Resultatet af projektet Atlas over Danske Ferskvandsfisk foreligger nu i form af en bog på 700 sider. Bogen, der er skrevet af forskere fra DTU Aqua og Statens Naturhistoriske Museum, beskriver i detaljer udbredelse og biologi hos alle de arter af ferskvandsfisk, man kan træffe i vore søer og åer.
Atlas Over Danske Ferskvandsfisk er det hidtil mest omfattende opslagsværk, der er skrevet om de arter af ferskvandsfisk, man kan træffe i Danmark. Foruden arternes udbredelse på verdensplan og i Danmark, beskrives i detaljer en lang række aspekter af deres biologi, herunder systematik, udseende, levevis, reproduktion, fødevalg, økologi og sygdomme. Også arternes forvaltning og udnyttelse, i form af fiskeri eller på anden måde, er grundigt omtalt i historisk perspektiv.
Bogen er gennemillustreret med præcise udbredelseskort samt billeder, der viser fisken, detaljer ved dens anatomi samt typiske levesteder. Endvidere er vækst og lignende hos mange arter illustreret grafisk. Alt efter arternes betydning og hvor omfattende vores viden er, fylder beskrivelsen af hver art typisk mellem 10 og 20 sider. Arterne beskrives i systematisk rækkefølge efter familie. Hver familie indledes med en kort introducerende tekst. Også hovedparten af de fremmede arter, der er bragt til landet af os mennesker, er beskrevet.
Foruden beskrivelsen af hver enkelt art, indeholder bogen generelle afsnit om emner som metoder til kortlægning, de ferske vandes struktur og udvikling samt arternes udbredelsesmønstre, indvandring og sygdomme.
Beskrivelsen af arternes udbredelse er foretaget på baggrund af en indsamling af alle eksisterende oplysninger om forekomst fra såvel offentlige som private institutioners arkiver samt indberetninger fra offentligheden. Endvidere er der gennemført en lang række feltundersøgelser i projektets eget regi.

Aborren er en af de mest udbredte arter af ferskvandsfisk i Danmark. Dens biologi og store fiskerimæssige betydning, både erhvervsmæssigt og rekreativt, beskrives detaljeret i bogen.
En bog for mange
Bogen målgruppe er bred og den er derfor skrevet i et let læseligt sprog. Hvor der er anvendt fagudtryk, forklares disse i en særlig ordliste. Af hensyn til den faglige brug af bogen, er der medtaget referencer i teksten. Sidst i bogen findes en meget omfattende referenceliste. Bogen vil således både kunne anvendes af den naturinteresserede borger og af fagbiologen. Bogen kan endvidere anvendes til undervisning i gymnasiet og på højere niveau.
Udbredelseskort for stalling, der har sin hovedudbredelse i Sydvestjylland. Forekomster i Gudenåen, på Fyn og i Nordjylland (før 1996) skyldes udsætninger.
Skrevet af forskere
Bag bogen står som hovedforfattere 5 forskere, Gorm Rasmussen og Søren Berg fra DTU Aqua i Silkeborg samt Peter Rask Møller, Henrik Carl og Jørgen G. Nielsen fra Statens Naturhistoriske Museum i København. Endvidere har en række andre forfattere medvirket på enkelte afsnit, eksempelvis har cand. scient. Michael Ingemann Pedersen, DTU Aqua skrevet afsnittet om ålen og Professor Kurt Buchmann, Københavns Universitet er forfatter på afsnittet om fiskesygdomme.
Kortlægning af udbredelsen af de danske ferskvandsfisk viser blandt andet, at den danske natur vrimler med fisk fra folks havedamme.
Læs interview med Søren Berg.
Projektet Atlas over Danske Ferskvandsfisk er finansieret af Åge V. Jensens Fonden
Bogen Atlas over Danske Ferskvandsfisk kan købes i boghandlen. Vejledende udsalgspris 399 kr.
Kontakt: Gorm H. Rasmussen & Søren Berg, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer