Elektrofiskeri foregår oftest med en transportabel benzindreven generator, der fungerer som strømkilde. På generatoren er monteret en ensretter, der via et kabel er forbundet med den positive elektrode (anoden eller blot "elektroden"). Ved vadefiskeri er kablet cirka 50 meter. Ved bådfiskeri er det kortere. Den negative elektrode (katoden) er forbundet med en kortere ledning, da den kan lægges i vandløbet ud for generatoren.
Ud over ensrettet vekselstrøm, både 1- og 3-faset, bliver der også anvendt ren jævnstrøm (dynamo). Rygbårne elektrofiske-apparater med batterier som strømkilde bruges også.
Det er forbudt at anvende af ren vekselstrøm, da det slår fiskene ihjel. Det er i øvrigt ikke særligt effektivt, da der ikke er nogen klart defineret anode, som kan tiltrække fiskene.
Effekt og spænding
Elektrofiskeri kræver en vis spænding og en vis effekt. Spænding og effekt afhænger især af vandets ledningsevne, som er temperaturafhængig.
I danske vandløb har spændinger mellem 250 og 500 volt vist sig effektive. I Norge og Sverige, hvor ledningsevnen er mindre, da vandet ofte er næringsfattigt, kan det være nødvendigt med en højere spænding for at få et effektivt fiskeri.
Spændingsfaldet fanger fiskene
Det elektriske felt mellem de to poler (anoden og katoden) vil forsøge at fordele sig nogenlunde cirkulært om den positive pol (anoden).
Det er populært sagt spændingsfaldet omkring anoden, der fanger fiskene. Spændingsfaldet fra anoden aftager logaritmisk med afstanden. Det betyder, at der er et stort spændingsfald omkring den nærmeste meter fra anoden, mens det er ubetydeligt 25 meter væk.
Det store spændingsfald nærmest elektroden er farligt for større fisk. Fiskens længde er nemlig afgørende for, hvor stort spændingsfaldet over fisken vil være. I praksis betyder det, at i samme afstand fra anoden vil store fisk få en større kropsspænding end små fisk. Det skyldes, at deres længde spænder over en større del af strømfeltet. Elektrofiskeri er således størrelsesselektivt, da små fisk skal tættere på anoden for at opnå et givet spændingsfald.
Reaktioner hos fiskene
Når en fisk kommer ind i det elektriske felt, reagerer den på den spændingsforskel, der opstår mellem hoved og hale (kropsspænding). Man skelner mellem fem forskellige reaktioner, der afhænger af størrelsen af kropsspændingen:
- I randen af det elektriske felt bliver fisken skræmt og fjerner sig.
- Når kropsspændingen overskrider en vis grænse, vil fiskens krop begynde at vibrere.
- Ved øget kropsspænding begynder fisken at svømme hen mod anoden (elektrotaksi).
- Øges kropsspændingen yderligere, bliver fisken bedøvet og vender bugen i vejret (elektronarkose).
- Ved fortsat strømpåvirkning eller endnu højere spændinger dør fisken (elektrokution).
Disse reaktioner fremkommer ved bestemte spændingsforskelle mellem fiskens hoved og hale.
Udformning af anode og katode
Anoden monteres på et isoleret skaft, der bæres af fiskeren. Ved vadefiskeri afpasser man skaftets længde, så det kan bæres i én hånd. Ved bådfiskeri anvender man ofte et noget længere skaft.
Anoden skal være ringformet og kan være lavet af f.eks. aluminium, kobber eller rustfrit stål. Jo større man laver anoden, jo mindre bliver det område omkring den, som er farligt for fisken, og samtidig øges arealet omkring anoden, hvor fiskene tiltrækkes af strømmen.
For at elektrofiskeriet skal være så effektivt og samtidig skånsomt som muligt er det vigtigt, at diameteren på anoden er så stor som muligt. I praksis vil det sige cirka 30 centimeter ved vadefiskeri og 60 centimeter ved bådfiskeri.
Store anoder er mere skånsomme og bedre til at
tiltrække fiskene. Foto: DTU Aqua.
Udformningen af den negative elektrode (katoden) er ikke vigtig. Den kan være udformet som en ring, et rør eller en ramme. Derimod er arealet (overfladen) vigtig. Erfaringen viser, at katodens areal skal være cirka tre gange så stort som anodens.
I tilfælde hvor ledningsevnen i vandet er så høj, at anlægget har svært ved at holde strømmen, bør man af hensyn til fiskene, reducere størrelsen af katoden frem for anoden. Høj ledningsevne kan forekommer i meget næringsrige, okkerbelastede eller humusholdige vandløb.