Konstruktioner af sten som kystbeskyttelse

De mest anvendte metoder til at beskytte mod erosion i Danmark er passive kystbeskyttelsesmetoder, som typisk er

• høfder (sten udlagt vinkelret på kysten)
• bølgebrydere (sten udlagt parallelt med kysten)
• skråningsbeskyttelse.

Fælles for disse metoder er, at de oftest forsinker eller omfordeler erosionen, men de kan ikke permanent forhindre, at kystlinjen rykker ind i landet over tid.

Alle metoderne påvirker kystnaturen, fordi de ændrer de dynamiske forhold langs kysten. Især skråningsbeskyttelse har en negativ påvirkning, fordi den forhindrer tilførsel af sedimenter fra kystskrænterne, samtidigt med at stranden ofte forsvinder gradvist. Herved bliver kystlinjen (havbunden) stejlere, og sandet på havbunden bliver grovere. Det kan påvirke dyrelivet og ændre de naturlige fødekæder. Udlægning af sten som høfder, bølgebrydere m.m. kan også forøge bølge-erosionen længere nedstrøms på kysten (se figur 1).

Figur 1. Illustration af typisk transport af sand langs kyster, hvor man har anlagt høfder. Illustrationen viser to høfder langs en kyst set oppefra. Høfder er aflange strukturer, oftest af sten, der er anlagt vinkelret på kysten. Høfder placeres i områder, hvor bølgerne typisk rammer kysten med en skrå vinkel. Her transporterer bølgerne sand op på kysten (grønne pile). Når bølgerne trækker sig tilbage fra kysten, fjernes sand vinkelret fra kysten (røde pile). Når bølgerne i stedet rammer en høfde, bliver sandet fanget, fordi det ikke kan passere. Samtidig hæmmes bølge-energien. Det betyder, at de svækkede bølger trækker mindre sand tilbage ud i havet. Fordi sand tilbageholdes af høfderne, mindskes transporten af sand ofte til de nedstrøms områder. Derfor kan det være nødvendigt at strandfodre nedstrøms for høfder eller bølgebrydere. Den stiplede linje viser kystens oprindelige placering og bredde. Strømmen løber fra venstre imod højre side af figuren.

Høfder

Høfder er aflange strukturer, oftest af sten, der er placeret vinkelret på kysten (se figur 2). Man kan sige, at høfderne fanger sand, som ellers bliver transporteret længere ned langs kysten af bølger og havstrøm. Sandet aflejres ved høfderne, og på den måde øges strandens bredde på den opstrøms side, mens strandens bredde ofte reduceres på den nedstrøms side.

Høfder betyder ofte, at der aflejres en mindre mængde sand end ellers længere nedstrøms langs kysten. Over tid kan det derfor blive nødvendigt at strandfodre længere nedstrøms. I det lange løb kan en høfdestrækning også erodere, så der opstår behov for strandfodring som vedligeholdelse. Man konstruerer ikke nye høfder længere, men vedligeholder mange eksisterende høfder.

Figur 2. Satellitbillede af høfder langs en dansk kyst. Sand aflejres ved høfderne, så erosionen mindskes. Bemærk, at opstrøms side er til venstre, og nedstrøms side er til højre. Der aflejres især sand på opstrøms side af en høfde. Foto: Google Earth.

Bølgebrydere

Bølgebrydere er aflange konstruktioner, oftest af sten, som placeres parallelt med en kyststrækning (se figur 3). Som navnet antyder, er bølgebrydere med til at bryde bølgerne på vej ind mod en kyst og således mindske bølge-energien. Samtidig forhindrer bølgebrydere en del sand i at blive transporteret væk fra kysten. Man kan sige, at en bølgebryder fanger sand, som aflejres bag bølgebryderen. Herved dannes en slags tombolo (se pile), der består af sand, og som forbinder bølgebryderen med den nærliggende strand.

Bølgebrydere mindsker ofte sandtransporten nedstrøms langs kysten. Længere nedstrøms kan der derfor forsvinde sand i det lange løb. Det betyder, at det kan være nødvendigt at strandfodre nedstrøms for bølgebrydere. Hvis en bølgebryder ikke bremser den lokale erosion tilstrækkeligt, så kan der opstå behov for at strandfodre på strækningen for at stabilisere området.

Figur 3. Satellitbillede af otte bølgebrydere langs en dansk kyststrækning. Bølgebrydere betyder oftest, at sand ophobes ind mod selve kysten. Det kaldes en tombolo, når aflejret sand forbinder en bølgebryder med selve sandstranden længere inde (se pile). Det hele kan ligne en guirlande langs kyststrækningen. Foto: Google Earth.

Skråningsbeskyttelse

Ved skråningsbeskyttelse etableres en konstruktion op ad en klit eller en kystskrænt, der er udsat for erosion. Den laveste del af konstruktionen graves ned i sandet, hvilket stabiliserer konstruktionen (se figur 4). Skråningsbeskyttelse hæmmer bølge-energien ind mod den udsatte kyst, hvilket begrænser erosionen og ødelæggelsen af kystskrænten.

Sandet ved foden af skråningsbeskyttelsen er desværre ofte stadig udsat for erosion. Samtidig forhindrer skråningsbeskyttelsen også kystskrænten i at frigive nyt materiale til kysten. Derfor ser man ofte, at sandet ved foden af skråningsbeskyttelse forsvinder, og at kysten (havbunden) bliver stejlere. I sidste ende kan bølgerne få adgang til stenene i bunden af skråningsbeskyttelsen, som vil være i fare for at destabilisere og falde sammen. Derfor er det ofte nødvendigt at strandfodre foran en skråningsbeskyttelse for at vedligeholde den.

Figur 4. Skråningsbeskyttelse kan bremse den lokale erosion. Skråningsbeskyttelsen bremser bølgernes erosion af skråningen, men over tid fjerner bølgerne ofte sand fra foden af skråningsbeskyttelsen. I det lange løb forsvinder sandet, og det kan destabilisere skråningsbeskyttelsen. Til sidst kan skråningsbeskyttelsen falde sammen og ophøre med at beskytte selve skråningen. Grafik: Marie Hartlev Frausing.

Læs mere

• Kystbeskyttelse – hvorfor og hvordan?
• Strandfodring som kystbeskyttelse
• Kan stenrev fungere som kystbeskyttelse?
  
  

Af Marie H. Frausing¹, Erik Damgaard Christensen¹, Martin Lindegren¹, Bo M. Kruse², Lars Kaalund³, Tim Wilms¹, Lucia Margheritini¹ og Jon C. Svendsen¹.

^{1 - DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer
2 - Havnatur
3 - Kommunernes Landsforening}