Havørred fanget på kysten

Ørreder fanget i havet - hvor stammer de fra?

onsdag 14 maj 14
|

Når en fisker har fanget en havørred, kan man så afsløre, om ørreden kommer fra et dansk vandløb og helt specifikt fra hvilket vandløb?

Lystfiskere fanger mange havørreder ved de danske kyster, og ofte bliver der spekuleret på, hvor disse havørreder mon kommer fra.

Forskerne ved DTU Aqua vil gerne besvare dette spørgsmål og er derfor gået i gang med at indsamle prøver fra havørreder fanget rundt om Sjælland, Møn og Bornholm. Der bliver indsamlet skælprøver, og indsamlingen foregår i samarbejde med lystfiskere.

I arbejdet med at afsløre hvor de kystfangede ørreder stammer fra, er det en forudsætning, at man kender genetikken hos de fangede fisk, og det er netop det, forskerne er ved at analysere nu. 

Genetikken er nøglen til at afsløre, hvor fiskene kommer fra

I de danske vandløb er der ørredstammer, som har en helt unik genetisk profil, og det er netop den profil forskerne sammenligner med de kystfangede havørreder. Igennem en årrække har DTU Aqua opbygget en genetisk database over mange af de danske ørredbestande, og dette genetiske ’landkort’ anvender man nu til at kortlægge, hvorfra de fangede havørreder kommer. Det er endnu langt fra alle danske og europæiske stammer, der ligger i databasen, så indtil videre er det i flere tilfælde kun muligt at bestemme hvilket regionalt område (f.eks. Limfjorden) en fisk kommer fra.

Det vil altså på længere sigt være muligt at vurdere, hvor kystfangede havørreder kommer fra. Det spændende spørgsmål er derfor, hvor den enkelte havørred kommer fra, om det er fra et dansk vandløb, og i så fald hvilket vandløb.

Af Peter Geertz-Hansen og Finn Sivebæk, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer

Læs mere om genetik hos ørred:

Faktaboks

Alle havørreder starter deres opvækst i vandløb og er derfor som ungfisk udvandret fra et vandløb. Selvom havørrederne stammer fra udsætning, så er udsætningerne også foretaget i et vandløb.

Efter typisk 1-3 års ophold i vandløb vandrer nogle af ørrederne ud i havet som såkaldte "smolt" og opnår her en god vækst og de vokser sig store og begynder at være interessante for lystfiskerne. Ørredbestandene i de danske vandløb tilhører ofte helt unikke stammer. Derfor kan man ved at sammenligne deres DNA profil med de kystfangede havørreder identificere hvilken landsdel, ørreden kommer fra. I nogle tilfælde kan man helt specifikt afgøre, hvilket vandløb den er udvandret fra.

Projektet er en del af et større EU-projekt, kaldet ’Levende Nordsø’.

Metoden til at bestemmer hvorfra havørrederne stammer bliver mere og mere præcis i takt med at man analyserer flere og flere ørredstammer rundt om i landet.

Dette giver nu mulighed for direkte at undersøge den geografiske oprindelse af fangne fisk. Tidligere var man henvist til at mærke de fisk, man ville undersøge, med et eksternt mærke og derefter vente på tilbagemeldinger fra fiskerne. 

I sammenhæng med fiskeplejen vil det i første omgang være relevant at iværksætte indsamling af prøver (finner) fra ørredfangster fra forskellige geografiske lokaliteter, hvor der kan være vandret fremmede ørreder til fra andre områder som f.eks. Sverige. I første omgang er det Nordsjælland, Stevns, Møn og Bornholm. Her kan man formode, at der foregår et ”mixed stock fishery”, det vil sige, at fiskeriet sker på en bestand af fisk med forskellig oprindelse.

Oplysningerne fra undersøgelsen kan bruges til at give et mere detaljeret billede af havørredens oprindelse og trækmønstre samt at afgøre, hvor langt udsatte ørreder vandrer hen. Det vil forhåbentlig på længere sigt give os muligheder for at forbedre lokale fiskerier og/eller ørredbestande.

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/2014/05/havoerreder_hvor_stammer_de_fra
28 APRIL 2024