Den 26. februar 2019 holder DTU Aqua-forsker foredrag i Hundested om, hvordan man kan genetablere stenrev i havet, og hvad det betyder for havets økosystemer
Stenrev rummer gode skjulesteder for havets dyr, og tangskovene, som vokser på stenene, er levested for smådyr, som er føde for mange fisk. I Danmark er mange stenrev dog ødelagt, fordi der i mere end 100 år er blevet fisket kampesten op fra havbunden til brug i anlægsbranchen.
Tirsdag den 26. februar 2019 kl. 19 holder seniorforsker Jon Svendsen, DTU Aqua foredrag om, hvordan man kan restaurere ødelagte stenrev. Det foregår i Hundested Medborgerhus, Nørregade 61, 3390 Hundested. Efter foredraget er der mulighed for at stille spørgsmål og debattere.
Anledningen til temaaftenen om stenrev er, at den lokale forening og interessegruppe Hunderevet arbejder på at få genetableret det ødelagte Hunderev ud for Hundested. Bag arrangement står Danmarks Naturfredningsforening Halsnæs, Dykkerklubben Hajen, Halsnæs Naturklub og Hunderevets Venner.
Af Jon C. Svendsen, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer