Det er laksenes genetik, der afgør, hvor længe de bliver i havet og dermed hvor store de bliver, fortæller ny videnskabelig artikel.
Storlaksene i de danske vandløb er store, fordi de har været ude i havet og æde sig fede i to til fire år, i modsætning til smålaks (grilse) der kun har været ét år i havet. Havet er et stort spisekammer for laksene, og jo længere tid de opholder sig der, før de vender tilbage for at gyde i vandløbene, jo større bliver de.
En ny artikel i det højt anerkendte tidsskrift ”Nature” dokumenterer nu, at det ikke er tilfældigheder, men genetikken der er afgørende for, at vi har store laks i vores vandløb. Forskere fra flere europæiske lande har fundet ud af, at det er laksenes gener, som bestemmer laksens opholdstid i havet og dermed dens størrelse.
Et bestemt gen afgør, hvornår laksen kønsmodner
Artiklen i ”Nature” er lavet på baggrund af et stort genetisk udredningsarbejde og viser, at et særligt gen i laksens arvemasse bestemmer ved hvilken alder, laksen kønsmodner og forlader havet, og dermed også bestemmer størrelsen på de laks, som vender tilbage til vandløbene.
Artiklen giver også svar på, hvorfor det oftest er hanlaks, der vender tilbage som smålaks (grilse).
Hos hunlaksen er der en klar sammenhæng mellem dens størrelse og det antal æg, den producerer. Store hunlaks får mere afkom og bringer dermed sine gener videre til flere laks.
Hos hanlaksen er denne sammenhæng mindre klar, da også små hanner kan have stor reproduktiv succes, f.eks. hvis de bruger en taktik som ”sniger”- eller ”satellit” hanner, der ikke direkte kæmper om hunnerne.
Denne forskel mellem kønnene er hos laksen snedigt løst ved, at den såkaldte ”genvariant” for stor størrelse er dominant i hunner, mens den er vigende i hanner. På den måde får man flere små hanner end små hunner, selvom alle laksene deler de samme gener.
Storlaks på 17 kilo fra Varde Å. Laksen blev fanget i det tidlige forår, hvilket er typisk for storlaks.
Viden er vigtig, når man skal genskabe og bevare stærke laksebestande
Den nye viden er meget vigtig for forvaltningen af laks – også under danske forhold. Når det i høj grad er generne, der bestemmer, hvor store laks bliver, kan man ved selektivt fiskeri efter bestemte størrelser af laks forholdsvis let komme til at ændre bestandens genetiske sammensætning, så bestemte livsstrategier forsvinder.
Mange lystfiskere drømmer om den store forårslaks, der har været i havet i to til fire år, men hvis man ukritisk tillader et meget hårdt og målrettet fiskeri på laks med denne livsstrategi, vil man kunne ende med bestande af laks med meget få eller ingen storlaks. Det fænomen har man observeret i mange europæiske laksebestande.
Derfor har vi i Danmark indført specifikke kvoter på smålaks og storlaks, så begge livsstrategier bevares. Kun på den måde kan man sikre livskraftige bestande af laks i Danmark, som er stand til at tilpasse sig fremtidige miljøforandringer i vandløbene og havene.
Læs den videnskabelige artikel om laksen i tidsskriftet Nature
Af Finn Sivebæk og Einar Eg Nielsen, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.