Ørred kræver gode skjulesteder for at kunne overleve.
Planer for fiskepleje er omfangsrige, idet der foreligger en plan for alle de vandløb, hvor vandkvaliteten og de fysiske forhold opfylder ørredens krav. Tidligere hed planen "Udsætningsplan" men fokus er nu på at skabe den fiskepleje som på sigt gør udsætninger unødvendig. Planer for fiskepleje er baseret på bestandsanalyser i de enkelte vandløb. Analyserne beskriver, hvor mange ørreder der er i forvejen. Herefter bliver der inddraget observationer om omfanget af levesteder og føde. Planer for fiskepleje har til hensigt at sikre, at udsætningerne sker i balance med vandløbets bærekapacitet.
Det oprindelige antal vandløbssystemer med ørredbestande har været 887, men omkring 1900-tallet var antallet faldet til 249, og nåede sit endelige lavpunkt i 1960 med kun 176 vandsystemer. Ørredbestandene i de øvrige 711 vandløbssystemer var i tidens løb forsvundet som følge af menneskelig aktivitet, og de resterende 176 var på det tidspunkt i en fysisk elendig forfatning.
Udsætningsplaner for ørred
Ved en opgørelse i 1998 blev der imidlertid fundet 253 vandsystemer med ørredbestande, dvs. der kunne observeres en bedring i vandløbshabitaterne.
I 2007 er der yderligere sket en stigning til i alt 324 vandsystemer så det går heldigvis stadig fremad, ligesom der bliver stadig flere vandsystemer hvor udsætninger er overflødige.
Den oprindelige årlige produktion af danske vilde havørreder har skønsmæssigt udgjort ca. 2,64 mio. stk. smolt, dvs. små (10-20 cm lange) havørreder, der er parate til at vandre fra vandløbene ud i havet om foråret. I 1997 blev den nuværende produktion af vilde havørreder beregnet til ca. 0,177 mio. stk., dvs. en reduktion på op til 93 %.
Baggrunden for udsætningerne har derfor hele tiden været ønsket om at opretholde et ørredfiskeri på trods af de ændringer i vandløbene (reguleringer og oprensninger, etablering af stemmeværker, forurening med spildevand og okker m.m.) som dels har umuliggjort ørredens naturlige reproduktion og dels forringet eller helt ødelagt dens naturlige levesteder.
Ørredudsætninger i vandløb
Omkring 1760 lærte man i Tyskland teknikken til kunstig befrugtning af ørredæg. Her i landet blev metoden anvendt første gang i 1858, og i tiden herefter blev der foretaget adskillige yngeludsætninger i en lang række vandløb.
Udsætningerne bar ofte præg af at være "udhældninger" under mottoet: "jo flere, desto bedre". Udsætningerne blev mange gange foretaget uden viden om yngelens krav til opvækstpladser, og hvorvidt der rent faktisk var et behov for udsætning. Dette blev ændret i første halvdel af 1900´tallet, hvor der kom mere systematik i udsætningerne. Et bærende princip var at man tog hensyn til vandløbets bærekapacitet.
Yngel
Fra 1930'erne blev de første biologisk korrekte ørredudsætningsplaner udarbejdet af fiskeribiolog C. V. Otterstrøm. Otterstrøm cyklede rundt i landskabet om sommeren, dvs. i en periode, hvor der er mindst vand i vandløbene. På den måde sorterede han de uegnede vandløb væk. Disse tidlige udsætningsplaner indeholder derfor beskrivelser af de vandløb, der er anvendelige til yngel, dvs. typisk bække og øvre dele af åer.
Antallet af udsat yngel, der kan udsættes, er vurderet i forhold til bærekapaciteten ud fra en såkaldt biotopsskala fra 0 til 5, der sammenfatter den enkelte habitats egnethed til udsætning. En kedelig vandløbsstrækning med sandbund uden skjulmuligheder for ørred vil få karakteren 0, mens en slynget strækning med frisk vand over grusbund, vandplanter og udhængende bredvegetation har karakteren 4-5.
Endelig indeholder Otterstrøms udsætningsplaner en lang række udsætningspositioner for at sikre den største mulige spredning af yngel for at nedsætte dødelighed efter udsætning.
Det store problem for disse yngelplaner var, at man dengang ikke var i stand til at beregne det faktiske behov for udsætning, dvs. forskellen mellem hvor mange ørred strækningen potentielt kunne have og det faktiske antal på strækningen.
