Sort hummer

Kom og del din viden om sort hummerfiskeri i Limfjorden med DTU Aqua

mandag 03 feb 20
|
Dansk Skaldyrcenter ved DTU Aqua inviterer erhvervs- og lystfiskere til møde om sort hummerfiskeri i Limfjorden den 24. februar 2020

Sort hummere er de seneste år blevet mere almindelig i Limfjorden, end den var for år tilbage. Dette har resulteret i et øget fiskeri, hvilket stigningen i officielle landinger viser (fra 2,6 tons i 1996 til ca. 25 tons i 2010 og 2016). Hummerfiskeriet udgør derved en vigtig ressource for erhvervs- og fritidsfiskere, ligesom hummeren er blevet et populært mål for undervandjægere.

Mens det registrerede erhvervsfiskeri er steget i de seneste år, er størrelsen af fritidsfiskeriet helt ukendt. Der mangler ligeledes viden om bifangst og skader på undermålere. Vi vil gerne beholde mange hummere i Limfjorden. Jo bedre viden om, hvor mange der fanges og hvordan – jo bedre kan man ved hjælp af fiskeriforvaltning sikre dette. Og her har vi brug for din viden om netop dit hummerfiskeri.

DTU Aqua starter et nyt projekt med det formål at udvikle et økonomisk og biologisk bæredygtigt og vedvarende fiskeri af hummer i Limfjorden. Vi ønsker konkret at få et reelt indblik i størrelse, tilstand og udvikling af bestanden af hummere i Limfjorden. Med viden om redskabers effektivitet, bifangst samt overlevelse af undermålere, kan projektet udvikle forbedrede måder at bruge redskaberne på eller udvikle helt nye fangstredskaber, så vi kan have et sundt og bæredygtigt fiskeri og undgå bifangst og spøgelsesfiskeri. 

Vi har brug for information og erfaring fra jer, der fisker hummer i Limfjorden. Jeres erfaring er vigtig for at få et korrekt billede af det reelle fiskeri, der foregår. Til mødet vil der være mulighed for at blive hørt, og der vil være mulighed for at dele sin erfaring og viden anonymt bl.a. via et spørgeskema. 

Mødet vil foregå d. 24. februar 2020 kl. 19:00 hos Dansk Skaldyrcenter, Øroddevej 80, 7900 Nykøbing M. 

Har du ikke mulighed for at deltage i mødet, men stadig gerne vil give dit bidrag med, vil et spørgeskema være tilgængeligt på www.skaldyrcenter.dk efter mødet. Det besvares og sendes til skaldyrcenter@aqua.dtu.dk

Du kan løbende holde dig opdateret om projektet på www.skaldyrcenter.dk

 

Tilmelding senest 19/02-2020 til:

skaldyrcenter@aqua.dtu.dk
Tlf. +45 96 69 02 83

Sort hummer - læs referatet fra mødet om sort hummer i Limfjorden

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=%7BF6A698A8-2119-4FFE-A8D3-B38853802CD3%7D
18 APRIL 2024