Vandløb

Vandløb
Danmark har samlet 64.000 kilometer vandløb.

Større fiskebestande kan oftest opnås ved at forbedre levebetingelserne for fiskene. Det er især tidligere tiders hårdhændede vedligeholdelse, udretning og rørlægning af bække og åer, som har forringet levestederne for både fisk og de smådyr, fiskene lever af. Ved at restaurere genskaber man de gyde- og opvækstområder, som er gået tabt ved en hårdhændet behandling af vandløbene.

Ønsker man en hurtig fremgang i bestandene, kan man udsætte fisk sideløbende med, at vandløbene bliver restaureret. Der foreligger en udsætningsplan for alle vandløb, hvor der kan leve ørred. Foruden ørred bliver der også udsat laks og ål efter fastsatte planer. I vandløb, hvor den naturlige fiskebestand allerede udnytter mængden af levesteder, vil der ikke være et biologisk grundlag for at udsætte fisk.  

I nogle vandløb kan bestemte fiskearter være sårbare over for overfiskning. I sådanne tilfælde er det relevant at foretage regulering i fiskeriet, det vil sige indføre regler for at sikre bestandens overlevelse.

Restaurering af vandløb

Fiskebestandene i vandløb kan blive større ved at genskabe optimale levebetingelser. Restaureringen omfatter: At udlægge gydegrus og skjulesten, fjerne spærringer og fritlægge rørlagte bække.

Udsætning af fisk

Vandløb, hvor bestandene er udryddet, eller hvor der er forhold, som forhindrer, at fiskene kan formere sig, vil der være et grundlag for at udsætte fisk. Der er udsætningsplaner for næsten alle danske vandløb, og de udsatte fisk skal være opdrættet efter faste retningslinjer for optimalt opdræt.

Regulering af fiskeriet

Fiskerireguleringer bliver foretaget, hvor bestande er truede eller har behov for at blive beskyttet mod overfiskeri. Det er muligt at regulere fiskeriet på adskillige måder herunder: Fredningstider, mindstemål, fiskekvoter og fangstmetoder. 

Vandløbsbiologi

For at kunne skabe bedre levebetingelser for fisk er det en forudsætning, at der tages hensyn til det samspil, der eksisterer mellem vandplanter, fisk og smådyr.

 

https://www.fiskepleje.dk/Vandloeb
24 APRIL 2024