Udsætning af yngel, 1/2- og 1-års ørred
Dette problem blev løst i 1948, hvor elektrofiskeriet blev taget i anvendelse her i landet af fiskeribiolog Knud Larsen. Man var nu i stand til at lave en egentlig antalsmæssig opgørelse af en vandløbsstræknings fiskebestand. Fiskene bliver optalt, målt og der bliver evt. taget skælprøver til opdeling af bestanden i årgange. På denne måde fik man så en viden om, hvilke tætheder af ørred, der er karakteristiske for naturlige danske ørredbestande i relation til habitatskvaliteten. Med dette erfaringsgrundlag kunne det faktiske udsætningsbehov beregnes.
Principperne for udsætningerne er stort set uændrede i dag, hvor der dog, foruden yngel, også udsættes 1/2- og 1-års ørred. Den eneste forskel er, at jo ældre (dvs. større) ørreden er, desto dybere vand skal den udsættes i, idet kravet til skjulemulighederne ændres i takt med stigende fiskestørrelse. Efterhånden som de udsatte ørreder vokser op, vil en del af dem, sammen med de evt. vilde ørred, udvandre til havet som smolt og senere svømme tilbage, "home", til udsætningsvandløbene som kønsmodne havørreder.
Store ørreder
Planer for fiskepleje har altid haft en udsætningskategori, der blev kaldt "store ørreder" eller "put & take". Det er ørred med størrelser fra 25-35 cm og en alder på 2-3 år, som bliver udsat i juni efter smoltudtrækket. Det er meningen, at disse skal blive og vokse i åerne, og efterhånden som de når mindstemålet indgå som fangbare bækørred. Først med fiskeplejens start i 1987 var der finansielt grundlag for at foretage disse udsætninger i større omfang. Senere undersøgelser foretaget af DFU (Danmarks Fiskeriundersøgelser) har dog vist, at som følge af fiskenes lange ophold i dambrug, er deres senere overlevelse i naturen meget begrænset. Det rådgivende udvalg besluttede, derfor i 1999 at udsætninger af denne kategori ikke mere skal finansieres af fiskeplejemidlerne. Enkelte foreninger har valgt at fortsætte disse udsætninger for egne midler.
Mundings- og kystudsætninger
I 1960'erne gennemførte DFU en række undersøgelser over effekten af udsætning af smolt i vandløb (mundingsudsætninger) samt af smolt i saltvand (kystudsætninger). Såfremt mundingsudsætninger med smolt bliver foretaget på det rigtige tidspunkt i marts-april, vil fiskene vandre direkte ud i havet, og dermed ikke tage plads i vandløbene. Disse udsætninger foretages i dag over hele landet for at modsvare det tab i den naturlige smoltproduktion, som habitatsforringelser har forårsaget. Når fiskene bliver kønsmodne vil de, sammen med ørrederne fra vandløbene, vandre tilbage, "home", til udsætningsvandløbet.
Kystudsætning af ørredsmolt har tidligere været foretaget i saltvandsområder, hvor der er stort fiskeri efter ørred, men hvor der er få naturlige vandløb med vilde ørred eller vandløb egnede til udsætninger. Disse udsætninger blev foretaget i april-maj måned afhængig af saltvandets temperatur og saltholdighed. Disse kystudsætninger har fundet sted med stor succes i Limfjorden, Århusbugten, omkring Fyn og Sjælland.
Desværre har andre undersøgelser vist, at fordi fiskene i modsætning til de mundingsudsatte ørred ikke har et hjemvandløb at svømme tilbage til ved kønsmodning, vandrer de som gydemodne havørred ind i alle mulige tilfældige vandløb, hvor de kan krydse sig ind i de naturlige, vilde havørredbestande med mulige genetiske skader til følge. Disse udsætninger er derfor ophørt i deres oprindelige form, og udføres nu i stedet som mundingsudsætninger, for at sikre at fisken har et hjemvandløb. I nogle tilfælde har disse vandløb ikke kvaliteter som ørredvandløb i øvrigt, hvilket i denne forbindelse er mindre væsentligt.
