Nedenfor Holstebro er Storå et mægtigt vandløb

Hvor mange laks er der i Storå?

søndag 04 nov 18
|

DTU Aqua har undersøgt laksebestanden i Storå og konkluderer, at åen er hjemsted for mere end 300.000 laks - og at der er mulighed for endnu flere.

I sensommeren og efteråret 2015 undersøgte DTU Aqua bestanden af både naturligt producerede og udsatte laks i Storå og dens tilløb. 

På baggrund af undersøgelserne har DTU Aqua beregnet, at bestanden af ½-års laks i hele åsystemet var ca. 226.000 naturligt producerede ½-års laks. Langt den største del af disse fandtes neden for Vandkraftsøen i Holstebro.

Bestanden af 1-års og ældre vilde laks er beregnet til ca. 68.000, mens udsatte laks udgjorde ca. 13.000 stk.

Bestanden af vilde fisk estimeres at give ca. 59.000 smolt, dvs. laks som vandrer fra åen ud mod havet for at tilbringe en periode af deres liv dér.


Råsted Lilleå rummer en stor del af bestanden af unge laks i vandløbet.
 

Potentiale for mange flere laks

Ud over at undersøge laksebestanden har DTU Aqua undersøgt leveforholdene for laks i Storå, dvs. dybdeforhold, strømhastighed, bundforhold, vandløbsbredde, vegetationsdække og skygge. Ud fra disse parametre har forskellige strækninger af åen fået karakter efter, hvor velegnet området er som levested for laks.

På den baggrund har forskerne beregnet, at bestanden af ½-års laks neden for Vandkraftsøen ved Holstebro udgør ca. 62 % af den maksimalt mulige bestand ved de nuværende habitatforhold, mens bestanden opstrøms søen kun udgør under 5 % af det maksimalt mulige. I forhold til den teoretisk mulige bestand er der således en relativt god status i den nedre del af åen, mens status i den øvre del af åen er ringe.

I vandløbene neden for søen kan bestanden bedst styrkes ved at forbedre habitatkvaliteten, f.eks. ved at sikre både gydemulighederne, men også ved at sikre at vandløbende har et naturligt varieret forløb med groft bundmateriale. Specielt er det vigtigt, at der er tilstrækkeligt med skjulesten.

Fri adgang til den øvre del af vandløbet vil naturligvis øge bestanden, dog kun hvis det kan sikres at nedstrøms vandrende smolt ikke går tabt i Vandkraftsøen.

Undersøgelsen er beskrevet i rapporten ”Laksebestanden i Storå 2015”, hvor der er flere forslag til forbedringer af forholdene for gydning og opvækst af laks i Storå.

Læs mere

Hent rapporten Laksebestanden i Storå 2015

Hent rapporten Laksebestanden i Ribe Å 2014

Hent Plan for Fiskepleje i Storå

Læs mere om laksens biologi

Af Stig Pedersen, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer.

Storå og undersøgelsen

Om Storå
Storå udspringer ved Gludsted Plantage nær Ikast og munder ud i Nissum Fjord. Med en længde på 104 km er åen Danmarks næst-længste vandløb, og mange af vandløbene i vandsystemet er fra naturens hånd egnede til gydning og opvækst af laks.

Om undersøgelsen
Laksebestanden i Storå-systemet blev undersøgt ved befiskninger og opmåling af habitatforholdene i sensommeren/efteråret 2015, suppleret med resultater fra undersøgelser af enkelte strækninger i 2012 – 2015.

Befiskningerne er foretaget med elektrofiskeri, hvor fiskene bedøves kortvarigt af elektrisk strøm, måles og derefter genudsættes i åen. Der er fisket 41 steder i åen ved undersøgelsen i 2015. Herudover er der anvendt resultater fra befiskninger på 133 af Fiskeplejens faste stationer foretaget ved revision af Plan for Fiskepleje i Storå i 2015.

Habitatforholdene er kortlagt ved vandring langs bredden og fra båd. Også her er der suppleret med undersøgelser fra foregående år. I alt er 58 km af vandløbet undersøgt.

http://www.fiskepleje.dk/nyheder/Nyhed?id=%7B660FDDE0-9EAE-41DD-BC5E-40DD9E86221C%7D
19 DECEMBER 2018