Villestrup Å ligger i Himmerland og har udløb i Mariager Fjord

Vild ørredbestand voksede markant, da opstemningerne blev fjernet i Villestrup Å

mandag 08 dec 14

En ny undersøgelse i Villestrup Å i Himmerland viser, at den vilde bestand af ørreder er mangedoblet, efter at flere opstemninger er fjernet. Det gavner både miljøet og fiskeriet og er et fantastisk eksempel til efterfølgelse.

Villestrup Å er af vandløbskendere betegnet som et af de ypperligste vandløb i Danmark. Åen har et hovedløb på 20 km med - et fra naturens hånd - godt fald med en bund af grus og sten. Villestrup Å`s fald har været udnyttet af helt op til 17 vandmøller og dambrug, som har opstemmet åens vand.

Opstemningerne har dels hindret, at vandløbsdyrene kan vandre frit, dels gjort åen mindre egnet for både ørred og andre strømkrævende dyr, fordi åer ovenfor opstemningerne bliver langsomt flydende med sand- og mudderbund i stedet for frisk strømmende med grus- og stenbund.

Naturgenopretningsprojekter ved opstemninger har foregået i mange år. Men tidligere projekter har ofte ikke fjernet opstuvningszonen, men blot etableret stryg med en, for vandløbet, unaturlig hældning og konstruktion. I Villestrup Å, har man valgt at sætte biologien i højsædet, senest med en række projekter i 2008-2013, udført af Naturstyrelsen og Mariager Fjord Kommune. Man har nemlig valgt helt at genskabe den oprindelige natur ved at fjerne opstemningerne, og resultaterne er overvældende.

”Først når en opstemning af vandløbet bliver fjernet helt, ser vi den fulde effekt på ørredbestanden – resultatet er faktisk bedre end forventet. Det er ny Danmarksrekord i ørredtæthed,” siger biolog Thorsten Møller Olesen fra Limfjordsrådets sekretariat, som har lavet undersøgelsen. Resultaterne understøtter DTU Aquas anbefalinger og forskning. Læs DTU Aquas anbefalinger for restaurering af vandløb

Markant fremgang i ørredbestanden

Fremgangen i ørredbestanden har været markant, idet bestanden på en reference lokalitet steg fra 5 til 2721 ørred pr. 100 meter vandløbsbred, vel at mærke på en strækning der ikke selv var påvirket af opstemningerne. Resultaterne viser, at effekten af genopretningen virker langt udover selve projektområdet og giver store ørredtætheder på de strækninger, som ligger både op- og nedstrøms den strækning, hvor opstemningen fjernes.

Vandstanden sank og ørredbestanden ”eksploderede”.
Grafen viser, at ørredbestanden steg markant, efter at opstemningerne blev fjernet.

”Projektet i Villestrup Å viser med al tydelighed, at man kan genskabe et godt fiske- og dyreliv når man skaber naturlige forhold som opfylder de krav, som fisk og dyr har til deres levesteder - og det bør være målet i fremtidige projekter,” siger biolog Thorsten Møller Olesen fra Limfjordsrådets sekretariat. 

Når opstemninger fjernes helt - kommer gyde- og opvækstområder igen 

De fleste opstemninger i danske vandløb er placeret i områder, hvor fiskene oprindeligt havde de bedste gyde- og opvækstområder. Når man fjerner disse opstemninger helt, genskaber man naturligt de gydeområder, som er forudsætningen for at have en sund og stærk fiskebestand. Netop derfor er en fuldstændig fjernelse af opstemninger så effektfuld, hvis man vil have den oprindelige ørredproduktion tilbage.

Ved at nedlægge en opstemning får man ikke blot en optimal passage, så fisk og smådyr kan vandre. Produktionen af fisk og smådyr stiger også, og dette dyreliv spreder sig over lange strækninger, hvorved biodiversiteten stiger. Derudover betyder en større ørredbestand bedre fiskeri for både lokale og turister, uanset om de fisker i åen, fjorden eller langs kysterne. Dette falder godt i tråd med Fødevareministeriets store satsning på det rekreative fiskeri. 

Opstemning hindre produktion af ørredyngel 
Illustration af tre scenarier omkring fiskepassage og produktion af fisk. I det øverste scenarie er der ikke fiskepassage og ingen produktion af fisk. Scenariet i midten med stejlt stryg skaber heller ikke produktion af fisk, men delvis passage. I det nederste scenarie har man genskabte naturlige forhold, hvilket giver både optimal passage og produktion for fisk.  

Kort sagt, viser mange resultater, at når man nedlægger opstemninger helt, så er vandløbene selv i stand til at producere meget store mængder ørreder, som kan sprede sig rundt i hele vandsystemet og ikke kun på de restaurerede strækninger.

Når det går godt for den vilde ørred - går det godt for naturen

Ørreden er en god miljøindikator for tilstandene i vandløbene, så når den vilde ørred er gået så markant frem, er det også et udtryk for, at der er opnået mange fordele for andet dyreliv. I Villestrup Å er også helt og flodlampret genindvandret i takt med at projektet blev gennemført. Dermed er projektet ved Villestrup Å med til at vende tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed, som ses globalt, og som står særlig slemt til for ferskvandsarter (WWF Verdensnaturfondens ’Living Planet Report’).

Resultaterne fra Villestrup Å viser, at man kan vende denne udvikling, såfremt man laver løsninger, som er baseret på biologisk viden om fiskenes behov.

Her er information om spærringer i vandløb og deres påvirkning af fiskebestandene

Af Kim Aarestrup og Finn Sivebæk, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

https://www.fiskepleje.dk/Nyheder/Nyhed?id=89f85cc9-48af-4561-84e0-259cf3fc9034
26 MAJ 2019