Udsætning af ørredsmolt i Isefjorden

Lystfiskere indsamler oplysninger om ørreder i Isefjorden

onsdag 18 jun 14
|
DTU Aqua har taget initiativ til at undersøge ørredbestanden i Isefjorden i tæt samarbejde med lokale lystfiskere. For at kunne følge ørredudsætningerne i Isefjorden er alle ørreder til udsætning i tilløbene til Isefjorden blevet mærket i foråret 2014.

I april 2014 udsatte DTU Aqua i samarbejde med lokale lystfiskere 100.000 mærkede ørredsmolt i tilløbene til Isefjorden. Ørrederne er mærket, så det er muligt at genkende disse ørredsmolt.

En genfanget fisk fra denne udsætning vil kunne kendes på en manglende fedtfinne. Fedtfinnen, der sidder mellem ryg- og halefinnen, er nemlig klippet af, således at det vil være muligt at skelne mellem de ørreder, der er udsat i Isefjorden og de ørreder, der er klækket i gruset i åerne omkring Isefjorden på naturlig vis samt ørreder som er udsat på andre lokaliteter.l

Baseret på fangstindberetninger fra et antal ”nøglefiskere”, der fisker i Isefjorden hele året, vil man efterfølgende kunne bedømme væksten af de udsatte ørreder samt ud fra forholdet mellem uklippede og fedtfinneklippede ørreder få en vurdering af udsætningernes betydning for den samlede havørredfangst i Isefjorden.

Begrebet ”nøglefiskere” kendes også fra andre dele af landet. Det er sportsfiskere og fritidsfiskere, der fanger mange fisk, og efterfølgende indberetter fangsterne til DTU Aqua.

På Isefjorden er der tale om et dusin lokale sportsfiskere, der har indvilliget i at deltage i dette samarbejde med DTU Aqua. I første omgang vil det kun være ørreder, der bliver udsat i 2014, som vil være fedtfinneklippet, men disse fisk vil indgå i fangster i en række år fremover.

"Tuse Å’s Ørredsammenslutning hilser forsøget meget velkommen, og vi bidrager gerne med oplysninger, der kan belyse, i hvor stort omfang sportsfiskerne får glæde af udsætningen af ørreder i Isefjorden. Således har vi bidraget med udpegningen af ”nøglefiskerne” og har i øvrigt et tæt samarbejde med DTU Aqua omkring fiskepleje," siger Rune Hylby, som er formand for Tuse Å’s Ørredsammenslutning.

Rune Hyldby fremhæver, at projektet er til glæde for de mange tusinde sportsfiskere, der hvert år fisker regelmæssigt i Isefjorden.

Forsøget vil køre over en årrække og kan følges på www.fiskepleje.dk/isefjorden, hvor der løbende vil komme opdateringer.

Af Peter Geertz-Hansen DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer

https://www.fiskepleje.dk/Nyheder/2014/06/Isefjorden-og-oerredfangst
27 SEPTEMBER 2021