Udsætning af laks i Skjern Å - de udsatte laks er afkom fra laks som er udvalgt udfra deres livsstrategi

Er det genetik der bestemmer, hvor længe laks opholder sig i havet?

onsdag 16 nov 16
|

Danmarks Center for Vildlaks og DTU Aqua samarbejder om at undersøge, om det er laksenes gener, der bestemmer, hvor længe de opholder sig i havet, før de vender tilbage til vandløbene.

På verdensplan ser man en nedgang i andelen af storlaks i vandløbene, dvs. laks som har været i havet i 2-4 år. Det giver anledning til bekymring, fordi storlaks er eftertragtede hos sportsfiskere, og fordi de ofte har større ynglesucces og derfor er med til at stabilisere bestandene. Storlaksen har altid været en naturlig del af laksebestandene og de repræsenterer en livsstrategi, som også skal indgå i de fremtidige bestande.

Nye genetiske analyser af laks fra Norge og Finland har vist, at der er en række gener, der har stor betydning for, hvor mange år laks tilbringer i havet, før de kønsmodner og sætter kurs mod vandløbene. Miljøet spiller også en stor rolle, men i hvor høj grad det er genetikken eller miljøet, der styrer antallet af hav-år hos de danske laks i de vestjyske åer, er ikke kendt.

For de vestjyske laks har man ikke på samme måde, som i udlandet, set en nedgang i andelen af storlaks, men det er relevant at vide, om man med de laksestammer, som anvendes til udsætning, påvirker antallet af hav-år og dermed antallet af storlaks på længere sigt.

For at undersøge danske laksebestande har Danmarks Center for Vildlaks (DCV) og DTU Aqua indgået et samarbejde. I december 2015 blev der indfanget laks fra Skjern Å, og æg og sæd blev blandet således, at afkommet repræsenterer 130 unikke familier med forældre med forskellige antal hav-år. Ynglen blev opdrættet i klækkeriet i Skjern, og en stor andel er nu sat ud som ½-års laks i Skjern Å- systemet. Den sidste del bliver udsat i 2017. DTU Aqua og DCV vil følge disse lakse-familiers adfærd og forekomst i de kommende år.

Undersøgelserne foregår ved at sammenligne vækstmønstre hos lakseyngel mellem familier, hvis forældre har forskelligt antal hav-år. Når fiskene i 2018 og frem begynder at vende tilbage fra havet for at gyde, vil vi registrere antallet af hav-år og beregne den relative overlevelse hos familierne. Disse informationer bliver sammenholdt med analyser af de gener, som man ved, har betydning for antallet af hav-år for de enkelte fisk. Sideløbende vil DTU Aqua analysere, hvordan de genetiske profiler ser ud for de samme gener for laks fanget i Skjern Å fra 1913 til nu.

Undersøgelserne vil bidrage med information, om de anvendte udsætningsstrategier påvirker antallet af hav-år hos vestjyske laks, og om vestjyske laks generelt er arveligt kodet til at tilbringe mange år i havet, inden de vandrer op i vandløbene for at gyde.

Læs mere om projektet.

Af Dorte Bekkevold, Einar Eg Nielsen og Finn Sivebæk, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/nyhed?id=%7B04CFACEA-D1ED-45DA-A424-5FCC0432EF0D%7D
16 APRIL 2024