Clupea harengus
Udseende
Den atlantiske sild (Clupea harengus) er en sølvfarvet stimefisk, som er almindelig i havet omkring Danmark.
I danske farvande bliver silden sjældent mere end 35 cm. Den er kendetegnet ved, at skællene er store og nemt falder af ved berøring.
De unge sild kan være svære at skelne fra sardiner og brislinger, men sild har ikke en skarpt savtakket bug ligesom brislinger. Sardiner har en række sorte prikker langs siden, som ses tydeligst, hvis skællene fjernes.
Der findes andre sildefisk, såsom stavsild, som også kan være vanskelige at adskille fra den almindelige atlantiske sild. Stavsild bliver dog betydeligt større og har en eller flere sorte pletter fra bag gællelåget og langs siden. Pletterne hos stavsild kan dog være svære at se, når fisken er fanget.
Udbredelse
Sild er en af de mest talrige fiskearter på jordkloden og er kendt for at foretage lange vandringer mellem de områder, hvor de gyder, og de områder, hvor de søger føde. Man kan træffe sild langs de danske kyster hele året rundt, men det er ofte i forbindelse med gydetiden forår og efterår, at sildene kommer i store stimer til bælter og fjorde.
Specielt i Øresund kan man finde mange sild om efteråret, hvoraf de største og fedeste indeholder op til 25 pct. fedt. Langs den jyske vestkyst er det hovedsageligt om foråret, at sildene er tæt på kysten. Her ophobes de bl.a. ved sluserne til Ringkøbing Fjord og Nissum Fjord, mens de venter på passage for at komme ind og gyde i fjordens lave vand.
Klimaforandringer ser dog ud til at forrykke sildens udbredelse, f.eks. ved stigende vandtemperaturer i gydeområderne. Det vil kunne presse bestandene længere mod nord. Det forudsiges også, at en isfri Nordøstpassage kan føre til stigende udveksling af sild mellem Atlanten og Stillehavet.
Levesteder
Sild lever pelagisk, dvs. i de frie vandmasser – i modsætning til fisk, der lever på havbunden.
Sild optræder i stimer på op til mange tusinde fisk. De fleste stimer består af sild fra flere forskellige bestande. Unge sild kan også stime sammen med brislinger og sperlinger.
Sild. Foto: Johannes Christensen.
Arter
Siden historisk tid har man skelnet mellem ’vårsild’ og ’høstsild’ efter den årstid, hvor silden vandrer til sine gydesteder i farvandene omkring Danmark.
Både ’vårsild’ og ’høstsild’ findes og gyder lokalt i hele Nordatlanten, men der er generelt flest efterårs- og vintergydende bestande i Nordatlanten. Disse bestande omfatter ’Nordsøsilden’, der gyder i den vestlige Nordsø og en række lokale bestande fra farvandene omkring De Britiske Øer, Irland, Norge og Færøerne.
De forårsgydende sildebestande er mere dominerende langs de norske, svenske og danske kyster samt i Østersøen.
I Danmark forekommer de efterårsgydende sild også, både som lokale gydefisk i danske fjorde og når de vandrer gennem bælterne fra Nordsøen-Skagerrak mod gydepladser i den vestlige Østersø og omkring Bornholm. Analyser af historiske prøver af sild tyder på, at det store sildefiskeri i Øresund i middelalderen i udpræget grad foregik på høstsild, der dengang var den hyppigste type i Østersø-området.
Kortlægning af sildens DNA har vist, at den nordatlantiske sild er inddelt i en række genetisk meget forskellige lokale bestande. De lokale gydebestande udviser genetiske forskelle, der er tilpasset det lokale miljø. Ud fra genetikken har DTU Aqua blandt andet vist, at der findes ’danske’ sild med unikke gen-profiler, der adskiller dem fra nabo-sildebestande fra Sverige, Norge og Tyskland. De genetiske forskelle opretholdes på trods af, at de forskellige sildebestande blander sig, når de søger efter føde i de samme områder i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat. Men sildene har – ligesom laksefisk – et ’hjem-instinkt’ og vandrer derfor tilbage til de samme gydepladser, som de selv kom fra, når de skal formere sig.
Læs mere om silds genetik på videnskab.dk
Føde
Sild spiser hovedsageligt vandlopper og lyskrebs om sommeren. De voksne sild fra danske farvande søger primært føde i Skagerrak og den østlige Nordsø, mens de voksne Nordsøsild primært spiser i den nordvestlige Nordsø.
