Flest havørreder på over 50 cm pr. fisketime på Sjælland.
Fangstjournalen har indsamlet data om kystfiskeriet efter havørred siden 2016 (ca. 58.000 fisketure med havørred som målart), Baseret på dette store datagrundlag er der udregnet, hvor lang tid der går mellem fangsterne af havørred på en fisketur, kaldet fangstrate.
2024 var et godt år
Fangstjournalens data afslører en faldende tendens fra 2016-2022, mens der siden da er set en fremgang i alle landsdele. Sammenligner vi 2024 med 2022 ser vi en ganske markant fremgang, ikke mindst på jyske og fynske kyster, hvor fangstraterne er øget med henholdsvis 66% og 77%. Der er selvfølgelig stadig langt mellem fiskene, f.eks. svarer en fangstrate på 0,025 til, at der i gennemsnit bliver brugt 40 fisketimer på at fange en 50+ havørred.
Flest 50+ havørreder pr. fisketime på Sjælland
Der er i hele perioden forskelle mellem landsdele. Sjællænderne har kortere tid mellem fangsterne, fulgt af fynboerne, mens de jyske lystfiskere i nogle år bruger mere end dobbelt så lang tid på at fange en havørred over 50 cm i forhold til sjællænderne. Set i lyset af at de fleste danske havørreder vokser op i jyske vandløb er dette resultat tankevækkende og er sandsynligvis et resultat af, at også de jyske havørreder vandrer vidt omkring.
Fortsætter de gode takter?
Det er spændende om de gode takter fortsætter i 2025. Vi opfordrer derfor alle danske kystfiskere til at indrapportere alle deres fisketure i Fangstjournalen og naturligvis også deres fangster af havørred, både store og små. Dermed kan I lystfiskere hjælpe med at holde øje med udviklingen i fangsterne af havørreder over 50 cm. Husk at nulturene er lige så vigtige at få indrapporteret som fisketure med fangst.
Fangstrater (fangst pr. time) af kystfangede havørreder lig med eller større end 50 cm indrapporteret til Fangstjournalen i perioden 2016-2024. Kun fisketure foretaget på kysten og hvor lystfiskeren har angivet havørred som målart er medtaget. Eventuelle outliers i datasættet er bortsorteret ved at ekskludere de højeste 5% af fangstraterne. Fejllinjerne repræsenterer 95% konfidens-intervaller. Antallet af forskellige lystfiskere, der har bidraget med fisketursdata pr landsdel pr år, svinger mellem 150 of 516.
Af Christian Skov og Casper Gundelund, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.
Du kan også hjælpe fiskebestandene og forskerne ved Danmarks Tekniske universitet - DTU Aqua ved at indsamle data om det danske lystfiskeri og samtidig blive klogere på dit eget fiskeri.
Download den gratis Fangstjournalen app her:
