Nøglefiskerne er navnet på cirka hundrede frivillige fritidsfiskere fordelt udover hele landet, som indsamler data om fiskebestandene efter aftale med DTU Aqua. De fisker med bestemte garn og ruser, benytter faste fiskepladser og følger en fast protokol gennem hele sæsonen.
Nøglefiskerne har indrapporteret deres fangster til DTU Aqua siden 2005, og disse data repræsenterer derfor en værdifuld kilde til oplysninger om udviklingen i fiskebestandene i de kystnære områder i Danmark.
DTU Aqua har omsat nøglefiskernes fangstregistreringer til standardiserede fangstrater for
- ål fanget med ruse.
- skrubbe fanget med garn.
- ålekvabbe fanget med ruse.
Tallene er opgjort som standardiserede fangstrater. Det fortæller, hvor mange fisk der fanges ved en given indsats. Indsatsen er antallet af fiskeredskaber og varigheden af fiskeriet. Antagelsen bag præsentationen af data er, at ændringer over tid i fangstraterne afspejler ændringer i mængden af fisk i havet i det område, der fiskes i.
Der er benyttet en statistisk model for at kunne kombinere data fra de mange fiskere og kvantificere usikkerheden i de beregnede fangstrater.
|
Om nøglefiskerprojektet
I nøglefiskeriprojektet indsamler cirka hundrede frivillige fritidsfiskere data om fiskebestandene. De fisker med bestemte garn og ruser, benytter faste fiskepladser og følger en fast protokol gennem hele sæsonen. Data går tilbage til 2005.
DTU Aqua leder nøglefiskerprojektet, som gennemføres i samarbejde med Dansk Amatørfiskerforening og Dansk Fritidsfiskerforbund. Projektet er finansieret af midler fra Fiskeplejen, som stammer fra salget af fisketegn.
Læs mere om nøglefiskerprojektet
|

|
Flere data fra det rekreative fiskeri
Med tiden vil DTU Aqua – ud over data fra nøglefiskerprojektet – også præsentere data fra:
- Fangstjournalen: I Fangstjournalen fra DTU kan lystfiskere registrere fisketure og fangster i vandløb, søer og kystnære områder.
- Danmarks Statistik: I samarbejde med DTU Aqua indsamler Danmarks Statistik oplysninger fra lyst- og fritidsfiskere om deres fangster. De samlede fangstdata indrapporteres til EU.
|
Kontakt: Mikael Seehusen Kruchov van Deurs, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer