Det erhvervsmæssige fiskeri efter ål i vore ferske vande er i dag meget begrænset i forhold til tidligere. Igennem de seneste 40-50 år er erhvervsfiskeriet i mange søer ophørt, bl.a. fordi indtægten fra fangst af ål, der rent økonomisk var omdrejningspunktet for fiskeriet, er faldet meget. Derfor er tilbagegangen i fangster både en effekt af faldende bestandsstørrelse og reduceret fiskeri.
Siden 2003 har den årlige fangst i ferskvand svinget mellem 27,5 tons (2003) og 4,3 tons (2022). I 2021 blev der dog landet 8,3 tons, hvilket var mere end i 2020 (4,8 tons). Overordnet er der en faldende tendens i peroden, en tendens, der er forstærket efter 2017. Landinger i 2021 og 2022 stammede fra ni lokaliteter, det laveste antal hidtil.
De to vigtigste søer har i en årrække været Arresø og Saltbæk Vig. Siden 2003 er mellem 26 % (2011) og 80 % (2003) af den samlede årlige fangst i ferskvand fanget i Arresø, mens der i Saltbæk Vig er fanget mellem 9 % (2005) og 38 % (2021 og 2022). Der har ikke været indberetning af fangst i Saltbæk Vig i perioden 2017-2020, men i 2021 blev der atter fisket i den inddæmmede vig. I 2021 blev der kun landet 1,1 tons (14 %) ål i Arresø, hvilket således er et nyt historisk lavpunkt for den sø. Det lave fangsttal i 2021 hænger formodentlig sammen med Naturstyrelsens beslutning om at ophøre med at udbyde erhvervsfiskeriet i Arresø med udgangen af 2021. Fangsttallet for 2022 er derfor nul, og det forventes, at der fremover ikke vil forekomme flere fangster fra denne sø. Saltbækvig (1673 kg) og Tissø (850 kg) var derfor de to søer, hvor der i 2022 blev fanget mest. I de syv øvrige blev der landet mellem 49 og 639 kg.
Den erhvervsmæssige landing af ål fra danske søer 2003 – 2022. Data fra Fiskeristyrelsens officielle landingsstatistik.
Landinger i saltvand dominerer
Det er kun en meget lille del af den samlede fangst af ål i Danmark, der stammer fra ferskvand. I perioden 2003 – 2022 blev mellem 93 % (2018) og 98 % (2007 og 2008) af den samlede årlige fangst i Danmark gjort i saltvand. I samme periode har der været en faldende tendens i den samlede årlige fangstmængde fra over 600 tons i 2003 til ca. 170 tons i dag (2022). Faldet i landinger skyldes bl.a., at man for at opfylde målsætningen i den nationale forvaltningsplan for ål, siden 2009 målrettet har arbejdet på at få fangsterne reduceret.
Genopretningsplan for ål i EU
Erhvervsfiskeriet efter ål i Danmark har generelt været faldende siden 1960’erne. Det afspejler, at bestanden af den europæiske ål mindst lige så længe har været i tilbagegang. Årsagen til tilbagegangen kender man ikke præcis, men der er formentlig tale om en kombineret effekt af flere negative påvirkninger. Mange muligheder er foreslået, herunder ødelæggelse af levesteder, spærring af vandringsruter, parasitter, fiskeri, ændringer i havstrømme, forringede fødemuligheder for larverne, nedsat frugtbarhed hos gydefiskene og forurening. Men resultatet er kendt: en historisk lav bestand af ål i Europa.
I 2007 vedtog EU derfor en genopretningsplan for den europæiske ål. Genopretningsplanen indebærer bl.a., at hvert enkelt medlemsland skal lave en forvaltningsplan for ål. Et af målene for forvaltningsplanen er, at 40 % af de blankål, der søger mod havet, frit skal kunne forlade vores ferske vande og begive sig på gydevandring. De 40 % skal beregnes i forhold til den oprindelige bestandsstørrelse, dvs. før tilbagegangen begyndte. Målet skal opfyldes for hvert enkelt land i EU.
Det har naturligvis betydet, at der med indførelse af den danske forvaltningsplan i 2009 blev lagt en række begrænsninger på fiskeriet efter ål, hvilket forventes at føre til yderligere fald i fangsterne i de kommende år. Således har erhvervsfiskere en personlig licens til at fange ål. Holder en erhvervsfisker op med at fiske, kan licensen ikke overdrages til andre fiskere, og nye licenser oprettes ikke. Derved udfases erhvervsfiskeriet efter ål, indtil bestanden er genoprettet og igen kan bære et fiskeri.
Dødelighed hos ål i ferskvand
Det er ikke kun fiskeri efter ål, der er årsag til, at ål dør i vore ferske vande. Foruden erhvervsmæssigt og rekreativt fiskeri går en del ål til ved vandkraftkraftværker og dambrug, ligesom prædation fra rovfisk, pattedyr og fugle er en betydende faktor. Fiskeridødeligheden (erhverv og rekreativt samlet) udgør 61 % af den samlede dødelighed. Nedenstående figur er en opgørelse over, hvordan dødeligheden for ål, både gulål og blankål var fordelt i ferskvand i 2017.
Bedste estimat for dødelighed (i alt 43,7 tons) hos gule og blanke ål i ferskvand i 2017. Figur fra Danmarks statusrapport til EU om implementering af Forvaltningsplanen for Ål fra 2018. Tal i figuren angiver antal tons og procent for de fem vigtigste dødelighedsfaktorer.
Fiskeri efter ål i ferskvand historisk
Fiskeri efter ål har langt tilbage været det økonomiske omdrejningspunkt for erhvervsfiskeriet i vores søer. Op til omkring 1970 lå den gennemsnitlige årlige fangst i ferskvand på omkring 200 tons om året, altså omtrent det samme som det samlede danske ålefiskeri (ferskvand og saltvand) i dag. Hovedparten blev fanget i søer, mens en mindre del blev fanget i vandløb, bl.a. i ålekister. Den tilbagegang, der er sket i fangsterne fra 1970’erne og frem, har derfor medført, at erhvervsfiskeriet på mange søer med tiden blev urentabelt og ophørte. Nedgangen i fangsterne er derfor dels udtryk for en faldende bestand af ål, men er, som nævnt tidligere, også en følge af, at der fiskes efter ål i færre søer end tidligere. Det har forstærket nedgangen i fangsterne.
Den erhvervsmæssige fangst af ål i ferskvand i Danmark 1903 – 2020, vist som 10 års gennemsnit. Data fra DTU Aquas arkiv og Fiskeristyrelsens landingsstatistik.
Her kan du finde de officielle fangster for de seneste 10 år
Læs mere om ålens biologi
Af Michael Ingemann Pedersen og Søren Berg, DTU Aqua, Institut for Akvatiske Ressourcer