Blåfinnet tun

Også i år er det planen at fange og mærke blåfinnede tun i Skagerrak i et samarbejde mellem forskere og sportsfiskere

mandag 03 aug 20
|

Blåfinnet tun, den største rovfisk man kan møde i danske farvande er tilbage efter mere end 50 års fravær. Tunen er kostbar og meget velegnet til blandt andet sushi. Undersøgelserne af adfærd hos tun er vigtigt for at kunne kortlægge, hvor og hvornår tunen vandrer.

Forskerne og sportsfiskere arbejder, i lighed med tidligere år, sammen om at fange og mærke tunen med avancerede mærker, som gemmer oplysninger om fiskens omgivende miljø (dybde, temperatur og lys) og sender data tilbage via satellitter. Disse data kan forskerne bruge til at undersøge, hvor fisken har været og afslører foretrukne områder til fødesøgning, og hvor lang tid de opholder sig i disse “fiske-restauranter”.

Nogle tun bliver også udstyret med akustiske mærker, som kan opfanges på lytte stationer som findes i et globalt netværk og nogle enkelte bliver mærket med accelerometer mærker, som giver meget detaljeret information om fiskens svømmeadfærd og ikke mindst hastighed. Den blåfinnede tun er nemlig en af verdens hurtigste fisk. Der bliver også taget biologiske vævsprøver af fiskene, som bl.a. kan bruges til at undersøge fiskens kondition, og hvilke af de to atlantiske undergrupper af tunfisk, de tilhører. Den blåfinnede tun i Atlanten har nemlig to gydeområder i henholdsvis den Mexicanske Golf og Middelhavet, og begge grupper kan krydse Atlanterhavet. Det er særligt vigtigt, fordi de to grupper bliver forvaltet forskelligt.

Tilbage i 1920-1960’erne var tunen tilstede i relativt store mængder i sensommer/efterår i disse farvande og gav bl.a. ophav til et særdeles eftertragtet sportsfiskeri i Øresund og et stort kommercielt fiskeri fra bl.a. Skagen. Den nye undersøgelse i 2020 bruger samme metode som benyttet med succes i 2017-2019. Erfaringerne fra de tidligere forsøg bruges til at optimere fiskeriet og mærkningen, så fisken skånes mest muligt. Erfarne sportsfiskere fanger nænsomt tunen, hvorefter forskerne påsætter mærkerne og genudsætter fisken. Tunen er ellers ulovlig at fange i danske farvande, men projektet har fået en dispensation.

De nye videnskabelige resultater vil hjælpe forskerne til at forstå, hvordan faktorer som fiskeri, klima og fødetilgængelighed kan påvirke tunens opholdssteder og vandringsadfærd, og i hvilket omfang de to grupper af tun opholder sig sammen. Herigennem håber forskerne bedre at kunne forstå bestandsdynamikker og dermed bedre kunne rådgive i forhold til en bæredygtig forvaltning fremover, således at tunen vedbliver med at være en del af den danske fiskefauna.

Projektet foregår i tæt samarbejde med forskere fra Sveriges (Sveriges Landbrugsuniversitet), Irland (Inland Fisheries Ireland) og UK (Center for Environment, Fisheries and Aquaculture Science, University of Exeter), som foretager lignende mærkninger.

Sportsfiskere skal fange fisk til mærkning

Udgangspunktet for projektet bliver Skagen, hvor fiskere og forskere mødes i perioden fra 22. august til 6. september. Det største arbejde udføres af frivillige sportsfiskere, som stiller erfaring, båd, grej og muskelkraft til for at fange tunene til forskerne.

Planen er, at de erfarne sportsfiskere nænsomt fanger tunen, hvorefter forskerne påsætter mærkerne og genudsætter fisken. Det er ikke tilladt at fange blåfinnet tun i danske farvande, men projektet har fået en dispensation. Har du lyst til at hjælpe DTU Aqua med at mærke blåfinnet tun, er du velkommen til at kontakte Kim Aarestrup, kaa@aqua.dtu.dk inden den 10. august kl 17. For at kunne komme i betragtning som hjælpefisker skal man kunne dokumentere erfaring med big game fiskeri og erfaring med fangst af meget store tun (over 200 kg) er en klar fordel. Derudover findes der en række krav til udstyr og både. Kravene til sportsfiskere, der ønsker at deltage i mærkningen af tun er vist i faktaboksen sidst i denne artikel.

Har tunen en fremtid i danske farvande? 

De nye videnskabelige resultater vil hjælpe forskerne til at forstå, hvordan faktorer som fiskeri, klima og fødetilgængelighed kan påvirke tunens opholdssteder og vandringsadfærd, og i hvilket omfang de to bestande af tun i Atlanterhavet opholder sig sammen. Det vil også hjælpe forskerne til at vurdere tunens påvirkning af andre fisk i vore farvande.

Forskerne håber, at forsøgsresultaterne kan bidrage til en større forståelse af ændringer i tunbestandene og dermed forbedre grundlaget for rådgivningen i forhold til en bæredygtig forvaltning, så tunen kan blive ved med at være en del af den danske fiskefauna og fremover også en værdifuld fiskeressource. 

Læs mere om blåfinnet tun i Danmark:

Tunmærkning i Skagerrak - 2020

Tunmærkning i Skagerrak - 2019

Tunmærkning i Skagerrak - 2018

Tunmærkning i Skagerrak - 2017

Er du interesseret i at hjælpe med undersøgelsen så læs nedenfor om de minimums krav der stilles

Projektet foregår med udgangspunkt fra Skagen Havn. Fiskeriet foregår på Skagerrak, så der kan være store bølger, der er mange deltagere og tunene skal fightes så kort tid som muligt og genudsættes i live efter mærkning. Nedenfor følger derfor en række krav for at komme i betragtning. Deltager krav:

BÅDEN:  

Skal være udstyret med AIS (både modtager og sender)

God VHS radio

Diverse livredningsudstyr

BESÆTNING:

Skal have erfaring med big game fiskeri, fangst af tun over 200 kilo en fordel

Alle fiskere skal have gyldigt fisketegn

Man skal som minimum være 3 mand i båden

GREJ:

Der skal anvendes minimum 80 lbs hjul, 130 lbs line og 180 lbs forfang

Der må kun anvendes cirkelkroge

Gaffen skal være kraftig nok til at håndtere en meget stor tun -nærmere specifikationer kommer senere

Deltagelse af minimum en uge i træk


At man opfylder kravene garanterer IKKE at man er med. Vi har en begrænsning i antal både vi kan håndtere, men forsøger at få så mange med som muligt. Hvis man ikke bliver udvalgt, er man selvfølgelig mere end velkommen til at deltage som besætning på en af de udvalgte både.

Projektet er finansieret af EU Interreg projekt MarGen II, Den Internationale Tunkommision og private donationer.

Kontaktperson på projekter er Kim Aarestrup.

Af Kim AarestrupKim Birnie-Gauvin, Henrik Baktoft, Brian MacKenzieAnders Koed og Finn Sivebæk, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/Nyhed?id=%7B5F350683-9BA1-44E2-AC10-57BD28FC4578%7D
25 SEPTEMBER 2020