Sejerøbugt

Bedre fiskeriteknologi og fiskemetoder kan potentielt skjule, hvordan en fiskebestand ændrer sig over tid – forstå begrebet technological creep

tirsdag 10 nov 26
|
Gennem mange årtier har forskellige fiskerier gennemgået markante teknologiske udviklinger. Med andre ord, fiskere bliver ofte dygtigere og dygtigere til at fiske. En sådan udvikling kan gøre det vanskeligt at opdage, når en fiskebestand er i tilbagegang. Det skyldes, at stabile fangst-rater ofte kan opretholdes på trods af, at der er færre fisk i havet. I fiskeri-forvaltning taler man om technological creep, når fiskere bliver dygtigere og dygtigere. Et studie fra Norge understreger, at det er vigtigt at tage højde for technological creep, når man analyserer historiske landinger.

Historisk udvikling af fiskeri

Mange fiskerier har gennemgået markante teknologiske udviklinger over de seneste 100–150 år. I 1800-tallet foregik meget fiskeri fra træbåde med sejl og årer, og redskaberne var simple og håndkraftdrevne. Garnene var ofte lavet af organisk materiale (bl.a. bomuld) og krævede meget vedligehold. Med motorernes indtog omkring år 1900 ændrede det hele sig. Nu kunne fartøjerne sejle længere, trække tungere redskaber og arbejde mere sikkert – også i dårligt vejr.

I midten af 1900-tallet fik trawlfiskeriet sit gennembrud, understøttet af mekaniske spil, bedre trawldesign og køleanlæg, der kunne holde landinger friske. Man begyndte ligeledes at anvende forskellige former for monofil-garn, der forøgede fangsterne, og som krævede mindre vedligehold. Senere gjorde ekkolod, sonar og moderne navigationsudstyr det lettere at lokalisere fiskestimer. Dermed blev fiskeriet bedre til at finde og anvende nye og større fiskeområder.

Technological creep – teknologisk forbedring af fiskeri

En kraftig teknologisk udvikling betyder, at fiskere løbende bliver dygtigere og dygtigere til at fiske. En sådan gradvis forbedring kaldes technological creep i fiskeriforvaltning. Begrebet dækker over, at større og mere avanceret udstyr potentielt gør det muligt at opretholde stabile fangstrater, selv når der er færre fisk i havet. Til sammenligning var fiskeriet tidligere baseret på simplere former for udstyr og fartøjer, men foregik ofte i årrækker med mange flere fisk.

Vigtige faktorer i technological creep er fartøjstype, motorkraft, redskabstype, dæksudstyr, fisketid, fiskeområder (f.eks. længere fra land), elektronisk udstyr, arbejdsrutiner og fangsthåndtering.

Konceptuel illustration af technological creep

Figur 1: Konceptuel illustration af technological creep. Et fiskefartøj i 1960, 1990 og 2020 lander den samme mængde fisk. I perioden anvender man mere og mere avanceret udstyr og teknologi. I det teoretiske eksempel opretholdes konstante landinger over tid, selv om der løbende er færre og færre fisk i havet.

Hvorfor er technological creep vigtig?

Forbedret fiskeriteknologi kan øge risikoen for, at vi overser, at mængden af fisk i havet ændrer sig. Det kan eksempelvis være, en tilbagegang i antallet af fisk i havet. Moderne udstyr gør det lettere at lokalisere fiskestimer, fiske over større afstande og opdage nye fiskeområder. Teoretisk set kan disse teknologiske forbedringer kompensere for udviklingen i havet, så man stadig opretholder fangstmængderne, selv om der er færre og færre fisk i havet. 

Selv hvis vi er bevidste om, at det bliver sværere og sværere at fange en bestemt mængde fisk, så kan technological creep betyde, at vi underestimerer det virkelige fald i fiskebestanden i området. I nogle tilfælde kan technological creep endda betyde, at vi tror, der kommer flere fisk (fordi vi fanger flere og flere fisk), selv om fiskebestanden ikke er vokset, men i værste falde er faldende.

