Ål sættes ud. Foto: Mads Christoffersen.

Ål udsat i Karrebæk Fjord vokser forbløffende hurtigt og har en høj overlevelse

onsdag 23 okt 19
|

DTU Aqua har fulgt åleyngel, som blev udsat i Karrebæk Fjord i 2011 og 2012, og konkluderer, at fjorden er et godt opvækstområde for ål.

DTU Aqua udsatte i alt ca. 75.000 små ål i Karrebæk Fjord og Susåen i 2011 og 2012. Formålet med udsætningen var at undersøge ålenes vækst og overlevelse, hvilket vil kunne give en indikation på, hvilken rolle kystnære levesteder spiller som opvækstområde for ål og forbedring af ålebestanden gennem udsætning af yngel. 

De ål, der blev udsat, var alle mærket med et coded wire (CW)-mærke, så de kan genkendes, hvis de bliver fanget igen. Ved at tage prøver af fiskernes fangster i Karrebæk Fjord har DTU Aqua fulgt ålenes vækst og overlevelse fra 2013 til 2018.

Resultaterne viser, at de udsatte ål vokser hurtigt sammenlignet med, hvad man har set i andre undersøgelser – i gennemsnit 10,3 cm om året, hvilket er mere end dobbelt så meget som lignende resultater fra f. eks Roskilde Fjord. Resultaterne viser også, at ålene har en god overlevelse, og at de ser ud til at blive i Karrebæk Fjord. 

Alt i alt viser undersøgelsen, at en fjord som Karrebæk Fjord, som er lavvandet, rig på føde og opnår en høj sommertemperatur, er et optimalt opvækstområde for ål. 

Udsætning øger ålebestanden i Karrebæk Fjord

Ud fra nærværende undersøgelse kan det konkluderes, at udsætning af ål i Karrebæk Fjord resulterer i en øget bestand af gulål i selve fjorden, og at de udsatte ål forbliver i fjorden. Den forøgede bestand af gulål i fjorden betyder, at der med tiden vil trække flere blankål mod gydeområderne i Sargassohavet, hvilket er formålet med at udsætte ål. 

I de undersøgte fangster i Karrebæk Fjord var der i gennemsnit 13 % mærkede ål. På den baggrund har DTU Aqua beregnet den naturlige bestand af ål i fjorden til ca. 480.000 stk. juvenile ål, hvilket svarer til en tæthed i fjorden på én ål pr. 67 kvadratmeter. Der er derfor både føde og plads til langt flere udsatte ål.  

DTU Aqua udsatte også mærkede ål i Susåen i 2011 og 2012. Susåen har udløb i bunden af Karrebæk Fjord. Disse ål blev ikke genfanget i fjorden, hvilket betyder, at de er blevet oppe i åen. Det skyldes forventeligt, at ålene vokser langsommere i ferskvand og først udvandrer til fjorden, når de har nået en størrelse, hvor de som blankål søger mod havet.   

Skal der udsættes flere ål i marine områder?

Den vilde ålebestand er nu så lille, at mængden af åleyngel kun er ca. 10 % af, hvad den var for 30-40 år siden. 

Et tiltag for at øge ålebestanden er udsætning af ål. Der udsættes hvert år ca. 1,5 mio. stk. åleyngel i Danmark, hvoraf langt de fleste, ca. 90 %, udsættes i ferskvand. Denne undersøgelse fra Karrebæk Fjord og andre undersøgelser i marine områder indikerer, at de udsatte ål har en god overlevelse og vækst, som er mindst lige så god eller bedre end i ferskvand.  

Læs mere

 

Af Mads Christoffersen, Michael I. Pedersen, Josianne Støttrup og Niels Jepsen, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer

Finansiering

EU-flag og EHFF-logoProjektet er støttet af fiskeplejemidler samt af Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og Fiskeristyrelsen.

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=%7B8B1E2055-02DC-46E9-9ACB-E4A18507D541%7D
16 APRIL 2024