Skæl hos fisk kan give spændende oplysninger om fiskenes; genetik, vækst, biologi, alder og antal gange fisken har gydt.
Udtagning af skæl
10-15 skæl fjernes fra fisken ved at skrabe med skælretningen med spidsen af en ikke alt for spids kniv (fx en urtekniv). Tryk og træk spidsen let mod fisken i korte bevægelser i retning mod halen indtil skællene løsner sig.
Hvis fisken skal genudsættes
Det skader ikke fisk, at der et enkelt sted tages en skælprøve, men pas på at fisken ikke er for længe ude af vandet eller bliver skadet på andre områder af kroppen ved udtørring etc. Undgå at tage skælprøver i den varmeste tid om sommeren, hvor fisken nemt kan få infektion i sår og tåler håndtering dårligere.
Hvor skal skællene tages fra?
Skælprøver udtages altid ca. midt på fisken i længde-retningen. Afhængig af hvilken art der er tale om, tages skælprøven over eller under sidelinjen, se de skraverede områder på tegningen her ved siden af.
Hvordan gemmes skællene?
Skællene samles og lægges i en papirskælpose/kuvert eller et foldet stykke madpapir. Det er ikke nødvendigt at rense dem for slim eller lignende, men pas på der ikke kommer skæl fra andre fisk i posen. Skælposerne skal tørres grundigt efter hjemkomst – fx på en radiator. Gemmes de fugtige (fx i en plasticpose), rådner de.

Hvilke data skal noteres?
På kuvert/papir skrives (helst med blyant, som tåler at posen er våd):
·Art
·Dato
·Længde
·Evt. vægt
·Sted
·Evt. fangstmetode
·Evt. om fisken er genudsat
·Evt. fiskerens navn
Download vejledning om udtagning af skæl fra fisk
Af Søren Berg og Lene Jacobsen, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer
Læs mere om hvordan man brug fiskeskæl i forskning:
Analyser af DNA fra gamle skæl, giver information om laksestammer
Skån fiskens slim og skæl når du genudsætter fisk
Manual til alders aflæsninger af øresten hos fisk
Manual til alders aflæsninger af skæl hos ørred