Kogt flodkrebs er en delikatesse

Det er nu højsæson for at fange krebs

mandag 16 aug 10
|

Det er nu sæson for at fiske krebs. Den danske flodkrebs forekommer rundt om i Danmark i både søer og vandløb. Fisketegnsmidlerne giver økonomisk støtte til udsætning af krebs. Det er fortsat muligt at ansøge om støtte i år.

Nu er det sæson for at fiske efter krebs. Den danske flodkrebs forekommer i både søer og vandløb rundt om i hele Danmark. Fisker man krebs er det vigtigt at man kan kende forskel på de to køn, da de har forskellig fredningstid. Et af de mest tydelige kendetegn er at hannerne som på undersiden har to hvide fremadrettede parringsorganer (se fotos).

/-/media/sites/fiskepleje/nyheder/2010/august/krebsunderside.jpg   /-/media/sites/fiskepleje/nyheder/2010/august/hankrebsudsnit.jpg
Billederne viser en hankrebs. Hankrebsen har to hvide parringsorganer, mens disse halevedhæng på hunnen er små og ligner de øvrige.

Desuden har hannerne oftest de kraftigste klosakse. Hunnen har så til gengæld en bredere hale.  Begge arter er fredet fra og med den 1. oktober. Læs mere om fredningstider for krebs

Der er endvidere et mindstemål på krebs på 9 cm. Når man måler længden på en krebs, skal man måle fra pandetorn til haleviftens bagkant. I gode krebsesøer kan krebsene nå denne størrelse på 3 år, mens det i andre tager adskillige flere år. En af krebsens værste fjender er ål. Ål er nemlig i stand til at æde krebsene når de er bløde i forbindelse med deres skalskifte. Derfor kan det ofte ikke betale sig at udsætte krebs i søer med mange ål.

En forudsætning for at skabe en krebsebestand er at krebs kan trives i søen. Krebs kræver rent iltrigt vand og gerne udbredt undervandsvegetation. Ved at beskytte søerne mod forurening er man også med til at fremme bestandene af krebs. Læs mere om krebsens biologi

I nyetablerede vandhuller eller vandhuller hvor man ønsker en bestand af krebs kan man få økonomisk støtte til udsætning. Der bliver givet støtte efter ”krone til krone” princippet. Læs mere om støtte til udsætning

Hvad siger loven om udsætning af krebs? 

Bekendtgørelse nr. 323 af 28. april 1994
I medfør af § 1, stk. 3, § 2, stk. 2, § 30 og § 47, stk. 3, i lov nr. 330 af 14. maj 1992 om ferskvandsfiskeri fastsættes følgende:

§ 1. Udsætning eller omplantning af krebs, herunder æg og yngel, bortset fra flodkrebs (Astacus astacus), er forbudt i alle ferske vande.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 er udsætning dog tilladt hvis:

  1. fiskeriministerens særlige tilladelse foreligger,
  2. den foretages i et kunstigt anlagt og lovligt bestående akvakulturbrug, der er behørigt afgitret mod andre vande, bl.a. således, at krebs, herunder æg og yngel, ikke på nogen måde kan spredes fra dambruget til andre ferske vande.

Det skal understreges at udsætning af fremmede krebsearter eksempelvis signalkrebs er forbudt i Danmark.

Af Finn Sivebæk, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=0effa028-e625-43f4-8e5e-7b54539574fc
9 JUNI 2025