Fødevareministeriet har givet tilskud til 45 projekter i kommunerne med det formål at sikre levesteder for fisk og fauna i danske vandløb.
Kommunerne har igen i år været overvældende interesseret i Fødevareministeriets tilskudsordning rettet mod at skabe flere og bedre levesteder for fisk og planter i mindre danske vandløb. De 45 projekter fordeler sig på 30 kommuner. De 45 projekter har tilsammen fået tilsagn om EU-midler for godt 10 millioner kr. Projekternes samlede investeringer forventes at blive ca. 21 millioner kr.
Vandløbsrestaureringsprojekterne er fordelt over hele landet. Der er givet støtte til fjernelse af spærringer, frilægning af rørlagte strækninger og udlægning af gydegrus med mere.
Fakta om tilskudsordningen
Tilskudsordningen til vandløbsrestaurering indgår i det danske fiskeriudviklingsprogram 2007-13. Programmet medfinansieres af EU’s Fiskerifond (EFF). Fødevareministeriet vil med fiskeriudviklingsprogrammet skabe rammerne for det størst mulige vedvarende udbytte af den danske fiskeri- og akvakultursektor.
Vær opmærksom på, at fristen for indsendelse af ansøgninger til næste års pulje er den 1. april 2010.