Stallingen er fredet frem til den 15. maj 2026

Nye regler for mindstemål og fredningstider i ferskvand

torsdag 01 jul 21
|

I dag træder den nye bekendtgørelse om mindstemål og fredningstider for fisk og krebs i ferskvand i kraft. Der er sket flere vigtige ændringer i forhold til de tidligere regler. Alle, der fisker i vore ferske vande, bør kende de nye regler.

Bekendtgørelse nr. 1198 af 07/06/2021 om mindstemål og fredningstider for fisk og krebs i ferskvand træder i kraft den 1. juli 2021. Fiskepleje.dk gennemgår her de arter, hvor der er lavet ændringer i forhold til den tidligere bekendtgørelse. For alle øvrige arter er fredningstider og mindstemål uændrede.

Bekendtgørelsen, der er udstedt af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fisker, kan læses i sin helhed her:  https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2021/1198

Fiskeristyrelsen har lavet en informativ folder, som beskriver regler for mindstemål og fredningstider for fisk og krebs i ferskvand

Stalling fredet hele året

De danske bestande af stalling er generelt stadig små. Fredning af stalling hele året er derfor nu genindført og gælder indtil 15. maj 2026. Herefter vil de bestemmelser, som gjaldt indtil 2011 (fredningstid 15. marts til 15. maj og mindstemålet på 33 cm) blive genindført. Det er muligt at helårsfredningen bliver forlænget hvis der er behov.

Ørredfredningen forlænget

Fredningstiden for ørred i ferskvand er forlænget frem til 28. (29.) februar. Det vil sige, at der først må ilandbringes eller hjemtages ørred fra 1. marts og frem. Reglen gælder for både bækørred, søørred og havørred. DTU Aqua har anbefalet denne ændring på baggrund af flere forhold, herunder for at beskytte ørreden i en større periode i forbindelse med dens gydning, der i de senere år er blevet mere varieret i tid og for at beskytte de ikke kønsmodne havørreder, som om vinteren er søgt ind i vandløb. Det vil alt andet lige øge antallet af gydefisk efterfølgende.

For en del vandløb vil den nye fredningstid ikke have nogen praktisk betydning, fordi fiskeriet alligevel først må påbegyndes 1. marts eller senere. Fredningstiden starter som hidtil den 16. november.

Der har desuden indsneget sig en enkelt stavefejl i bekendtgørelsens liste over mindstemål. Her står der bakørred; det skal selvfølgelig være bækørred.

Laksefredning forlænget

Fredningstiden for laks er ændret, så den følger ørred (28. (29.) februar), primært for at sikre ensartede regler. I de vestvendte lakseførende vandløb må laks dog først ilandbringes eller hjemtages fra 16. april, så i praksis vil dette fiskeri ikke blive påvirket.

Geddefredning starter 2 uger tidligere

Fredningstiden for gedde er blevet udvidet med 14 dage, så fredningen nu gælder fra 15. marts til 30. april. DTU Aqua har undersøgt forløbet af gydesæsonen i flere søer og har observeret, at gydningen inden for de senere år ofte begynder midt i marts og ligefrem kan være færdig før 1. april. Årsagen er ganske givet de senere års meget milde vintre, der betyder, at gedderne bliver tidligt gydemodne.

Skrubbemindstemål fjernet

Mindstemålet på skrubbe er blevet fjernet i ferskvand. I 2018 blev mindstemålet fjernet i saltvand, da det rent biologisk ikke var relevant. De skrubber, der forekommer i ferskvand, er en meget lille del af den samlede bestand, og reglerne i ferskvand tilpasses derfor. Fangsten af skrubber i ferskvand vurderes desuden til at være beskeden.

Bemærk, at der fortsat er mindstemål på skrubber på 23 cm i Østersøen og bælterne (det samme område, hvor der er daglig kvote på torsk for det rekreative fiskeri – betegnes underområde 22-25). I Nissum Fjord er det tidligere mindstemål på 25,5 cm genindført efter lokalt ønske.

Læs mere om lokale regler for fiskeri i saltvand

Læs mere om fredningsbælter

Af Søren Berg, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

https://www.fiskepleje.dk/da/nyheder/nyhed?id=%7B0A96590E-EC53-44FD-9CCB-A3CCA59B71D9%7D
19 APRIL 2024