Salmon in River Minho - River Minho

Dansk forskning giver ny viden om Europas sydligste laksebestand

torsdag 20 aug 20
|

Den sydligste bestand af atlantisk laks i Europa er kritisk truet. Ny dansk forskning viser, at der er et stort tab af laksesmolt på den Iberiske Halvø, når de vandrer mod havet.

Den atlantiske laks i Europa har sin sydligste udbredelse i floden Minho, som udgør en del af grænsen mellem Portugal og Spanien.

Laksen i Minho-floden er kritisk truet, men man ved ikke ret meget om dens adfærd og overlevelse, når den vandrer fra floden ud i havet. Det er afgørende for bestanden, at så mange unge fisk som muligt når havet og overlever, til de bliver voksne, så de kan vende tilbage og gyde i floden.

En god bestand af atlantisk laks i Minho-floden kan vise sig at være meget vigtig i det store billede, fordi laksen her sandsynligvis er særligt tilpasset høje vandtemperaturer. Denne tilpasning kan gå hen og blive afgørende for bestandens overlevelse i fremtidens varmere klima.

Vandringen er en sårbar periode

Den atlantiske laks kommer til verden i floder og åer, men udvandrer typisk efter 1-3 år (smolt) til havet for at æde og vokse, hvilket er en afgørende del af dens livscyklus. 


Netop den periode, hvor laksen vandrer fra floden mod havet er særligt udfordrende, fordi den skal igennem nye områder, bl.a. med uvante rovdyr, og den skal omstille sig fysiologisk til livet i det salte havvand.

For at finde ud af hvordan laksen fra Minho-floden klarer vandringen har ph.d.-studerende Hugo Flávio og andre forskere fra DTU Aqua lavet en undersøgelse, hvor laksesmolt fra floden er blevet mærket med små sendere, der giver forskerne information om fiskenes vandring. Undersøgelsen er foretaget i samarbejde med udenlandske kollegaer i det internationale SMOLTRACK-projekt samt lokale myndigheder.

Radio tracking of tagged smolts in River Minho

Radio tracking of tagged smolts in River Minho.

Under halvdelen af laksene når havet

Undersøgelsen viste, at over 50 % af de vandrende smolt døde, inden de nåede havet. De mindste smolt havde den dårligste overlevelse.

Forskellige grupper af rovdyr (fugle, pattedyr og større fisk) ser ud til at være ansvarlige for en del af smoltdøden. Det stigende antal skarv og mink i området presser sandsynligvis laksebestanden yderligere og gør det vanskeligt for den at komme tilbage på et bæredygtigt niveau.

I undersøgelsen kunne dødsårsagerne dog ikke fastslås i alle tilfælde, så der formodes også at være andre årsager end rovdyr.

Procentdel af unge laks (smolt), som i undersøgelsen ikke nåede hele vejen ned ad Minho-floden og ud til havet.

Procentdel af unge laks (smolt), som i undersøgelsen nåede hele vejen ned ad Minho-floden og ud til havet.

Behov for målrettede tiltag

Den lave overlevelse hos vandrende smolt viser, at der er behov for tiltag med det specifikke formål, at flere smolt skal nå havet. Det vil have en direkte indflydelse på antallet af voksne laks, som vender tilbage til Minho for at gyde, og erfaringer fra andre steder viser, at man med en aktiv indsats kan få målbare resultater allerede inden for 1-3 år.

En yderligere udfordring for laksen i Minho-floden er, at dens adgang til gydeområder er stærkt begrænset af en stor dæmning, som ligger 80 km oppe i den 310 km lange flod.

Portugal og Spanien arbejder allerede på at forbedre vilkårene for vandrende arter i Minho-floden, bl.a. gennem MigraMinho-projektet.

Map - The River Minho is located in the Iberian Peninsula and represents a natural border between Portugal and Spain

Floden Minho udgør grænsen mellem det nordlige Portugal og Spanien.

A tagged Atlantic salmon smolt (right) found swimming together with an Iberian nase (left; an endemic freshwater resident)

En atlantisk laks (til højre), som har fået påsat en lille sender, svømmer ved siden af ferskvandsfisken Iberisk Næse.

Læs mere om undersøgelsen

Læs den videnskabelige artikel om undersøgelsen

Læs mere om SMOLTRACK-projektet

Af Hugo Flávio, Pablo Caballero, Niels Jepsen og Kim Aarestrup

Om SMOLTRACK

Undersøgelsen er en del af SMOLTRACK-projektet (www.smoltrack.eu).

 

I projektet skaber og deler ledende europæiske forskere viden om og erfaringer med at genetablere bestanden af den atlantiske laks. Målet er at skabe et bedre forskningsmæssigt grundlag for den fremtidige forvaltning og bevaring af laksen på EU-niveau.

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/2020/08/laks-river-minho??id=cbf3d444-538e-469c-bda6-39cdff1313b3
19 APRIL 2024