Midt i maj fandt DTU Aqua lakseyngel fra gydning på to nyetablerede stryg i Storås hovedløb ved Holstebro.
DTU Aqua, Holstebro Kommune og sportsfiskernes vandplejefolk i Sammenslutningen ved Storå havde sat hinanden stævne midt i maj for at undersøge, om der var naturlig lakseyngel på strygene i Storå. Og det var der. Lakseynglen var ganske små, mellem 27 og 30 mm, og de var netop kommet op af gydebankerne og var uden blommesæk.
Fiskeplejekonsulent Finn Sivebæk, DTU Aqua elektrofiskede og kunne se, at ynglen var jævnt fordel på stryget, hvor de blev fanget i områder med vanddybder op til ca. 1 m. Det var svært at fange ynglen i den relativt stærke strøm, hvor vandet også er uklart på grund af okker. Derfor viser undersøgelsen ikke hvor meget yngel, der kommer frem fra gydegruset, men det er nu påvist, at der kommer noget ud af laksens gydning på de undersøgte stryg.
Der var også vilde et-årslaks
På begge stryg blev der desuden fanget et-årslaks, som blev undersøgt for, om de stammer fra naturlig gydning eller udsætning.
Udsatte ½-års- og et-årslaks er mærket ved afklipning af fedtfinnen, og en del af de fangede laks manglede fedtfinnen. De var således udsat som ½-års eller et-årsfisk inden undersøgelsen. Men cirka en tredjedel af laksene var umærkede og stammer derfor fra gydning i vinteren 2013-14.
Stalling fanget ved det lavvandede stryg i Storås hovedløb ved Bur. Stenstryget er udlagt af Holstebro Kommune i 2012.
Ud over laks blev der fanget en enkelt stalling på 16 cm samt ål, gedde, skalle, strømskalle, elritse, grundling, 3-pigget hundestejle og bæklampret. Der blev ikke fanget ørred, hvilket er lidt overraskende, da store ørreder godt kan gyde på lavvandede stryg i store vandløb. Men ørredbestanden i Storås vandsystem er meget lille.
DTU Aquas fiskeplejekonsulenter Finn Sivebæk og Jan Nielsen fik hjælp af Jakob Larsen fra Holstebro Kommune samt John Balleby, Torben Thinggaard og Lars Hansen fra SvS, Sammenslutningen ved Storå.
Se videofilm om undersøgelsen
Jan Nielsen videofilmede undersøgelsen på stryget ved Nibsbjerg og har lavet en film på knap 3 minutter:
Se film om undersøgelsen på stryget ved Nibsbjerg
Jakob Larsen har tidligere lavet en film om etableringen af stryget ved Nibsbjerg:
Se film om etableringen af stryget ved Nibsbjerg
Læs mere om laks i de danske vandløb
Af Jan Nielsen, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer