Royal Greenland skalrejer

Fra diplomingeniøruddannelse til ph.d.-studie

onsdag 20 maj 20

Kontakt

Hanne Aarslev Jensen
Erhvervs Ph.D.-studerende
DTU Fødevareinstituttet

Kontakt

Timothy John Hobley
Lektor
DTU Fødevareinstituttet
45 25 27 06

Kontakt

Lisbeth Truelstrup Hansen
Forskningsgruppeleder, professor
DTU Fødevareinstituttet
35 88 62 78

Kontakt

For spørgsmål om diplomingeniøruddannelsen:
Timothy John Hobley 

For spørgsmål om ph.d.-studiet:
Hanne Aarslev Jensen
eller Lisbeth Truelstrup Hansen

DTU Fødevareinstituttet har indskrevet den første ph.d.-studerende, som kommer med en diplomingeniøruddannelse i rygsækken. Målet for erhvervs-ph.d.-studiet er at optimere kvaliteten af Royal Greenlands søkogte skalrejer.

Da Hanne Aarslev Jensen første gang trådte ind på DTU som diplomingeniørstuderende, havde hun på ingen måde en ambition om at gennemføre en forskeruddannelse. Målet var at få hands-on færdigheder til at gøre en forskel i en fødevarevirksomhed, hvor hun kunne være med til at løse nogle praktiske udfordringer, så derfor startede hun på en diplomuddannelse.

Ikke desto mindre er den 27-årige netop startet i en erhvervs-ph.d.-stilling, hvor hun skal hjælpe Royal Greenland med at optimere kvaliteten af virksomhedens søkogte frosne skalrejer. For hun blev bidt af det med at studere og besluttede at lægge en kandidatgrad til sin diplomingeniørtitel – en mulighed der findes for diplomingeniører.

Kort tid efter Hanne Aarslev Jensen kunne kalde sig kandidat, er hun så blevet optaget som DTU Fødevareinstituttet første ph.d.-studerende, der har en diplomingeniøruddannelse med i rygsækken.

Hun mener, at et erhvervs-ph.d.-studie i høj grad giver mulighed for at udleve den oprindelige drøm om at gøre en forskel. Hun skal nu hjælpe Royal Greenland med at finde måder til at spænde ben for de kvalitetsforringelser, der kan forekomme i de søkogte skalrejer i form af farve- og smagsændringer.

En anderledes start på grund af corona

Ved jobstarten i april 2020 skulle Hanne Aarslev Jensen efter planen været gået direkte i laboratoriet. Men Danmarks nedlukning som følge af Coronasituationen har i mange uger lukket de fleste af DTU’s laboratorier. Hun har derfor i stedet taget hul på sit ph.d.-studie ved at gennemgå al den litteratur om rejer, som hun kan få fingre i – bl.a. om hvordan fangst, forarbejdning, mikroorganismer og opbevaringsforhold påvirker rejernes kvalitet.

Hanne Aarslev Jensen kalder ændringen i planerne for held i uheld, da arbejdet med et review giver et godt udgangspunkt for at gå i gang med forskningen i laboratoriet og i felten, når det bliver muligt. Feltarbejdet inkluderer bl.a. ture til Royal Greenlands fabrik i Tyskland og til rejetrawlerne i Grønland.

Bro mellem virksomheder og universitetsverdenen

Royal Greenland har tidligere i en lang årrække haft forsknings- og udviklingsprojekter sammen med DTU Fødevareinstituttet inklusiv flere ph.d-projekter. Det er en fordel med erhvervs-ph.d.-projekter, at den studerende danner bro mellem virksomhedens behov og universitets laboratorier og videnskabelig ekspertise til at løse komplekse problemstillinger som eksempelvis at optimere kvaliteten af søkogte skalrejer.

Mange muligheder for diplomingeniører

Studerende på diplomingeniøruddannelsen i fødevaresikkerhed og –kvalitet bliver udstyret med brede, tværfaglige kompetencer indenfor produktion, mikrobiologi og kemi. De bliver også uddannet i, hvordan kvaliteten og sikkerheden af vores fødevarer sikres og undersøges i produktionskæden.

De fleste færdiguddannede fødevarediplomingeniører får job som f.eks. analytiske medarbejdere i fødevareindustrien, kontrolmedarbejdere i den farmakologiske industri eller hos Fødevarestyrelsens regionslaboratorier. Uddannelsen er adgangsgivende til kandidatuddannelser på DTU og KU og kan – som Hanne Aarslev Jensen har vist – også være første trin på vejen til et ph.d.-studie.

Læs mere

En erhvervs-ph.d er tilknyttet en virksomhed, som vedkommende hjælper med at løse et specifikt problem. Læs mere om ordningen på DTU’s website: Erhvervs-ph.d.

Se også DTU’s website for information om Diplomingeniøruddannelsen i Fødevaresikkerhed og –kvalitet.

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/Nyhed?id=%7B8725213C-F5B4-4E8D-B1C9-34AB2EAD9FE4%7D
14 JULI 2020