Der var i 2016 kortere mellem huggene fra havørred på kysten.
Der har været en del diskussioner om, hvorvidt kystfiskeriet efter havørreder i 2017-foråret var væsentligt ringere end 2016-foråret. Forskellige erfaringer trak i forskellige retninger, og helt tydeligt blev det ikke. Med Fangstjournalen kan vi nu bogstaveligt talt gå videnskabeligt til værks, og det ser ud til, at der for dele af foråret var noget om snakken.
Christian Skov, projektleder for Fangstjournalen fortæller:
”En analyse af godt 5.000 kystture efter havørred i foråret 2016 og 2017, som inkluderer 15.534 timers fiskeri og 3.301 havørredfangster, peger på, at der i marts 2017 var noget længere mellem havørrederne end i marts 2016. I marts 2017 tog det i gennemsnit 5,2 timer at fange en havørred, mens det blot tog 3,2 timer i marts 2016. Anderledes ser det dog ud for april måned, hvor en gennemsnitslystfisker i 2016 brugte 5,5 fisketimer pr. fanget havørred, mens det i april 2017 var næsten det samme, nemlig 5,0 timer. Isoleret set for april er der derfor ikke noget, der peger på, at der var længere mellem havørrederne i 2017”.
Hjælp dig selv og Danmarks Tekniske Universitet - DTU med at blive klogere på, om fiskeriet i 2018 er på niveau med de tidligere fiskeår. Fangstjournalen vil efterhånden give os alle indsigt i, hvordan lystfiskeriet og fiskebestandene udvikler sig. Jo flere lystfiskere der hjælper til, desto bedre data får vi - og derved desto bedre grundlag for forvaltning af bestandene.
Du kan også hjælpe fiskebestandene og forskerne ved Danmarks Tekniske Universitet - DTU Aqua med at indsamle data om det danske lystfiskeri og samtidig blive klogere på dit eget fiskeri. Download den gratis Fangstjournalen app her:
