Færre ål til udsætning i 2004

Det er i år vanskeligt at skaffe sætteål til de erhvervsfiskere, lystfiskerforeninger og fritidsfiskere, som igennem fiskeplejen får hel eller delvis økonomisk støtte til udsætning af ål. Siden 1990 er der i danske vandområder årligt blevet udsat ca. 4 millioner ål i størrelsen 2-5 gram, men i år bliver det under en million ål. Det betyder at den enkelte forening eller udsætningsområde vil få tildelt en udsætningsmængde, som svarer til 1/3 del af sidste års niveau. Enkelte foreninger falder for en nedre grænse og får ikke sat ål ud i år!

Årsagen er at de danske åledambrugere, som leverer ål til udsætninger, i år ikke kan levere den ønskede mængde. Åledambrugerne opkøber meget små glasål fra udlandet og fodrer dem op til en størrelse på 2-5 gram. Da det endnu ikke er muligt at opformere ål, er dambrugerne således afhængig, af at der bliver opfisket glasål i Sydeuropa. Glasålene bliver fanget i flodmundingerne i Spanien, Portugal, Frankrig og England, når de med tidevandet vandrer ind i floderne. Her fanges de i vinteren og det tidligere forår med håndnet og net påmonteret motordrevne både. Siden 1980erne er mængden af glasål som søger ind i ferskvand, aftaget markant, men i den forgangne sæson har fangsterne været helt i bund. Bestanden af ål er nu på et historisk lavt niveau og man kan kun håbe på, at bestanden igen vil stige, læs mere nedenfor.

En faktor som gør situationen endnu værre er, at fangster af glasål også har været lave for japanske ål, Anguilla japonica, hvilket har medført mangel på ål til de asiatiske åledambrug. Det har fra Asien medført stor efterspørgsel på de europæiske glasål og fået priserne til at stige ganske voldsomt. Det er godt for glasålsfiskerne, men skidt for åledambrugene og fiskeplejens hensigt om at ophjælpe lokale danske ålebestande.

Ålen er på verdensplan i alvorlig tilbagegang

Det var konklusionen på et internationalt symposium i Quebec i Canada i august 2003, hvor åle-eksperter fra hele verden var samlet (Europa, Amerika, Asien og New Zealand). Det blev igennem symposiet klart, at formentlig alle18 ålearter er i kraftig tilbagegang, og ålen globalt set må anses for at være under stort pres.

Det står mest klart for de ålearter, som har størst kommerciel betydning. Den europæiske, den amerikanske og den japanske ål. De to førstnævnte arter gyder i Sargassohavet. Disse to arters yngel ankommer i dag til Europas og Amerikas kyster i en mængde, som svarer til en nedgang på 99 % af den mængde yngel man så for blot 25 år siden. For den japanske ål, som gyder i Stillehavet, er nedgangen 80 %.

Årsagen til, at det er gået så galt, er ukendt. Dels har havstrømmene, som bringer larverne fra de oceaniske gydepladser til kysterne i Asien, Europa og Amerika ændret sig med den mulige effekt, at yngelen dør i oceanet. Men fiskeri, forurening af vandmiljøet, habitatændringer og opstemninger i vandløb og floder anses for at have den største betydning.

Hvis ålen uddør eller bliver sjældent forekommende, mistes en væsentlig resurse, som har betydelig kulturel og gastronomisk værdi. Det er ikke kun erhvervsfiskere og dambrugere, som vil miste deres indtægtsgrundlag, men også de mange tusinder af europæere, der dyrker fritidsfiskeri efter ål eller som bierhverv. Hos forskellige folkeslag verden over har ålen vigtig økonomisk og kulturel betydning.

Der er for så vidt intet nyt i, at der er en markant nedgang for de kommercielle arter af ål, men nedgangen synes ikke at få ende. Bestanden bliver fortsat mindre og mindre. Hvis ikke der bliver gennemført en redningsplan for ålen risikerer man, at bestandene bliver så små, at det nærmest er umuligt at vende udviklingen mod en større bestand.

For den Europæiske ål har Europa - Kommisonen nu foreslået en EU-aktion, der skal beskytte den europæiske ål.

Planen har det overordnede mål at sikre en sund gydebestand af fisk i Sargassohavet. Vi kan derfor blive pålagt at begrænse fiskeriet, men også at retablere vådområder og foretage habitatforbedringer  samt  sikre vandringsruter til opvækstpladser i ferskvand.

Af Michael Ingemann Pedersen, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.