Det er især et problem i mindre, næringsrige og lavvandede søer, hvor nedbrydningen af organisk materiale langsomt, men sikkert vil opbruge ilten. Det sker først i bundvandet, men efter længere tid med is, kan hele søen blive næsten iltfri, så kun de allermest hårdføre fisk kan overleve.
Når iltindholdet i vandet falder, dør først de mest iltkrævende arter, og det er normalt de største individer, der bukker under først (se også faktaboksen nederst). Ofte vil arter som ål og suder være i stand til at overleve selv meget iltfattige forhold i en periode, men hvis isen dækker længe nok, vil også disse arter dø.
Når isen forsvinder, kan man møde et sørgeligt syn med masser af døde fisk, der flyder rundt i overfladen. I år har isen dækket nogle søer i månedsvis, så der vil være mange søer, hvor fiskebestanden har fået et ordentligt knæk. Heldigvis viser erfaringen dog, at bestanden relativt hurtigt kommer sig igen.
Åerne bliver sjældent isdækkede, og selv om de gør, giver det ikke iltproblemer i det strømmende vand. Derfor er der normalt ikke de store problemer for fiskene i åerne, bortset fra lav aktivitet og dårlig vækst. Dog er der ofte en øget dødelighed som følge af prædation.
Både fugle og pattedyr har behov for en større mængde mad, når det er koldt. De relativt langsomme og vintersløve fisk i åerne er et nemt bytte for mink, odder, skallesluger, hejre og skarv. Netop i år har vi fået mange henvendelser fra folk, der har observeret skarver, der har fisket i søer, åer og endda i små bække. Det har medført bekymring for ørred- og lakse-ungfiskene.
De skarver, der i år har valgt ikke at drage sydpå (og det er ret mange), har fået et stort problem, idet mange af deres normale fødesøgningsområder er dækket af is. Det er derfor ikke overraskende, at skarverne virkeligt har ’langet til fadet’, hvor der har været åbent vand. Ikke kun i åerne, men også i dambrug og put-and-take-søer. Her er vandet holdt åbent, og man har haft rigtig mange besøg af skarv denne vinter. Mange af fuglene har dog ikke overlevet besøgene, da det er tilladt at skyde skadevoldende skarver på dambrugs områder.
Hvorvidt skarvernes store appetit har givet problemer for laksefiskene i åerne, vides ikke med sikkerhed, men noget tyder på det. Danmarks Center for Vildlaks (DCV) har rutinemæssigt el-fisket i vestjyske vandløb og har der kun observeret en brøkdel af de laks og ørreder, der normalt findes.
Derimod er der set mange tegn på skarvernes fouragering, nemlig ingen eller kun få småfisk og skader på de fleste af de større fisk (> 40 cm). I forbindelse med en undersøgelse af sø-ørred i Hald Sø, elfisker DTU Aqua i tilløbene, og her har vi også observeret en markant nedgang i antallet af ørred.
En nylig befiskning af Egåen (ved Århus) viste, at der kun var en brøkdel af de ørreder, der plejer at være. Det var tydeligt, at fiskene var helt forsvundet fra de mere rolige, dybe, lige stræk af åen, mens der var normal tæthed på de mere varierede stræk med gode skjul.
Man må nok forberede sig på, at der vil være omfattende fiskedød i mange søer, og at smoltudtrækket i år nok er noget dårligere end normalt, især i områder med mange skarver.
Af Niels Jepsen & Christian Skov, DTU Aqua Institut for Akvatiske Ressourcer
Søfisk vil ved temperaturer på 2 - 5 grader have et lavt stofskifte og bevæge sig meget lidt. Deres iltforbrug vil derfor være lavt. Ud fra generelle betragtninger over typisk metabolisme (stofskifte) for søfisk, er det sandsynligt, at de fleste fisk (ørreder undtaget) vil kunne overleve en periode med helt ned til 5 - 10 procent iltmætning. Fiskene vil nok være stressede, men de vil antageligt overleve.
Karpefisk er er blandt de fisk, der er bedst tilpasset lavt iltindhold, men det er tydeligt, at nogle karpefisk (karusser, suder og visse karper) er bedre tilpasset end andre.
Karussen er det ekstreme eksempel, idet den kan klare sig i iltfri omgivelser i længere tid. Den kan udføre anaerobt (uden ilt) stofskifte ved forbrænding af glykogen, som lagres i kroppen samt ved en form for forgæring, hvor der som slutprodukt dannes alkohol, som udskilles over gællerne. Den undgår på den måde at opbygge iltgæld i form af mælkesyre i kroppen, som det er tilfældet for karper. Det er ikke lykkes at finde specifikke værdier for skalle og brasen, men de er næppe så robuste.
Rovfisk som gedde og aborre vil være mere følsomme over for lavt iltindhold end andre fisk, men gedder kan sandsynligvis være ret robuste over for lave iltmætninger, især når vandtemperaturen er lav.
I hårde vintre er søer med tilløb og afløb på langt sigt mindre påvirkede end isolerede søer. Det skyldes, at fiskene til kan undslippe via disse til- og afløb eller overleve ved at samle sig i et område, hvor der tilføres iltrigt vand fra et tilløb. Desuden bliver søer, der er forbundet med vandløb, også hurtigt genbesat med fisk efter et sådant ’winterkill’.
Fiskenes størrelse spiller også ind på vinteroverlevelsen. Større gedder rammes hurtigere af kritiske iltnivauer end mindre gedder. Omvendt vil større fisk have en lavere dødelighed end mindre. De mindste fisk vil relativt hurtigt opbruge deres energidepoter og vil derfor have størst risiko for at dø af sult under en streng vinter.
Denne dødelighed vil formodentlig være tydeligst sidst på vinteren, når vandtemperaturen, og dermed også fiskens metabolisme, begynder at stige. Stiger temperaturen for hurtigt, mens fødemængden og eventuelt også mængden af ilt stadig er begrænset, kan fiskene ikke altid følge med og risikerer derfor at sulte ihjel.
At angive konkrete værdier på kritiske iltmætninger hos aborre, gedde, skalle og brasen er ikke let, da mange faktorer har betydning for overlevelsen, men nedenfor er listet nogle værdier for relevante arter:
Gedde
Levende gedder er observeret ved et iltindhold på under 0,04 mg/l (< 3 procent iltmætning). Gedderne bliver dog tydeligt stressede allerede ved 2 - 3 mg/l (14 - 21 procent iltmætning).
Aborre
Aborrer i vand med 10 grader ændrer adfærd (reduceret svømmehastighed) allerede ved 4 mg/l ilt og derunder. Det siger dog ikke nødvendigvis noget om den kritiske iltmætning for aborrer.
Karusser
Karusser har overlevet over 100 dage ved 0 procent iltmætning og 2 grader varmt vand. Der skal altså andet og mere end blot iltsvind til at tage livet af karusser.
Karper
Karper dør ved en vandtemperatur på 5 grader og 6 procent iltmætning.
Suder
Suder lagrer ligesom karusser glykogen i lever og muskler i løbet af sommer og efterår. Det, i kombination med reduceret aktivitet, gør dem i stand til at overleve perioder uden ilt.