Det erhvervsmæssige fiskeri efter ål i vore ferske vande, er i dag meget begrænset i forhold til tidligere. Igennem de seneste 40-50 år er erhvervsfiskeriet i mange søer ophørt, bl.a. fordi indtægten fra fangst af ål, der rent økonomisk var omdrejningspunktet for fiskeriet, er faldet meget. Derfor er tilbagegangen i fangsterne af ål både en effekt af ålens faldende bestandsstørrelse og af reduceret fiskeri.
Siden 2003 har den årlige fangst i ferskvand svinget mellem 27,5 tons (2003) og 4,3 tons (2022). I 2021 blev der dog landet 8,3 tons, hvilket var mere end i 2020 (4,8 tons). Overordnet er der en faldende tendens i peroden, en tendens, der er forstærket efter 2017. Landingerne i 2021 og 2022 stammede fra ni lokaliteter, det laveste antal hidtil. Det tal er i 2023 øget marginalt til 10 lokaliteter, hvorfra der er registreret landing af ål i ferskvand.
De to vigtigste søer har i en årrække været Arresø og Saltbæk Vig. Siden 2003 er mellem 26 % (2011) og 80 % (2003) af den samlede årlige fangst i ferskvand blevet fanget i Arresø, mens der i Saltbæk Vig er fanget mellem 9 % (2005) og 38 % (2021 og 2022). Der har ikke været indberetning af fangst i Saltbæk Vig i perioden 2017-2020, men fra 2021 og frem bliver der atter fisket ål i den inddæmmede vig. I 2021 blev der kun landet 1,1 tons (14 %) ål i Arresø, hvilket således er et nyt historisk lavpunkt for den sø. Det lave fangsttal i 2021 er formentlig påvirket af Naturstyrelsen beslutning om at afslutte erhvervsfiskeriet i Arresø med udgangen af 2021. Fangsttallet for 2022 og frem er derfor nul. Saltbækvig (hhv. 1673 og 1922 kg) samt Tissø (hhv. 850 og 739 kg) var derfor de to søer, hvorfra der i 2022 og 2023 blev landet flest ål. De to søer leverede i 2023 51 % af alle landinger i ferskvand. Fra de øvrige otte lokaliteter, der alle er beliggende i Jylland, blev der landet mellem 54 (Stilling-Solbjerg Sø) og 541 (Gudenå) kg.
Den erhvervsmæssige landing af ål fra danske søer 2003 – 2023. Data fra Fiskeristyrelsens officielle landingsstatistik.
Landinger af ål fra saltvand dominerer
Det er kun en meget lille del af den samlede fangst af ål i Danmark, der stammer fra ferskvand. I perioden 2003 – 2023 blev mellem 93 % (2018) og 98 % (2007 og 2008) af den samlede årlige fangst i Danmark gjort i saltvand. I samme periode har der været en faldende tendens i den samlede årlige fangstmængde af ål i Danmark fra over 600 tons i 2003 til ca. 125 tons i 2023. Faldet i landinger skyldes bl.a., at man for at opfylde målsætningen i den nationale forvaltningsplan for ål, siden 2009 målrettet har arbejdet på at få fangsterne reduceret. Senest blev der i 2023 indført et 6 måneders stop for alt erhvervsfiskeri efter ål i saltvand gældende fra 1. oktober 2023 til 31. marts 2024. Samtidig blev alt rekreativt fiskeri efter ål i saltvand forbudt fra 2023 og frem i hele EU. Reglerne for erhvervsmæssigt fiskeri i saltvand for 2024 forventes at være et forbud mod erhvervsfiskeri fra 15. september 2024 til 15. marts 2025.
Læs mere om reglerne for rekreativt fiskeri efter ål
Genopretningsplan for ål i EU
Erhvervsfiskeriet efter ål i Danmark har generelt været faldende siden 1960’erne. Det afspejler, at bestanden af den europæiske ål mindst lige så længe har været i tilbagegang. Årsagen til tilbagegangen kender man ikke præcis, men der er formentlig tale om en kombineret effekt af flere negative påvirkninger. Mange muligheder er forslået, herunder ødelæggelse af levesteder, spærring af vandringsruter, parasitter, fiskeri, ændringer i havstrømme, forringede fødemuligheder for larverne, nedsat frugtbarhed hos gydefiskene og forurening. Men resultatet er kendt: en historisk lav bestand af ål i Europa.
