Udsætning af ål i vandløb

Udsætning af sætteål fra båd sikrer en god spredning. Foto: Finn Sivebæk
Udsætning af ål fra båd er nødvendigt, hvis ålene skal spredes optimalt.

Formålet med udsætninger i vandløb er at øge bestanden af gydende ål i Sargassohavet. De udsatte ål på 2-5 gram skal vokse og overleve til blankålstadiet, hvor de vil de søge ud til havet og videre til gydeområderne i Sargassohavet.

Udsætningsplaner for ål

Udsætninger i vandløb følger de udsætningsplaner, biologerne har udarbejdet. Der udsættes ikke ål opstrøms totalspærrende fangstindretninger (ålekister) eller turbiner, hvor det er kendt, at en betydelig del af de ål, der passerer forbi, bliver skadet.

Siden begyndelsen af 1900-tallet har man flyttet åleyngel fra områder med stor tæthed til områder med lav tæthed. Disse såkaldte "sætteål" blev tidligere indfanget flere steder i landet, f.eks. ved sluserne i Vadehavet.

I dag importeres glasål fra Sydeuropa til kommercielle åledambrug. Fiskeplejen opkøber nogle af disse ål fra danske åledambrug, når ålene har opnået en størrelse på 2-5 gram. Fiskeplejen stiller særlige krav til kvaliteten af de ål, der bliver indkøbt til udsætning. Ålene fordeles langs kyster, i søer og vandløb i henhold til udsætningsplaner, så alle væsentlige områder bliver tilgodeset.

Spredning øger overlevelsen

Ved at sprede ålene så meget som muligt, vil flere ål overleve. På åbent vand gøres det bedst ved langsomt at hælde ålene overbord, mens båden eller kanoen glider gennem vandet. Ved udsætning fra bredden af en å eller sø kan man gå fra punkt til punkt og sætte ynglen ud i klumper med så lav tæthed som muligt.

Ålene til udsætning er indkøbt centralt gennem fiskeplejeordningen. Normalt udsættes der ikke ål i søer med karper, da de to arter er fødekonkurrenter. Ved udsætning af ål i naturen kan Fiskerikontrollen undersøge, om ålene er sunde, og om de har den rigtige vægt.

Udsætningstætheden afhænger af områdets fødeudbud og skjul. I vandløb vil ålene kunne skjule sig, hvor der er blød bund og i vegetationen mellem rødder og sten og bag ved faskiner. I søer og brakvandsområder er den bløde bund og vegetationsbælterne på 0-2 meter de bedst egnede udsætningssteder.

Udsætningstæthederne er:

  • Søer: 100-600 sætteål pr. hektar og kun på bundarealet over springlaget.
  • Kyst: 300 sætteål pr. hektar på områder med en dybde på 0-4 meter.
  • Vandløb: 1 sætteål for hver 7 kvadratmeter.

Mere information om ål

 

Ålens biologi

Pleje af ålebestande

Bedre levesteder: Passage for glasål

Fiskeriregulering

Fiskeri efter ål

Ålens miljøproblemer

Statistik for fangst af ål

Af Michael Ingemann Pedersen, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer.


https://www.fiskepleje.dk/vandloeb/udsaetning/aal
18 APRIL 2024