Fangstjournal-lystfiskeri-fangster

Stort velkommen til nye foreninger

mandag 11 mar 24
|
Flere og flere foreninger samarbejder med Fangstjournalen omkring indrapporteringer.

Inden for de seneste uger har både Vejle Sportsfiskerforening og Nive Å's Lystfiskerforening indledt et samarbejde med Fangstjournalen om at indsamle data omkring lystfiskernes fisketure. Foreningerne får derved mere viden om deres fiskevand og de tilhørende fiskebestande.

Samarbejdet betyder blandt andet, at når et medlem i en forening indtaster en fangst i Fangstjournalens app og angiver at foreningen har fiskeretten, så dukker den automatisk op på foreningens hjemmeside på listen over fangster. De medlemmer som ikke anvender Fangstjournalen, kan indtaste fangster, som de plejer nemlig via en formular på hjemmesiden. Den stiller Fangstjournalen også til rådighed, så fangsterne ender i samme database. Vi glæder os til samarbejdet!

Det er forholdsvis simpelt at opsætte Fangstjournalens system på foreningers hjemmesider. Ud over lister med fangster får foreningerne også adgang til diverse statistikudtræk. Man kan også importere tidligere års fangster til systemet. DTU Aqua samarbejder gerne med endnu flere foreninger, end de ca. 30 som lige nu er med. Udgangspunktet er, at det er gratis for foreningen at deltage og det er ikke så vanskeligt at få det hele på plads.

”Der var ikke langt fra idé til handling. Et godt videomøde med Christian Skov fra DTU Aqua og dagen efter var vi reelt oppe at køre – ikke mindst takket være en løsning fra DTU Aqua, som langt hen ad vejen er plug & play og dertil naturligvis vores dygtige webmaster Casper. Lidt fine-tuning fulgte i de næste dage i samarbejde med DTU Aqua og deres eksterne IT-konsulent. Nu har vi fået en løsning, hvor vi kan indberette fisketure og fisk præcis fra vores unikke faciliteter; Nivå, Usserød Å, Esrum Sø og De Gamle Lergrave fordelt på Langesø, Svanesø og Skydebanesøen. Vi er meget glade for at være med i samarbejdet.”

Klaus Vestergaard, Formand for Nive Å’s Lystfiskerforening

Fangstjournalen håber, at samarbejdet med foreningerne kan give endnu flere lystfiskere indsigt i, hvor nemt det er at hjælpe med at indsamle viden om vores fiskebestande, herunder at indrapportere både nulture og fisketure med fangster. Jo flere lystfiskere der deltager, jo bedre bliver data.

Læs mere om Nive Å’s Lystfiskerforening oplevelser med samarbejdet

Læs mere om Fangstjournalen

Kontakt Christian Skov, DTU Aqua, hvis din forening har lyst til at høre mere. Christian kommer også gerne forbi til en klubaften og fortæller om hvad lystfiskere og forskere i fællesskab kan bruge Fangstjournalen til.

Af Christian Skov, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

Du kan også hjælpe fiskebestandene og forskerne ved Danmarks Tekniske Universitet - DTU Aqua med at indsamle data om det danske lystfiskeri og samtidig blive klogere på dit eget fiskeri. Download den gratis Fangstjournalen app her:

Download App - Fangstjournal     Google Play - Fangstjournal -DTU - App

 

Læs mere om oplysninger om data fra Fangstjournalen
https://www.fiskepleje.dk/forskningsbaseret-raadgivning/fangstjournal-dtu-aqua/nyheder-fangstjournalen/nyhed?id=ddcb6221-9358-4c51-8c21-912163072227
28 APRIL 2024