Udsætning af gedde

I modsætning til tidligere bliver geddeyngel sjældent udsat for at ophjælpe bestande og dermed forbedre fiskeriet. Det er nemlig sjældent, at mangel på yngel er den begrænsende faktor for antallet af gedder i en sø. Udsætninger kan dog anvendes i nye søer uden gedder, hvor man hurtigt ønsker at opbygge en stærk bestand.

Husk at der altid skal søges tilladelse til udsætning. Læs mere her. 

Geddeudsætning og sørestaurering

Fra først i 1990'erne blev udsætning af geddeyngel brugt som redskab i forbindelse med biomanipulation, som er restaurering af søer ved en aktiv ændring af fiskebestandens sammensætning. Målet med udsætningerne var dels, at gedderne skulle æde de planktonædende fisks yngel, dels at rovfiskenes andel af den samlede fiskebestand blev øget. 

En analyse af en række gennemførte biomanipulationsprojekter viste, at der kun i få tilfælde var den forventede effekt af geddeudsætningerne. Derfor blev udsætningerne indstillet igen omkring 2005. Læs mere om geddeudsætninger her. 

Geddeudsætning i nydannede søer

Undersøgelserne ovenfor viste også, at geddeyngeludsætninger havde stor effekt i  søer, både eksisterende og nyskabte, hvis der ikke var gedder i forvejen. Det anbefales derfor i dag kun at udsætte gedder i søer, hvor der ikke findes gedder i forvejen, og hvor man ønsker at etablere en geddebestand. 

Af Christian Skov, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer


https://www.fiskepleje.dk/Soeer/arternes-fiskepleje/bedre-fiskeri-gedde/udsaetning
25 APRIL 2024