Holtum Å er et tilløb til Skjern Å og der er opgang af laks i dette tilløb

Færre laks i Skjern Å i sæsonen 2013

mandag 20 jan 14
|

DTU Aqua undersøgte i efteråret 2013 laksebestanden i Skjern Å. Undersøgelsen viste, at der trak 2.477 laks ind i Skjern Å for at gyde. Mængden af laks er dermed reduceret i forhold til undersøgelsen i 2011, hvor der blev beregnet en opgang på 4.176 laks.

Der er fra flere sider ydet en stor indsats for at genskabe en bestand af laks i Danmarks næststørste vandløb, Skjern Å. Indsatsen har været koncentreret omkring tre initiativer, nemlig at udsætte laks, forbedre gyde- og livsbetingelser i vandsystemet og forvalte fiskeriet bæredygtigt.  

Igennem mange år er der i Skjern Å udsat ½-års og 1-års laks, i alt ca. 150.000 stk. årligt. Parallelt med udsætningerne har kommunerne, Naturstyrelsen og lystfiskerforeningerne arbejdet på at skabe bedre levebetingelser for laks og andre fiskearter. Det har blandt andet omfattet at forbedre gyde- og passagemulighederne i udvalgte tilløb til Skjern Å. Formålet med denne indsats er, at laksebestanden på sigt skal kunne klare sig selv uden udsætninger.  

For at kunne følge udviklingen i den naturlige bestand er det en forudsætning, at man kan skelne mellem laks, der er udsat, og laks, der er naturlig produceret. Dette er baggrunden for, at man igennem en årrække har mærket alle de laks, der er udsat som ungfisk i Skjern Å.

Laks fanget i Skjern Å vandsystem
Laksebestanden i Skjern Å blev undersøgt i efteråret 2013.

Laks uden fedtfinne stammer fra udsætning

Mærkningen af laksene består i, at man bortklipper fedtfinnen, inden laksene bliver udsat i vandløbene. Når laksene vender tilbage til vandløbene, er det muligt at vurdere, om laksen stammer fra udsætning, idet de udsatte laks mangler fedtfinnen. Hos de opgangslaks, der blev fanget i forbindelse med DTU Aquas undersøgelse i Skjern Å i 2013, stammede 23 % fra udsætning af unglaks.

Mange smålaks iblandt de fangede laks

De laks, som opholder sig en hel vinter i havet, kaldes grilse. I Skjern Å har grilsene udgjort en stor andel af den samlede fangst hos lystfiskerne, og det samme er registreret i Storå, hvor bestanden også er undersøgt i 2013. Andelen af grilse i 2013 er den største andel, der er registreret i forhold til de foregående fem fiskesæsoner.

Resultaterne tyder på, at der har været et lavt udtræk af smolt i 2010 og 2011, men at antallet af grilse fundet i denne undersøgelse giver forventninger om bedre opgang i 2014.

Fra den 25/11 til den 16/12 blev der elfisket efter moderfisk i Skjern Ås hovedløb samt i tilløbene Holtum Å, Omme Å, Vorgod Å, Rind Å og Von Å. Her blev der i alt fanget 281 laks, og blandt dem var 57 % hanner. De fangede moderfisk havde en middelstørrelse på 74 cm - den mindste var 48 cm, og den største 122 cm. 

 
 

Laksebestand Skjern Å

 

År


Opgang

(antal)

Gydebestand

(antal) 

Usikkerhedsinterval

(antal)

2013

2.477

2.223

1.494 - 3.560

 2011

4.176

3.826

2.381 - 5.271

 2008

3.099

2.598

2.232 - 2.964

Gydebestanden er beregnet som den totale opgang af laks fratrukket det antal laks, som lystfiskerne hjemtog i sæsonen 2013. Der blev hjemtaget 254 laks fra Skjern Å i 2013.

Behov for flere gydeområder

For at bestanden af laks kan blive større er det en forudsætning, at gydefiskene får adgang til flere gyde- og opvækstområder i Skjern Å-vandsystem.

Nye regler for fiskeri efter laks i Skjern Å

Reglerne for lystfiskeri i de vestjyske vandsystemer er blevet evalueret i samarbejde med de fiskeriberettigede. På den baggrund er der i 2014 trådt nye regler i kraft for fiskeri i Skjern Å. Information om reglerne finder man i den bekendtgørelse, som er gældende fra og med 1. januar 2014. Læs mere om de nye regler for fiskeri i Skjern Å.

Undersøgelsen af laksebestanden i Skjern Å er udført i samarbejde med de lokale lystfiskerforeninger og Danmarks Center for Vildlaks.

Af Niels Jepsen, Anders Koed og Finn Sivebæk, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.

Tilmeld dig vores nyhedsmail HER, hvis du interesserer dig for fisk og ønsker at få mere viden om fiskene i Danmark.
https://www.fiskepleje.dk/Nyheder/Nyhed?id=59BD2F98-19AD-4416-961C-C651CE57F125
6 DECEMBER 2024