Pighvarrer. Foto: Mads Christoffersen

Fertilitetsklinik for pighvarrer på Fyn

fredag 01 jun 18
|

Millioner af æg fra pighvarrer er blevet kunstigt befrugtet i en primitiv fertilitetsklinik. Målet er at styrke den lokale bestand af fisken omkring Fyn

Siden vinter har DTU Aqua sammen med organisationer på Fyn arbejdet på et projekt, der skal styrke bestanden af pighvarrer omkring Fyn.

Lige nu er det gydesæson for pighvarrer, og derfor er både lokale fritidsfiskere, snorkeldykkere og erhvervsfiskere gået ind i jagten på at skaffe gydemodne pighvarrer til projektet. De voksne pighvarrer skal levere æg og sæd, som kan blive til de små pighvarrer, der skal udsættes omkring Fyn til efteråret. 

En af de sidste dage i maj kom projektet et stort skridt tættere på at lykkes, da en erhvervsfisker fra Thorøhuse ved Assens havde fanget et større antal pighvarrer lige på det rigtige tidspunkt. Både hanner og hunner var klar til at gyde og kunne derfor stryges, og æggene blev befrugtet på stedet. 

Efter at de levende fisk var blevet strøget, blev de genudsat i lokalområdet. Derefter blev de befrugtede æg kørt til et laboratorium, hvor de klækker til små larver. Larverne overføres til større bassiner, hvor de efter planen vokser til ca. 6-8 cm store pighvarrer i løbet af sommeren, så de er klar til at blive sat ud omkring Fyn i det tidlige efterår. 

Pighvarrer registreres. Foto: Mads ChristoffersenPighvar stryges. Foto: Mads Christoffersen
Pighvarrerne måles og vejes, og der tages en lille vævsprøve, som efterfølgende bruges til genetiske undersøgelser (t.v.). Hanner og hunner stryges på lokaliteten, og æggene befrugtes med det samme. De levende fisk udsættes igen efterfølgende (t.h.). Fotos: Mads Christoffersen. 

Pighvarrer kan naturligvis godt formere sig i naturen, men ved også at gennemføre kunstig befrugtning og holde de små pighvarrer under kontrollerede forhold i nogle måneder, hjælper man mange flere pighvarrer til at overleve den meget kritiske periode, når de er helt små. På den måde kan man bidrage til at styrke den naturlige bestand af pighvar. 

Projektet er finansieret af fiskeplejen med støtte fra Bælternes Fiskeriforening.

Se tv fra projektet

Se indslag fra TV2 Fyn om projektet

Få mere at vide

Læs mere om det fynske pighvarprojekt på fiskepleje.dk

 

Af Mads Christoffersen, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer.

http://www.fiskepleje.dk/nyheder/Nyhed?id=540df1c1-06b5-41d7-80ed-7835c12b4c5f
20 JUNI 2018