Kommuner og frivillige udlægger grusstryg til gavn for fisk og smådyr. Her har laks i Storå-systemet gydt i det udlagte gydegrus.

Opgangen af laks i Storå i 2022

tirsdag 24 jan 23
|
I Storå-systemet er opgangen i 2022 estimeret til 5.119 laks.

Andelen af smålaks i bestanden var forholdsvis lav i 2022. Der blev også fundet en andel af ”strejfere”, som stammer fra udsætninger i andre vandløb end Storå, idet støtteudsætningerne af laks i Storå ophørte i 2017. Af de laks, der i 2022 vandrede ind for at gyde i Storå-systemet, stammede 17 % fra udsætninger i andre vandløb.

Denne undersøgelse viser, at laksebestanden i Storå er blandt Danmarks største. Bestanden betragtes som selvreproducerende, idet der fortsat ikke er behov for bestandsophjælpende udsætninger af laks.

I Storå blev der elfisket i perioden 25-27/10, 2022 i hovedløbet og her blev i alt 227 laks fanget og PIT-mærket. Den 22-24/11, 2022 blev der igen elfisket og i alt 319 laks blev fanget, heraf var 14 genfangster. Der blev således i alt fanget 546 laks mellem 48 og 115 cm. Gennemsnitslængden på de laks, der blev fanget ved undersøgelsen, var på 79 cm.

De få genfangster betyder, at estimatet er forholdsvis usikkert.

På baggrund af tallene fra undersøgelsen i 2022 har DTU Aqua estimeret gydebestanden af laks i Storå Å-systemet til 4.864 laks. Dertil skal lægges de 255 hjemtagne laks fra fiskesæsonen 2022, hvormed den estimerede totalopgang i Storå-systemet er på 5.119 laks.

Opgangen i 2022 havde ca. 30 % grilse (under 75 cm) , mens det ved seneste undersøgelse i 2018 var halvdelen af de registrerede laks, som var under 75 cm. Grilse er laks, der kun har opholdt sig én vinter i havet. Andelen af hanner var i 2022 på 44 % og på hunner 56 %.

Laks Gydebestand Hjemtaget Opgang Vilde laks

2022

4.864 (2.484-7.244)

255

5.119 (2.739-7.499)

83 %

2018

3.790 (2.680-4.900)

311

4.101 (2.991-5.211)

60 %

2015

5.687 (3.607-7.766)

161

5.848 (3.768-7.927)

57 %

2013

1.138 (727-1.549)

112

1.250 (839-1.661)

- %

2010

1.293 (929-1.657)

97

1.390 (1.029-1.754)

- %

Info: Tallene i parenteser viser et 95 % konfidensinterval.

Læs mere om laksebestanden i Storå

Storå er det eneste vandsystem ud af otte vest- og sønderjyske laksevandløb, hvor der ikke sker bestandsophjælpning ved opdræt og udsætning af laks. Udsætningerne ophørte i 2017, og derfor er opgangen i 2022 baseret på naturlig reproduktion. Dertil er der en vis strejfning fra andre vandløb.

Sandfang i tilløb til Storå er med til at beskytter gydeområder mod tilsanding
Sandfang i tilløb til Storå er med til at beskytte gydeområderne mod den unaturligt høje tilsanding og sikre en højere gydesucces.

En række presfaktorer påvirker bestandene negativt i Storå-systemet.

Der er også andre presfaktorer, som har en dokumenteret dødelighed på laksesmolt fra Storå-systemet. Undersøgelser har dokumenteret, at skarv æder en del af laksesmoltene og ungfiskene, og at denne faktor er en årsag til høj dødelighed hos unglaks.

Hvis den vilde laksebestand i Storå skal kunne klare sig på længere sigt, er bestanden derfor helt afhængig af en tilstrækkelig stor naturlig reproduktion. Laksens adgang til gyde- og opvækstområder i hele vandsystemet er afgørende vigtig.

Mere information om laks i danske vandløb

Af Niels Jepsen og Finn Sivebæk DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.


https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=3e57c7d6-c6fe-402d-9778-d409dc9a5eb2&utm_source=newsletter&utm_media=mail&utm_campaign=
25 APRIL 2024