Dusør for fangst af stavsild

torsdag 01 jul 04
|

Stavsilden (latin: Alosa fallax) er en sildefisk der er usædvanlig, idet den i lighed med mange laksefisk vandrer mellem fourageringsområder i havet og gydepladser i fersk- og brakvand. I Danmark ses de fleste forekomster i Vadehavet og de vestjyske fjorde i forårs- og sommermånederne, men stavsild fanges også årligt i Randers Fjord.

Man ved meget lidt om de stavsild, der forekommer i danske farvande, og deciderede gydepladser er ikke kendte. Det vides således ikke om de stavsild, der forekommer i Danmark repræsenterer danske gydebestande, eller om de er strejfere fra andre europæiske bestande. Stavsild har været under EU's habitatdirektiv over arter der kræver særlige bevaringsområder og er med på rødlisten over arter der er akut truede.

For at finde ud af mere om de danske stavsild er DFU er gået igang med at undersøge genetiske mønstre hos fisk fanget på forskellige danske lokaliteter. Undersøgelserne vil være med til at afklare, om der findes stabile gydebestande i Danmark. De kan også være med til at belyse, om stavsild fra forskellige danske og europæiske lokaliteter blandes i gydetiden, eller om stavsild i danske farvande er specielt tilpasset danske gydesteder.

I forbindelse med de genetiske undersøgelser er DFU interesseret i at få fat på så mange stavsild som muligt, fra så mange danske lokaliteter som muligt. Der gives dusør for hver stavsild. Dusør (pdf - 0,05 mb) (DFU har nu fået tilstrækkelig med stavsild og der udbetales derfor ikke længere dusør).

Projektet er støttet af:

  • Aarhus Universitet
  • Danmarks Fiskeriundersøgelser
  • Skov & Naturstyrelsen, NATURA 2000

Af Jesper Volk, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=15e88eef-30cf-4bc8-a044-f3366dd54a1e
6 AUGUST 2025