Sildene tager mindre føde til sig om vinteren, og når de vandrer fra de steder, de søger føde, til de steder, hvor de gyder.
Livscyklus
De sild, der gyder om foråret i danske farvande (vårsild) og mod øst ind i Østersøen, gyder primært i lavvandede områder, såsom i ålegræsenge og på tang i fjorde og bugter. Et særlig stort gydeområde findes ved den nordtyske ø Rügen.
Æggene klæber til ålegræs og tang og klækker efter nogle uger (op til en måned, alt efter vandtemperaturen). Efter klækning driver de små fiskelarver rundt i vandet, inden de gennemgår en forvandling (metamorfose) og bliver til unge (juvenile) fisk. De unge fisk bliver spredt med havstrømmene og bevæger sig sidenhen mod spisekamrene i Skagerrak og Nordsøen.
De efterårsgydende sild (høstsild) gyder typisk på sten og grus på dybere vand. Hos Nordsøsilden driver larverne østpå, hvor de unge fisk vokser op langs den jyske vestkyst og i Skagerrak og Kattegat, indtil de bliver kønsmodne og vandrer tilbage til gydepladser langs den britiske østkyst.
Silden kønsmodner i en alder af 2-3 år, når den er ca. 25 cm.
Gydetidspunktet bestemmes af genetik
Ved at studere DNA hos de forskellige sildebestande har man fundet store gen-forskelle mellem sild med forskellig livscyklus. For bestande, der gyder på dybere vand om efteråret (f.eks. Nordsøsilden og en række Østersø-bestande), er der således tæt sammenfald mellem bestemte gen-varianter og gydetidspunkt. Det betyder, at disse bestande i udpræget grad er ’låst’ af deres genetik til at gyde om efteråret.
Bestande, der gyder på lavere vand om foråret (f.eks. mange af de danske bestande) har også typisk gen-varianter, der er koblet til gydning om foråret. En sild fra en forårsgydende bestand vil altså også selv med stor sandsynlighed gyde om foråret.
Man ser, at de forårsgydende sild tilsyneladende nogle gange skifter gydetid, så de også gyder om efteråret. Det vides endnu ikke, hvad der nogle gange udløser den ’forkerte’ gydetid hos disse sild, eller hvor udbredt det er. Man kan ved hjælp af genetiske analyser se, at der ikke er ret meget krydsning mellem ’ægte’ efterårsgydende sild og ’skiftede’ forårsgydende sild. Det er muligt, at det, at de to typer typisk gyder forskellige steder (hhv. på dybt og lavt vand), er med til at forhindre, at de blandes genetisk.
|
Fjender
Silden spises af en lang række fisk, fugle og havpattedyr, især mens den er ung.
DTU Aqua har tidligere undersøgt silds betydning for torskebestanden i Østersøen. Her så man i det tidlige efterår, hvordan de lidt større torsk mæskede sig i sild i Øresund, som var på vej mod gydeområderne i Østersøen fra spisekamrene i nord.
Ved sluserne ved de danske fjorde venter sælerne på silden, som skal ind for at gyde.
Fiskeri og status for bestandene
Sild fiskes både af sportsfiskere, fritidsfiskere og erhvervsfiskere.
De kommercielle fangster af sild til spisefisk foregår primært i den vestlige Nordsø. Typisk kommer kun en mindre del af fangsterne fra Skagerrak og de indre danske farvande.
Siden 1990’erne er der generelt blevet færre sild i den vestlige Østersø. I 2022 vurderede Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), at den del af bestanden, som var klar til at gyde, kun var på 50.000 tons, og ICES har i en årrække anbefalet at undlade fiskeri på sild i den vestlige Østersø for at genopbygge bestandene. Der foregår dog et vist fiskeri på disse sild, fordi de fanges i Nordsøen i blandinger med bl.a. Nordsøsilden.
Nordsøsilden kollapsede som bestand i slutningen af 1960’erne, men kom sig igen i starten af 1980’erne. De sidste 20 år har tilgangen af unge sild til Nordsøbestandene været relativt dårlig, og det har svinget meget, hvor mange sild der gydede. Bestanden af Nordsøsild blev i 2022 vurderet til at være ca. 1.500.000 tons, hvoraf der bliver fanget 3-600.000 tons om året.
Mågerne følger sildefiskeriet. Foto: Johannes Christensen.
Af Mikael van Deurs og Dorte Bekkevold, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.