Fritidsfiskere i Limfjorden kan få 100 kroner pr. skrubbehoved, hvis hovedet kan bruges i DTU Aquas undersøgelse af effekten af udsætningen af skrubber.
Fiskeplejen har siden 1993 udsat opdrættede skrubber i Limfjorden for at ophjælpe bestanden, men efter mere end 30 år er viden om effekten af udsætningerne fortsat begrænset.
Derfor mærker Fiskeplejen og DTU Aqua nu alle opdrættede skrubber, inden de udsættes i Limfjorden. Det skal sikre, at opdrættede og vilde fisk kan adskilles fra hinanden, så DTU Aqua kan undersøge, om udsætningerne bidrager til det rekreative fiskeri i området.
Er du fritidsfisker og fisker skrubber i Limfjorden?
Aktuelt er skrubberne mærket med farvestoffet ALC (Alizarin complexone), som sætter sig i fiskens øresten. Ørestenene er små kalkstrukturer inde i fiskens hoved. Farvestoffet påvirker ikke fisken og kan ikke ses med det blotte øje.
De fleste af skrubberne, der blev mærkede med ALC i sommeren 2023, er sandsynligvis større end 25 cm og er således ved at have nået en fin fangststørrelse. Derfor opfordrer Fiskeplejen og DTU Aqua alle fritidsfiskere, der fisker skrubber i Limfjorden, til at opbevare fiskenes hoveder i fryseren, indtil DTU Aqua kan afhente dem på et senere tidspunkt. Tilbage i DTU Aquas laboratorie vil det kunne afsløres under et mikroskop, om fisken stammer fra Fiskeplejens udsætninger.
Sådan skal du gøre
Hvis du fanger og hjemtager skrubber fra Limfjorden og vil bidrage til undersøgelsen, beder DTU Aqua dig om at gøre følgende:
- Læg skrubbehovedet i en pose – kun ét hoved pr. pose.
- Skriv fangstdato, fangststed, totallængde (cm) og kontaktoplysninger på en mærkat eller lignende, og læg den i posen.
- Læg skrubbehovedet i fryseren.
- Når sæsonen er slut, kontakter du lokale DAFF- og DFF-fiskere, der gerne hjælper med at indsamle hovederne og opbevare dem i en fællesfryser, indtil de kan blive afhentet af DTU Aqua. Se kontaktoplysninger længere nede på siden.
- Hver gang DTU Aquas undersøgelser viser, at skrubben er mærket med ALC, og de førnævnte informationer medfølger, udløser det en dusør på 100 kr.
DTU Aqua har lavet en lille plakat, som viser, hvor stor en del af skrubben der er brug for til undersøgelsen, og hvordan du f.eks. kan notere oplysningerne om skrubben.
Download plakaten
Kontakt lokale DAFF- og DFF-fiskere
Lokale DAFF- og DFF-fiskere fra Venø- og Nibe-området vil gerne bistå med at samle skrubbehovederne og opbevare dem i en fællesfryser, indtil de afhentes af DTU Aqua på et senere tidspunkt.
- Venø-området: Arne Rusbjerg (tlf. 25 35 62 98)
- Nibe-området: Frederik Svendsen (tlf. 23 30 14 39) og Erich Borup (tlf. 23 71 18 51).
Indsamlingen af skrubbehoveder forventes at løbe fra sommeren 2025 til udgangen af 2027.
Af Mette K. Schiønning, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressoucer, marinfiskepleje@aqua.dtu.dk
Læs mere om