Jan Nielsen holder kursus i vandløbsrestaurering. Foto: Finn Sivebæk.

Ferskvandspris til fiskeplejekonsulent Jan Nielsen

torsdag 31 jan 19

Kontakt

Jan Nielsen
Fiskeplejekonsulent
DTU Aqua
35 88 31 23

Om Wesenberg-Lund Prisen

Wesenberg-Lund Prisen hædrer en person, som ”selvstændigt og vedvarende har virket til fremme af viden og formidling om organismerne knyttet til de ferske vande og de ferske vandes opførsel og hensigtsmæssige forvaltning”. Prisen består af æren og et indrammet bevis. 

Prisen er opkaldt efter professor Carl Wesenberg-Lund (1867-1955), som grundlagde det første ferskvandsbiologiske laboratorium i Norden ved Furesøen i 1897, og som var den første professor i ferskvandsbiologi ved Københavns Universitet.

Fiskeplejekonsulent Jan Nielsen, DTU Aqua har fået Wesenberg-Lund Prisen for sin mangeårige indsats for danske vandløb

Gydegrus af den rigtige størrelse, passende strømforhold og fravær af spærringer. Det er nogle af ingredienserne i opskriften på et godt gydevandløb for ørreder. Den og andre opskrifter til at sikre vandløb naturlige fiskebestande har fiskeplejekonsulent Jan Nielsen videreformidlet til kommuner, lystfiskerforeninger og andre interesserede gennem mange år. Den indsats fik han Wesenberg-Lund Prisen for den 28. januar 2019. Overrækkelsen af prisen fandt sted på det 7. Ferskvandssymposium, som blev afholdt på Syddansk Universitet.

"Jan er en fremragende formidler og hans begejstring smitter. Han holder kurser, han skriver bøger og artikler, han laver film. I sporene efter ham er bæk efter bæk forvandlet fra triste, livløse render til klukkende naturperler”, sagde Bent Lauge Madsen i sin tale ved prisoverrækkelsen, hvor han også fremhævede det videnskabelige fundament for Jan Nielsens arbejde: 

"Jan og hans kolleger er garanterne for, at vi ikke handler i blinde. Indsatsen bygger på et solidt fagligt og forskningsbaseret grundlag, skabt gennem 130 års evidensbaserede fiskeundersøgelser ved DTU Aqua”.

Wesenberg-Lund Prisen er en prestigefyldt pris på det ferskvandsbiologiske område. Den er tidligere givet til to fyrtårne på området, biologen Bent Lauge Madsen (2014) og professor i ferskvandsbiologi Kaj Sand Jensen (2016).

Bent Lauge Madsen holdt talen ved overrækkelsen af Wesenberg-Lund Prisen til Jan Nielsen. Foto: Henning Jensen.
Bent Lauge Madsen holdt talen ved overrækkelsen
af Wesenberg-Lund Prisen til Jan Nielsen. Foto: Henning Jensen. 

Det kan betale sig at forbedre miljøet i vandløbene

Som fiskeplejekonsulent bruger Jan Nielsen det meste af sin tid på at rådgive og formidle om, hvordan man skaber og bevarer sunde levesteder for fisk i vandløb og søer. Særligt ørredernes gydeområder i de små vandløb har hans opmærksomhed. De små vandløb udgør langt den største del af Danmarks vandløb og er de primære opvækstområder for de unge ørreder, der senere bliver til havørreder. Forbedrede ørredbestande i vandløbene har i de senere år gjort lystfiskeriet ved kysterne til en turistmagnet.

Der er både økonomiske og miljømæssige argumenter for at forbedre forholdene i de små vandløb, forklarer Jan Nielsen:

”Vores beregninger viser, at en miljøindsats i ørredernes gydevandløb skaber så stor omsætning i samfundet ved lystfiskeri efter havørreder, at pengene kommer ind igen  endda flere gange. Og med i købet får man fordelene ved, at de andre dyr og planterne også får det bedre, og at mange mennesker får en god oplevelse ved at fiske”.

Om Jan Nielsen

Jan Nielsen har været ansat som fiskeplejekonsulent på DTU Aqua siden 2009. Han er uddannet fiskeribiolog fra Aarhus Universitet i 1981 og lavede speciale ved Danmarks Fiskeriundersøgelser, hvor han også var ansat i starten af sin karriere. Desuden har han været ansat ved Skanderborg Kommune, Gudenåkomiteen, Vejle Amt og Naturstyrelsen og har arbejdet som rådgiver, dels i eget firma, dels i Grontmij Carl Bro. 

I 1994 udgav han bogen ”Vandløbsfiskenes Verden – med biologen på arbejde” på Gads Forlag, og han har skrevet et utal af rapporter om ferskvandsfisk med forslag til, hvordan man kan forbedre bestandene. 

Desuden har han i de senere år selv optaget og produceret en del kortfilm om vandløbsfisk.

Eksempler på Jan Nielsens arbejde:

  • Ørredindekset
    Ørredindekset bruges som officielt redskab til at måle miljøtilstanden i ørredens gydevandløb.

  • Det digitale ørredkort
    Ørredkortet viser bestandene af vild ørredyngel på næsten 5.000 lokaliteter i Danmark.

  • Videoer om vandløb
    Videoer om det gode vandløb og restaurering af vandløb. 

DTU Aquas fiskeplejekonsulenter

DTU Aqua har tre fiskeplejekonsulenter, som yder rådgivning om, hvordan man bevarer og genskaber naturlige fiskebestande. 

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/Nyhed?id=e89d16ea-a268-47ed-a09b-4dce0580c031
15 OKTOBER 2019