Stemningsbilleder fra møde i Vejle Bådelaug 17. november 2022

Fritidsfiskere og undervandsjægere vil samarbejde om skrubbeudsætninger

torsdag 01 dec 22
|

Lokale ildsjæle fra det østlige Jylland går sammen om at opfiske moderfisk til produktion af skrubbeyngel til udsætning.

Kraftigt blæsevejr holdt ikke fritidsfiskere og undervandsjægere fra Horsens, Juelsminde og Vejle væk fra bådelauget ved Vejle Fjord den 17. november 2022, da der skulle drøftes fangst af forældrefisk og skrubbeudsætning for 2023. Nogle af deltagerne har været en del af fiskeplejens tidligere skrubbeudsætninger, så der blev udveklset erfaringer og ideer (se billeder herover).

Fiskeplejen har udsat skrubber siden 1993 – hovedsageligt i Limfjorden (figur 1). Udsætningerne blev indledt af Dansk Fritidsfiskerforbund (DFF) og Dansk Amatørfiskerforening (DAFF) i et forsøg på at øge de faldende fangster og genoprette skrubbebestanden.

"Vi håber på et rigtigt godt samarbejde byerne imellem, da det er vigtigt, at vi kan stå sammen om at få genskabt lidt af fortidens fiskeri, selvom det sikkert bliver svært. Men vi har nogle fantastiske ildsjæle, der vil miljøet og fiskeriet det godt."
Benny Villadsen, kasserer i DAFF og tovholder i Vejlegruppen.

Kort over Fiskeplejens skrubbeudsætninger siden 1993
Figur 1: Kort over Fiskeplejens skrubbeudsætninger siden 1993.

Nyt samarbejde

I de senere år er det ikke kun blevet sværere for fritidsfiskerne at fange skrubber til fryseren, og det mærker fritidsfiskere og undervandsjægere ved den jyske østkyst også. Det er desuden blevet sværere at opfiske nok gydemodne forældrefisk til kunstig befrugtning og efterfølgende udsætning af skrubbeyngel.

Formålet med det nye samarbejde i Horsens, Juelsminde og Vejle er at øge muligheden for at opfiske tilstrækkeligt med forældrefisk.

Det er vigtigt for projekts succes, at der opfiskes mindst 25 kønsmodne hunner og 25 kønsmodne hanner til fiskeplejens udsætningsprojekt, da de genetiske retningslinjer skal overholdes for at minimere indavl og sikre genetisk variation.

Samme skrubbebestand

Skrubberne i Horsens og Vejle Fjord samt ved Juelsminde hører til samme bestand. Det betragtes derfor ikke som genetisk forurening at blande afkom, der stammer fra forældrefisk fra de tre områder.

Nu går grupperne i gang med at planlægge fiskeriet efter gydemodne skrubber, der typisk foregår fra januar til april, for sikre, at alt er på plads, før gydesæsonen starter. 

Læs mere om:


Af Mette K. Schiønning, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer

 

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=3be3130b-e72a-4d90-a460-9c94f08086bd&utm_source=newsletter&utm_media=mail&utm_campaign=
31 JANUAR 2023