I 2007 vedtog EU derfor en genopretningsplan for den europæiske ål. Genopretningsplanen indebærer bl.a., at hvert enkelt medlemsland skal lave en forvaltningsplan for ål. Målet for forvaltningsplanen er, at 40 % af de blankål, der søger mod havet, frit skal kunne forlade vores ferske vande og begive sig på gydevandring. De 40 % skal beregnes i forhold til den oprindelige bestandsstørrelse, dvs. før tilbagegangen begyndte. Målet skal opfyldes for hvert enkelt land i EU. Danmark er i dag langt fra at opfylde målsætningen.
Det har naturligvis betydet, at der med indførelse af den danske forvaltningsplan i 2009 blev lagt en række begrænsninger på fiskeriet efter ål, hvilket forventes at føre til yderligere fald i fangsterne i de kommende år. Således har de nuværende erhvervsfiskere en personlig licens til at fange ål. Holder en erhvervsfisker op med at fiske, kan licensen ikke overdrages til andre, heller ikke til familiemedlemmer. Derved udfases erhvervsfiskeriet efter ål gradvis. Indtil der kommer en vurdering, der siger at bestanden af den europæiske ål er genoprettet og igen kan bære et fiskeri, forventes det, at der ikke udstedes nye licenser.
Dødelighed hos ål i ferskvand
Det er ikke kun fiskeri efter ål, der er årsag til at ål dør i vore ferske vande. Foruden erhvervsmæssigt og rekreativt fiskeri, går en del ål til ved vandkraftkraftværker og dambrug, ligesom prædation fra rovfisk, pattedyr og fugle er en betydende faktor. Fiskeridødeligheden (erhverv og rekreativt samlet) udgør 61 % af den samlede dødelighed. Nedenstående figur er en opgørelse over hvordan dødeligheden for ål, både gulål og blankål, var fordelt i ferskvand i 2017.
Bedste estimat for dødelighed (i alt 43,7 tons) hos gule og blanke ål i ferskvand i 2017. Figur fra Danmarks statusrapport til EU om implementering af Forvaltningsplanen for Ål fra 2018. Tal i figuren angiver antal tons og procent for de fem vigtigste dødelighedsfaktorer.
Fiskeri efter ål i ferskvand historisk
Fiskeri efter ål har langt tilbage været det økonomiske omdrejningspunkt for erhvervsfiskeriet i vore ferske vande. Ål var også tidligere en meget værdifuld vare. Både i søer og i vandløb blev der derfor tidligere fisket flittigt efter ål. Mange steder foregik fiskeriet med såkaldte ålekister, der typisk var placeret i forbindelse med opstemninger i vandløbene og spærrede hele vandløbets bredde. Ålekisterne var primært i drift når blankålene vandrede i sensommeren og om efteråret. Andre steder brugte man såkaldte ålegårde, der grundlæggende virkede ligesom en ålekiste, bare ude opstemning. I søerne blev der fisket med bundgarn og ruser efter både gulål og blankål. Devisen for fiskeriet og den daværende lovgivning var, at så mange blankål som overhovedet muligt skulle fanges før de forlod de ferske vande, for herefter var de tabt for fiskeriet. Skulle de på trods af den store indsats slippe ud til kysterne, blev der også fisket på livet løs dér. Ikke overraskende, var den form for forvaltning ikke langtidsholdbar. Når der samtidig skete store forringelser af ålenes levesteder, fx i form af dræning, etablering af spærringer og udretning af vandløb, eutrofiering osv., måtte det gå galt. Resultatet kender vi i dag.
Op til omkring 1970 lå den gennemsnitlige årlige fangst i ferskvand på omkring 200 tons om året, altså mere end det samlede danske ålefiskeri (ferskvand og saltvand) i dag. Den tilbagegang, der er sket i fangsterne fra 1970’erne og frem, har derfor medført, at erhvervsfiskeriet på mange søer med tiden blev urentabelt og ophørte. Nedgangen i fangsterne er derfor dels udtryk for en faldende bestand af ål, men er, som nævnt tidligere, også en følge af, at der fiskes efter ål i færre søer end tidligere. Det har forstærket nedgangen i fangsterne.
Den erhvervsmæssige fangst af ål i ferskvand i Danmark 1903 – 2020, vist som 10 års gennemsnit. Data fra DTU Aquas arkiv og Fiskeristyrelsens landingsstatistik.
Her kan du finde de officielle fangster for de seneste 10 år
Læs mere om ålens biologi
Af Michael Ingemann Pedersen og Søren Berg, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer