Fritidsfisker. Foto: Claus Pedersen.

Fritidsfiskere ved kysterne fanger især skrubbe, ål og ålekvabbe

mandag 05 nov 12
|
af Hanne_Nicolajsen
100 fritidsfiskere registrerer hver måned deres fangster og sender dem til DTU Aqua. Ny rapport viser, at de især fanger skrubbe, ål og ålekvabbe, men også at for eksempel sort hummer og fjæsing er almindelige fangster i nogle farvande.

Både fritidsfiskere og forskere er interesserede i at vide mere om fiskebestandene i kystområderne. I 2002 indledte de danske fritidsfiskerorganisationer og DTU Aqua derfor et samarbejde, hvor fritidsfiskerne skulle registrere, hvad de fangede, og forskerne skulle bearbejde fangstdata. Dette samarbejde har udviklet sig siden. Fangstmetoderne er blevet mere standardiserede, og en større del af de danske kyststrækninger er nu omfattet af registreringerne. I 2002 var der ca. 40 fiskere med i projektet, mens tallet i dag er ca. 100.

Sådan foregår registreringen

De fritidsfiskere, der deltager i projektet - de såkaldte nøglefiskere - fisker hver måned på faste positioner med ens redskaber (tre garn og/eller tre ruser). Det skaber et godt sammenligningsgrundlag for resultaterne og et værdifuldt billede af udviklingen i fiskebestandene i kystområderne.

Fiskerne får stillet redskaberne gratis til rådighed af fiskeplejen, og de vælger selv deres positioner i samarbejde med DTU Aqua. På de fleste positioner er der udlagt en temperaturlogger, der måler vandtemperaturen omkring fiskeredskabet hver tredje time året rundt, så vi får viden om temperaturens og klimaændringernes indvirkning på fangsterne.

Efter fangsten registrerer fritidsfiskerne art og antal og måler længden af hver fisk. Alle resultater sendes til DTU Aqua, som står for den videre bearbejdning af data. Fiskerne anvender også deres egne redskaber, men indberetter ikke disse fangster.

Hvad bliver der fanget?

Fangstregistreringen viser, at særligt tre arter – skrubbe, ål og ålekvabbe – bliver fanget på alle lokaliteter. Det afspejler, at disse arter er blandt de mest udbredte større fiskearter ved de danske kyster, og at de kan tilpasse sig det skiftende miljø i de kystnære områder, hvor for eksempel temperatur og saltholdighed varierer meget i løbet af et døgn.

Som noget nyt er den sorte hummer dog blevet en af de hyppigst fangede arter i den vestlige Limfjord, og i det nordlige Kattegat fanges fjæsing som en af de mest almindeligt fangede arter.

Læs rapporten

Læs mere om fangsterne i rapporten Registrering af fangster i de danske kystområder med standartredskaber. Nøglefiskerrapporten for årene 2008-2010

Rapporter fra tidligere år findes på fiskepleje.dk

Ja tak, jeg vil gerne modtage nyheder om fiskepleje


https://www.fiskepleje.dk/Nyheder/2012/11/121105_fritidsfiskerfangster_ved_kysterne
3 MAJ 2025