Praktiske anbefalinger for udsætning af ørred
Udsætningsplanen omfatter et særskilt udsætningsskema, i hvilket der er anført udsætningsmængde og aldersgruppe for hvert udsætningssted. Udsætningsmaterialets fordeling på udsætningssteder skulle kunne ske alene ved benyttelse af skemaet samt kort. Udsætningsantallet må ikke overskrides, men kan deles til udsætning over flere gange, når blot udsætningerne foretages inden for den fastlagte periode:
- Yngel og 1-års foretages i april
- ½-års foretages i september-oktober
- Mundingsudsætning foretages i marts-april, uge 13-15
Yngel
Den udsatte yngel skal være fuldt svømmedygtig, og have opbrugt blommesækken, samt være forfodret i mindst 3 uger. Udsætning af yngel skal foregå på de mest lavvandede steder (helst under 10 cm dybde), hvor strømmen er frisk og hvor der er skjul mellem grus og/eller vegetation. Det er en forudsætning for en høj overlevelse, at ynglen bliver spredt videst muligt omkring udsætningsstationen.
½-års og 1-års
Det er en forudsætning for en høj overlevelse, at fiskene bliver spredt videst muligt omkring udsætningsstationen.
Mundingsudsætning
Angiver udsætning af smoltificerede 1- eller 2-års fisk (større end 15 cm ca. 35 gr.) nederst i vandsystemet. Denne udsætning foretages i marts-april (uge 13-15) måned og fastsættes ud fra en vurdering af vandsystemets oprindelige og nuværende smoltproduktion. Disse fisk vil udvandre til havet og belaster derfor ikke vandløbet, hverken med hensyn til føde eller revirer. Fiskene vil senere vende tilbage til vandsystemet som opgangshavørred.
Regler for udsætning af fisk
Fra og med 2006 har det været et generelt krav at alle udsætninger er baseret på afkom fra vildfisk og det anbefales, at planen for fiskepleje så vidt muligt opfyldes med fisk, som er afkom af vandsystemernes egne ørredstammer. Før en fiskeriforening går i gang med en sådan produktion, skal de veterinære forhold imidlertid afklares med Fødevaredirektoratet, Sektionen for akvakultur. Læs mere om hvorfor der er krav om at fiskene skal være afkom fra vildfisk.
De ørreder, som udsættes i forbindelse med pligtudsætninger, skal i det omfang det er muligt, være afkom af vildfisk opfisket i vandløbet. Man skal dog være opmærksom på, at der gælder særlige veterinære krav til det udsætningsmateriale, som skal anvendes oven for IPN-fri (Infektiøs Pancreas Necrose) dambrug.
De love, som man skal være opmærksom på, når man beskæftiger sig med udsætning af fisk, er bl.a.: Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 508 af 2. oktober 1984 om bekæmpelse af smitsomme sygdomme hos ferskvandsfisk samt diverse vejledninger vedrørende desinfektion af transportmateriel og beklædning m.v. Endvidere er der bekendtgørelse nr. 486 som er "Bekendtgørelsen om afsætning af akvakulturdyr - og produkter inden for Den Europæiske Union (EU) samt indførsel heraf fra tredjelande".
Alt udsætningsmateriale i såvel fersk‑ og saltvand skal altid være fra registrerede VHS‑frie dambrug (Egtved‑syge). I øvrigt skal foreningerne være opmærksomme på Fødevarestyrelsens sygdomszoner der løbende kan ændres. Opmærksomheden skal samtidig henledes på bestemmelserne vedrørende udsætning af fisk ovenfor visse ferskvandsdambrug, hvor det også kræves, at udsætningsmaterialet er IPN‑frit (Infektiøs Pancreas Necrose). Dambrugenes IPN‑status kan ændres fra år til år, hvorfor den største opmærksomhed tilrådes. Endvidere henstilles det at der ikke udsættes potentielt BKD-inficerede fisk ud opstrøms BKD-frie (Bakteriel nyresygdom) opdrætsanlæg. Læs mere om de veterinære regler for udsætning af fisk. Yderligere oplysninger om ovenstående kan indhentes hos:
Fødevarestyrelsen, Sektion for Akvakultur, Fødevareregion Syd, Tysklandsvej 7, 7100 Vejle.
Telefon: 72275500. Telefax: 72275501 E-mail: region.syd@fvst.dk eller på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Udsætning kan konverteres til vandløbsrestaurering
Af Peter Geertz-Hansen, DTU Aqua. Institut for Akvatiske Ressourcer.