Hypotetisk model over udviklingen af fiskeriteknologi, landinger pr. dag og en fiskebestand 

Figur 2: Hypotetisk model over udviklingen af fiskeriteknologi, landinger pr. dag og en fiskebestand. Landinger pr. dag opretholdes over tid på trods af en faldende fiskebestand i havet. Stigende fiskeriteknologisk udvikling - kendt som technological creep - kompenserer over tid for en faldende fiskebestand.

 

Et gennemsnitligt estimat af technological creep på tværs af fiskerityper, fartøjer, redskaber m.m. anslås at være 3,2 % per år (Eigaard et al., 2014). Den antagelse betyder, at fiskerne gennemsnitligt bliver 3,2 % dygtigere til at fange fisk per år. Over 30 år kan det betyde, at fiskernes effektivitet øges med en faktor på 2,5. Med andre ord, så bliver fiskerne meget dygtigere i løbet af 30 år.

I forhold til technological creep er der dog stor variation mellem fiskerityper, fartøjer, redskaber, fiskearter, tidsperioder m.m. For eksempel kan technological creep for langline-fiskeri være omkring 6 %, for bomtrawl kan det være omkring 2 %, og for bundtrawl kan det være omkring 1 % (Eigaard et al., 2014).

Norsk studie: Technological creep kan skjule, at der er færre hummere

Et studie har undersøgt technological creep i traditionelt kystnært hummerfiskeri i Norge (Kleiven et al., 2022). Studiet analyserede historiske hummerlandinger og sammenlignede landinger, der var korrigerede og ikke-korrigerede for technological creep. Undersøgelsen var baseret på historiske fiskeridata over 90 år (1928–2019), en periode hvor hummerfiskeriet gennemgik en markant teknologisk udvikling.

I perioden udviklede hummertejnerne sig fra cylindriske tejner til ét-rummede trætejner, dernæst til to-rummede trætejner, og senere til to-rummede ståltejner med to indgange. De norske forskere dokumenterede fangsterne, af de fire tejnedesign kan levere og sammenlignede fangsterne under kontrollerede forhold.

Resultaterne viste, at den gennemsnitlige fangst af hummer pr. tejne steg i takt med moderniseringen af tejnedesignet. Den moderne to-rummede ståltejne fangede omkring fire gange så mange hummere som den ældste cylindriske tejne.

De eksperimentelle fangst-rater (dvs. hummere pr. tejne) blev anvendt til at korrigere historiske landingsdata. Den korrigerede analyse viste, at i den 90-årige periode var hummerforekomsten faldet med 92 %, mens en ikke-korrigeret analyse kun indikerede et fald på 70 %. Den største forskel blev observeret over de seneste 40 år, hvor de mest markante udviklinger i tejnedesign fandt sted. Når forskerne kun analyserede data fra de seneste 40 år, så tydede en ikke-korrigeret analyse på en 8 % stigning i forekomsten af hummere, mens en korrigeret analyse viste et fald i forekomsten på 57 %.

Resultaterne fra det norske studie giver et historisk perspektiv på udviklingen i fiskeriet og hummerbestanden i Norge. Når man korrigerer for technological creep, fremgår det, at faldet var større end først antaget. Det understreger, at det er vigtigt at inddrage technological creep, når man vurderer historiske bestande og udvikling over tid. Det norske studie fokuserede på ændringer i tejnedesign, men tog ikke højde for andre potentielle teknologiske faktorer som fartøjsstørrelse, motorkraft, øvrige redskabstyper eller mulig anvendelse af nye fiskeområder. 

Af: Cæcilie E. Kudsk, Ole R. Eigaard og Jon C. Svendsen, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer og Henrike Semmler Le og Nicolai Kvist Krøjgaard Sorner, WWF Verdensnaturfonden.

 

Læs mere:

 

 

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=17350d68-a652-4379-9644-4276b18c1705
10 NOVEMBER 2026