Ved at anvende et farvestof håber Fiskeplejen, at det bliver muligt at mærke skrubbeyngel i stort tal og mere effektivt end i dag, inden fiskene udsættes i Limfjorden. Det vil give bedre mulighed for at undersøge effekten af udsætningerne.
Fiskeplejen har siden 1993 udsat skrubbeyngel (Platichthys flesus) i Limfjorden for at ophjælpe skrubbebestanden. Ud over én større vurdering af effekten af udsætningerne fra 1993 til 2004 så ved vi ganske lidt om udsætningerne, og om de bidrager til det lokale fiskeri.
For at evaluere effektiviteten af skrubbeudsætningerne er man nødt til at mærke ynglen, inden den udsættes, så man kan se, at fisken stammer fra udsætning, hvis man fanger den senere. DTU Aqua arbejder for tiden med at finde en god og billig måde at mærke de små fisk på.
Tidligere har Fiskeplejen mærket skrubber og pighvarrer med t-bar-mærker, hvilket er en fin mærkningsmetode på større fisk, fordi det er nemt at se det tynde, aflange og oftest farvestrålende mærke. Men for at anvende t-bar-mærker på skrubber og pighvarrer skal ynglen være mindst 10-12 cm lange. Det svarer til, at fiskene er omkring 1 år gamle, hvilket betyder, at de skal passes og plejes dobbelt så lang tid hos opdrætteren, end man egentlig behøver for at kunne udsætte dem, og det vil gøre de marine udsætninger dyrere. Derudover er det tidskrævende at mærke hver enkelt fisk – det kræver typisk mange dage og adskillige personer til at udføre opgaven. Mærkning med farvestoffet alizarin complexone (ALC) er derimod billigere og kan udføres på 24 timer af en enkelt person.
Nogle af de mest anvendte fluorescerende stoffer til massemærkning af fisk er bl.a. alizarin complexone (ALC), alizarin red S og tetracyclin. For at adskille grupper af samme årgang kan man dobbeltmærke fiskeynglen. På billederne ses øresten fra en 4-årig torsk med én fluorescerende ring (t.v.) og øresten fra en laksefisk med to fluorescerende ringe (t.h.). Torsken fik indsprøjet tetracyclin i forbindelse med et internationalt mærkningsstudie i Østersøen (TABACOD), mens laksefisken er badet i en ALC-opløsning to gange i løbet af sit liv. ALC vil blive anvendt på fiskeplejens skrubber, som kun bades én gang før udsætning. Det vil sige, at de vil fremstå med en enkelt fluorescerende ring. Foto: Karin Hüssy og Arnaud Caudron, 2006.
Mærkning med alizarin complexone
Mærkning med farvestoffet ALC er en hurtig og nem måde at mærke mange fisk på én gang. Metoden er især anvendelige på små fisk samt fiskeæg og -larver, der endnu ikke er store nok til at blive mærket med fysiske fiskemærker.
Når fiskene nedsænkes i et vandkar med ALC, aflejres der en synlig fluorescerende (lysende) ring i fiskens øresten. Man kan ikke umiddelbart se på fiskene, at de er mærket, men den synlige ring af ALC kan ses på ørestenen under mikroskop og gør det muligt at adskille udsatte og vilde fisk fra hinanden. Læs mere om øresten i boksen nederst på siden.
I den rette dosis er mærkningen ufarlig for fiskene og påvirker ikke kvaliteten af fiskekødet som fødevare.
Den marine fiskeplejekonsulent tilføjer forskellige doser af alizarin complexone (ALC) til karrene hos Venøsund Fisk og Skaldyr ApS. Foto: Quentin Gentili.
Eksperimentet løber over 1 år
DTU Aqua gennemfører for tiden et eksperiment med massemærkning af øresten på skrubbeyngel hos Venøsund Fisk og Skaldyr ApS. Formålet er finde den rette dosis af ALC, der er nødvendig for, at der aflejres en tilstrækkelig og vedvarende fluorescerende ring i ørestenene. En for lav dosis kan resultere i, at den fluorescerende ring forsvinder med tiden, mens en for høj dosis kan slå fiskene ihjel.
Første del af eksperimentet foregik i seks kar med fem forskellige doser af ALC og et kontrolgruppekar uden ALC. ALC kan forsure vandet markant, så vandets pH-værdi, temperatur og saltholdighed blev målt én gang i timen i 24-timer for at sikre, at fiskene trivedes og overlevede. Efter 24-timer blev fiskene forsigtigt fisket op af ALC-karrene og placeret i seks forskellige tanke med frisk havvand. Alle fiskene overlevede.
Efter en måned, seks måneder og 12 måneder bliver nogle af skrubberne undersøgt for at se, om ALC-mærkningen virker. Det vil sige, at DTU Aqua om cirka et år vil kende den rette dosis af ALC, der for fremtiden skal anvendes på Fiskeplejens opdrættede skrubber, så effektiviteten af udsætningerne kan evalueres og kvantificeres.
En 6 cm lang skrubbe placeres i et kar med alizarin complexone (ALC) for at teste doserne. Foto: Mette K. Schiønning.
Indsamling af øresten
Når de første ALC-mærkede skrubber formentlig er vokset ind i fiskeriet om nogle år, vil DTU Aqua i samarbejde med Dansk Amatørfiskerforening (DAFF), Dansk Fritidsfiskerforbund (DFF) og erhvervsfiskere lancere en kampagne, hvor fiskere opfordres til at indsende skrubbehoveder samt indrapportere størrelse og fangstlokalitet til DTU Aqua, så effektvurderingen af udsætningerne kan indledes.
Læs mere
Af Mette K. Schiønning og Elliot J. Brown, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer
Øresten, der på fagsprog også kaldes for otolitter, er små stykker af kalk, der flyder frit i buegangene i det indre øre hos mange hvirveldyr. Ørestenen giver en følelse af op og ned hos benfisk, hvilket er nødvendigt, når de navigerer i tredimensionelle vandmiljøer på fx store dybder eller under en mørk himmel.
Ørestenene fungerer ved, at de falder med tyngdekraften. Eftersom ørestenene kan bevæge sig frit omkring i kamrene i det indre øre, rammer de vægge, der er beklædt med følsomme hårceller. og afhængigt af hvilke celler de trykker mod, kan fisken opfange, hvilken vej der er nedad.
Øresten er primært lavet af kalk (calciumkarbonat), men nogle gange indlejres der også andre stoffer i ørestenene – lag på lag i takt med fiskens vækst, hvilket er nyttigt for forskere! Ørestenene bruges især til at bestemme fisks alder og til at belyse, hvilket miljø fiskene er opvokset i.
Læs mere om øresten, og hvad de bruges til i forskningen